Far, mor, mor og børn

Februar er en spændende måned for filmfolket. Først og fremmest er der Oscaruddelingen i slutningen af måneden. Derudover er der masser af gode Oscarominerede film at kaste sig over. I biffen kan man se både “Black Swan”, “True Grit” og “127 Hours”, og fans af David Fincher kan glæde sig over dvd/Blu-ray-udgivelsen af “The Social Network”. I denne anmeldelse skal vi se på endnu en Oscarnomineret film – dog ikke en af samme økonomiske kaliber som de førnævnte film, men en fra det hurtigtvoksende amerikanske independent-marked.

Den 15-årige Laser og hans 18-årige storesøster Joni er børn i en ikke helt normal familie. De er opvokset uden en far, men har til gengæld to mødre, Nic og Jules. Laser er imidlertid blevet nysgerrig efter at vide, hvem deres biologiske far er, og med hjælp fra søsteren finder han frem til Paul, som i sin tid donerede sin sæd til det lesbiske par. Paul bliver langsomt en del af familien, men det går ikke helt gnidningsfrit, da Nic føler, hun bliver skubbet mere og mere ud af familien.

“The Kids Are All Right” er helt og holdent drevet af karaktererne, og filmen byder på udelukkende fremragende skuespilpræstationer fra den stærke bemanding. I spidsen af familien står Annette Bening og Julianne Moore som det lesbiske par, og hvilket par! Deres samspil slår gnister, og de udfylder rollerne med en ømhed og intimitet, der på fantastisk vis legemliggør den lange historie, som går forud for alle længerevarende forhold. Som personer er de forskellige som ild og vand, men det er netop i det ikke helt gnidningsfri møde mellem modsætningerne, at den fiktive familie opnår den kompleksitet, der gør historien så troværdig.

I rollen som ungernes biologiske far Paul har vi Mark Ruffalo, som er nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle. Og han er såmænd intet mindre end genial i rollen som den tilbagelænede restauratør. Ruffalo tilfører figuren visse elementer, som simpelthen ikke kan nedfældes på et stykke papir eller for den sags skyld udtænkes rent intellektuelt – en enestående, men utroligt subtil mimik med små fagter og intonationer. Med så gennemført en karakter er det næsten utænkeligt, at Ruffalo ikke har smidt en god del af sin egen personlighed ind i rollen.

Første halvdel af filmen præges af en lang række akavede scener med pinlig tavshed mellem familien og Paul. Ikke i så voldsom grad som i “Klovn” eller serien “The Office”, men lige præcis nok til at tæerne krummes et par grader. Det er lykkedes instruktør og forfatter Lisa Cholodenko at finde en balance, der gør fortællingen både sjov og virkelighedsnær. “The Kids are All Right” minder i stemning og fortællestil om den fantastiske “Sideways” og placerer sig dermed i centrum af den amerikanske independent-scene.

Hen mod midten af fortællingen foretager Cholodenko et fokusskift fra børnene til de voksne. Det sker ganske ubemærket og naturligt og vidner om det instruktionsmæssige overskud, den ellers forholdsvist ukendte instruktør lægger for dagen. Og netop overskuddet stråler ud af skærmen gennem de utroligt gennemarbejdede karakterer og virkeliglighedsnære dialoger. “The Kids Are All Right” fortæller en samfundsrelevant og vedkommende historie, som oven i hatten har en overordentlig høj herlighedsværdi. Med så mange gode film på plakaten til årets Oscar-show bliver “The Kids Are All Right” nok ikke den store vinder, men en yderst værdig deltager er den helt bestemt.

Video

Præsenteret i 16:9. Der er ikke meget at sige om videotransferet. Det er nemlig fejlfrit. Ingen støj, ingen edge-enhancement, naturlige farver og en fuldstændig stabil kontrast. Sådan skal det gøres!

Audio

DTS og Dolby Digital 5.1. Lydsporet er hverken noget at juble eller græmmes over. Dialogen er fin og klar, og heldigvis for det, for der er ikke meget andet at høre udover lidt musik. Sub’en er ikke i brug, og baghøjtalerne bruges stort set kun til lidt fuglekvidder nu og da.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder kun trailere.

Mor, mor og børn – og far?

Den utrolige ener instruktøren Wes Anderson er blevet berømt og berygtet for at lave film med en tone, som ingen anden. Kamufleret som åbenlyse komedier findes der altid en klangbund af dyb alvor under den skæve overflade, der betrædes af egoistisk selviscenesættende forældrefigurer. Samme type forældre, dog mindre karikerede, finder vi i Lisa Cholodenkos familiefarvelade “The Kids Are All Right”, hvor egne behov bliver forklædt som betænksomhed for de oversete børn. Det er der kommet en rigtig fornøjelig film ud af.

I et hipt bohemekvarter i Los Angeles møder vi en moderne, men ikke helt almindelig familie på fire. Umiddelbart er der dog ikke noget anderledes ved den genert indadvendte og skoledygtige storesøster Joni, der netop er fyldt 18, eller hendes lillebror Laser på 15, der mest af alt elsker at dyrke sport og gøre ting frem for at snakke. Forældreparret består af den karrieretravle patriark Nic samt den mere ubeslutsomme og følsomme sjæl Jules, der er ved at opstarte sit eget gartnerifirma. Det eksotiske krydderi består i, at Nic og Jules har født hvert sit barn med hjælp fra donorsæd og begge er kvinder. Den anderledes, men tilsyneladende familieidyl forstyrres imidlertid, da børnene vælger at tage kontakt til deres sædelige far Paul, der valgte at donore sæd, fordi det var sjovere end at give blod.

I foråret havde den fremragende “A Single Man” premiere, der ganske atypisk – til trods for sin homoseksuelle hovedperson – handlede om groft sagt alt andet end homoseksualitet. Seksualiteten var blot et faktum og ikke et problem. På samme vis er det ikke et problematiserende omdrejningspunkt i “The Kids Are All Right”, at Joni og Laser har et sæt moms i flertal. Dermed er filmen dog ikke for fin til at diskutere familien som institution – er der visse faderlige værdier, som selv et progressivt overskudsagtigt mødrepar ikke kan substituere?

Det er en komisk og karismatisk overlegen trio, der er samlet i dette godhjertede familiedrama. Den fremadstormende Mark Ruffalo er lige så cool som den grønlandske indlandsis før den globale opvarmning i rollen som den afslappede øko-hipster Paul, der i mødet med familien påbegynder en rejse væk fra livet som Don Juan. Pauls pludselige invasion af familiens privatsfære presser særligt patriarken Nic, der føler sin position truet, hvilket bliver udstillet med stramtantet sårbarhed af en fejlfri Annette Bening. Bening – der selv var med til at udstille den klassiske kernefamilies facade i “American Beauty” – leverer som familieoverhoved sammen med filmens hovedattraktion Julianne Moore, der endnu en gang er knuselskende fantastisk, en af familiefortællingens mange lattereksploderende højdepunkter. Det sker, da parret skal sætte lidt krydderi på det til tider fastlåste forhold med en fræk film. Men det er ikke følsom lebbeporno, der sættes på den firskårne fladskærm, men derimod hård bøsseporno, hvilket naturligvis opdages af den identitetssøgende søn, der langt fra ønsker sig mødrenes efterfølgende indgående (bort)forklaring. Uvurderligt.

Men hvad så med de børn, som titlen skilter med? Filmen antyder indledningsvist, at den vil gå den Wes Andersonske vej og vise, at børnene bliver glemt og klemt af de voksnes velmenende egoprojekter. Men netop denne problemstilling bliver ganske overraskende forsømt og overdøvet af den stærkt karismatiske forældretrio, som filmen forståeligt forelsker sig i. Så sammen med forældrene skubber filmen på samme vis børnene og deres problemer og behov i baggrunden til fordel for et klassisk trekantsdrama, her indsat i en lækkert indbydende bohemeramme, hvilket gør filmen lidt uforløst eller måske snarere forkert forløst.