Kevin Lewis' The Kid

InstruktionNick Moran

MedvirkendeNatascha McElhone, Rupert Friend, Ioan Gruffudd, David O'Hara, Bernard Hill, Augustus Prew, James Fox, Kate Ashfield, Ralph Brown, Jodie Whittaker, Lucinda Rhodes-Flaherty, Alfie Allen, Niamh Cusack, Shirley Anne Field, Tom Burke

Længde107 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen15/11/2010


Anmeldelse

Kevin Lewis’ The Kid

3 6
Man gjorde et barn fortræd

Ulykkelige barndomme og skidte kår er næsten et slags varemærke for skabende personligheder. Man skal selvfølgelige passe på med at generalisere, men ofte virker det nærmest, som om en eller anden form for utilfredshed eller undertrykt følelse i de tidlige år er en forudsætning for at udvikle den nødvendige kreative trang.

Alligevel vil selv den mest selvhadende forfatter have svært ved at mønstre en barndom, der bare tilnærmelsesvist kan måle sig med de miserable omstændigheder, hvori Kevin Lewis blev bragt til verden. Han vokser op i et af de mest fattige områder i 70’erne og 80’ernes i London. Dagens ret er tørre tæsk, som Shubidua skrev, men der er intet muntert over de systematiske afstraffelser, ydmygelser og fysiske overgreb, som Kevin bliver vedvarende udsat for i hjemmet, og som fortsætter i skolen, hvor de andre elever hurtigt udser et let offer.

Udsat for et så vedvarende pres trækker Kevin sig langsomt ind i sig selv og forsvinder i sin egen verden, mens han tegner og skriver endeløst på væggen. Omkring ham begynder folk så småt at opdage, at der er noget alvorligt galt med drengen, men systemet er for langsomt, omstændigt og dårligt til at hjælpe på den rigtige måde, og overgrebene bliver ikke standset.

Alt dette kunne have været nedslående og ubærligt at overvære, og de indledende scener er også ganske hårde at komme igennem – børn, der mishandles, er der mildest talt ikke megen sjov ved – men bag det hele ligger også en optimistisk tone om en ung mand, der mod alle urimelige kår tror på sin egen mulighed for at skabe et bedre liv. Det er ellers svært at se, hvor en sådan indstilling kunne komme fra, og langt hen ad vejen ligner det blot, at Kevin fortsætter sin egen offer-rolle i det voksne liv. Der er en mørk ironi i det forhold, at drengen, der er blevet tævet gennem hele sit liv, viser sig at være en formidabel slagsbror som voksen. Evnen til selv at uddele tæv bliver hans uventede styrke, men samtidig er man klar over, at hvis det er den levevej, han vælger, så vil det uundgåeligt ende galt på et eller andet tidspunkt.

Filmen er instrueret af Nick Moran, som mest er kendt for sin rolle i “Lock, Stock and Two Smoking Barrels”, men som har en enkelt spillefilm bag sig. Som instruktør er han en stilsikker herre, der har et godt greb om den grundlæggende fortælling, men samtidigt er der dog også et par fejltrin, som stikker i øjnene. De gælder ikke mindst forældreparret, som er så karikeret fremstillet, at det næsten tangerer det komiske. Til gengæld er det svært at finde andet end de store lovord frem om Rupert Friend, der spiller Kevin som voksen, og som leverer en blændende præstation som den plagede unge mand. Hans knirkede stemme virker næsten som en overdrivelse, men så ser man afslutningsvist en kort sekvens med den rigtige Kevin Lewis og må konstatere, at stemmeføringen er en præcis gengivelse.

Som beretningen udvikler sig, bliver den dog tiltagende svær at sluge, og i det tredje akt kastes der så mange udbrændte filmkonventioner og åbenlyst følelsesmanipulerende scener ned over én, at det bliver meget svært at tage hele herligheden alvorligt. Det er der måske også en slags lektie i. Det er ikke nok blot at have en historie, der har grobund i virkeligheden, man må også afbilde den på en måde, som ikke ringer falsk.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Kevin Lewis vokser op i 70’erne og 80’erne i et af Londons fattigste og mest nedslidte kvarterer i en familie, hvor mishandling er en daglig forseelse, og drengen må ofte gå sulten i seng. I skolen bliver han mobbet, men får ikke den fornødne hjælp af hverken skole eller sociale myndigheder, der først skrider til handling, da det næsten er for sent. Herefter bliver Kevin kastebold mellem forskellige plejefamilier og hans egen, der mod hans vilje forsøger at få ham hjem igen. Som ung mand forsøger han at kæmpe sig fri af sin sociale belastning og sine barndomstraumer og bliver kendt som “The Kid”.