Satanisk mystik i morderiske England

”Vågn op”, siger en lille dreng til sin far, Jay, i “Kill List”. Vågn op. At vågne og at se, hvad der virkelig foregår omkring én selv, er noget, som krigsveteranen Jay kun lige er begyndt på – og noget, som man som tilskuer også kæmper for at gøre. For “Kill List” er en film, der er spækket med mystik og gåder, og som både efterligner og afviger fra den traditionelle hårdkogte, britiske genrefilm om den kriminelle underverden.

Jay og Gal er gamle venner fra Irak-krigen, hvor Jay også mødte sin smukke, svenskfødte kone, Shel. Jay og Shel er begyndt at skændes, men lever ellers et komfortabelt liv med hinanden og sønnen Sam. Gal nyder derimod en lidt vildere tilværelse med fri livsfilosofi og kvinder på sidelinjen. Men ikke alt er, hvad det ser ud til, for Jay og Gal er i virkeligheden lejemordere, og hjemme hos Jay er økonomien ikke, hvad den har været. Derfor tager de jobbet, da de får en såkaldt Kill List: En liste over tre personer, som makkerparret skal give det endegyldige nådestød. Spørgsmålet er nu bare, om bagmændene har rent mel i posen, eller om der foregår noget okkult i kulissen.

Instruktøren bag “Kill List”, Ben Wheatley, vil tydeligvis gerne have os tilskuere til at tænke selv og gætte på livet løs. Hvorfor er Gals kæreste Fiona hele tiden på besøg hos Jay og Shel? Og hvem er disse udvalgte, der skal slås ihjel? Hvem, hvorfor og hvad? Man skal ikke forvente at få mange af svarene leveret på et sølvfad, men samtidigt kan den intelligente og målrettede seer godt tænke sig til, hvordan det hele hænger sammen, efter måske at have grublet lidt over det hele. At prøve at forstå “Kill List”, mens man ser den, er derimod lidt ligesom at stå lidt for tæt på et maleri. Det er først efter, man er kommet ud af biografens mørke og får den brutale og mærkelig oplevelse lidt på afstand, at man virkelig kan forstå – eller i hvert fald prøve på det – hvordan det hele egentlig hænger sammen.

“Kill List” nægter at blive sat i bås, og den er da også svær at kategorisere. Her lægges der ud med en smule socialrealisme krydret med lidt surrealistisk mystik, der udvikler sig til en grovkornet krimi om britiske lejemordere, for senere at byde på rendyrket, satanisk gys.

Lyder det rodet? Det er det ikke. Der bliver kælet for både hver en detalje og hvert et hint, der er med til at give et større indblik i, hvad der egentlig foregår i den underverden, som vores to hovedpersoner ufrivilligt er ved at stifte bekendtskab med. Samtidig er det hele skruet sammen med en præcision og en smittende appetit for det gådefulde. Nej, her er ikke tale om fashionabel torturporno, men derimod et værk, der langsomt, men selvsikkert, går ned ad kriminalfilmens uvorne sti, men aldrig helt over i den anden grøft.