Wax on, wax off…

Den nye “The Karate Kid” var ganske vist ikke en ubetinget succes, men én ting bør vi alle takke den for: At den gennemtrumfede udgivelsen af den oprindelige “The Karate Kid” på Blu-ray. For hvis der er noget, filmselskaberne værdsætter mere end høje indtægter, må det være lave udgifter, og derfor er der selvfølgelig ikke noget bedre tidspunkt at genudgive en film som John Avildsens originale “The Karate Kid” på, end når en genindspilning udkommer og atter gør forlægget genstand for omtale.

Men hvor godt holder den over 25 år gamle ungdomsfilm monstro? Virkelig, virkelig godt faktisk. I starten ser det ellers sort ud. I en af de allerførste scener mødes en gruppe unge drenge og piger på stranden, hvor de stirrer vellystigt på hinanden på tværs af et båls hede flammer til tonerne af sød popmusik. Scenen kunne næsten ikke virke mere utopisk eller uvirkelig, og da den lokale skoles bøller tropper op i samlet flok på deres motorcykler, går Bill Contis orkester fuldstændig amok, og da drengene kommer op og toppes, danser og skråler de, som var de parate til at bryde ud i sang. Man føler sig næsten hensat til “Grease”.

Men lige da det ser ud til, at “The Karate Kid” for evigt vil fremstå som et forældet fortidslevn fra 1980’erne, tager filmen en drejning og pejler sig ind på et af filmhistoriens største venskaber – dét mellem historiens unge hovedperson, Daniel Larusso, og hans japanske vicevært, Mr. Miyagi, som underviser Daniel i karate, så han kan få bugt med skolegårdens bisser og komme sin egen usikkerhed til livs.

De fleste kender formentlig allerede historien, for den er blevet fortalt utallige gange. Avildsen gjorde det endda til en vis grad selv med “Rocky”, der ligeledes fortæller historien om en usikker ungkarl, der besejrer både sin egen og omverdenens skepsis på sportens slagmark. Allerede efter det første møde mellem Miyagi og Daniel ved vi, at Daniel nok skal blive ferm til kampsport, at han kommer til at score sin drømmepige (spillet af en ung Elisabeth Shue), og at han til slut vil uddele tæsk med manér til den karateturnering, som Miyagi har meldt ham til.

Nej, det er langtfra en udfordring at spå historiens udvikling, men det er til gengæld en enorm fornøjelse at overvære Miyagi og Daniels venskab spire. Ralph Macchio og Pat Morita er simpelthen skræddersyede til rollerne som henholdsvis Daniel og Miyagi. Macchio har et glimt i øjet, men også en ydmyghed, som øjeblikkeligt gør ham uimodståelig. Og Morita, som døde i 2005, er endnu bedre. Manden blev født i Californien og var komiker i årevis, men her er han fuldstændig overbevisende som den stoiske og seriøse Miyagi, der inspirerer Daniel til at tro på sig selv via en række alternative øvelser, der blandt andet involverer stakitmaling og bilvask. De to udgør et umage, men mageløst par.

Modsat de fleste nutidige ungdomsfilm (såsom det længere, men mere overfladiske remake) tager “The Karate Kid” sig gudskelov god tid til at granske sine karakterer og deres forhold, så man til sidst kommer så tæt på dem, at man tiljubler dem, som var de ens egne, bedste venner. Og ved at afsløre deres brister og ved at bevare en forfriskende sober tone inspirerer filmmagerne og skuespillerne os til at tro på os selv på trods af vores egne svagheder – en imponerende bedrift. Så selvom man godt ved, hvor det hele bærer hen ad, bliver man alligevel presset ud til sædets yderkant med fingerneglene i kæften under hvert eneste gensyn. Og så sparker kampscenerne og soundtracket i øvrigt røv – ganske passende.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “The Karate Kid” ser ikke perfekt ud i HD, men det er svært at forestille sig, at den nogensinde kommer til at se bedre ud i hjemmebiografen. Her er lidt utilsigtet snavs og få halvslørede skud, men som regel er billedet knivskarpt, og grynmængden er helt tilpas. Detaljerigdommen er ofte slående, og nu er det for alvor tydeligt, at fluen i Mr. Miyagis hus er spændt fast til en tynd snor. Farverne er ikke dulmet med årene, og kontrasten er solid. Hverken glorier eller udtværing forekommer.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er godt, om end en smule ordinært. Filmen har efterhånden et kvart århundrede på bagen, så det giver sig selv, at den ikke har lige så slagkraftige lydeffekter eller en lige så overbevisende lydatmosfære som de fleste nyere film. Dialogen er oftest tydelig, men mange af replikkerne er jo også eftersynkroniserede, hvilket tit er let at høre. Mild overstyring forekommer næsten aldrig, mens de dybe lydeffekter og musiknumrene virkelig kommer til deres ret. De mere høje lydeffekter – såsom slagene – lyder mere vattede og spidse. Baghøjtalerne benyttes sparsomt, så den auditive atmosfære er ikke ligefrem superb, men der er flere fine panoreringer.

Ekstramateriale

Instruktøren John Avildsen, manuskriptforfatteren Robert Mark Kamen og skuespillerne Ralph Macchio og Pat Morita har indtalt et underholdende kommentarspor til filmen. D’herrer kommer godt rundt omkring filmens tilblivelse, og når de griner af og med hinanden, er det svært ikke at le med. Her er også et video-kommentarspor, hvor Macchio og kollegaen William Zabka diskuterer filmen, mens anekdoter indimellem dukker op som tekst. Fem dokumentarer medfølger (samlet varighed: ca. 78 min.), hvor den bedste er “The Way of the Karate Kid”, som byder på relativt nye interviews med filmmagerne og skuespillere. Det er sjovt at høre Morita tale med en almindelig, amerikansk accent, og Macchio ser dæleme anderledes ud, nu hvor han er i slutningen af 40’erne.