Klovn Forever

InstruktionMikkel Nørgaard

MedvirkendeCasper Christensen, Frank Hvam, Ole Dupont, Mia Lyhne, Iben Hjejle, Nikolaj Coster-Waldau

Længde99 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen24/09/2015

Anmeldelse

Klovn Forever

4 6
Fra Tour de Fis’ til Hollywood

Der er gået fem år siden sidst. Siden Frank og Casper tog deres klovnede tv-serie-univers ind i “Klovn: The Movie”, der fik 20 procent af befolkningen i biografen for at følge komikernes Tour de Fis’ på Gudenåen. Dengang skulle Frank vende sig til tanken om måske at få et barn. Nu har han to. Casper er single og vælter i fis’, imens Frank går til babysvømning. Venskabet er truet, hvilket endnu et roadtrip må råde bod på. Frank og Casper goes to Hollywood!

Men selv om scenen er større, så er “Forever” næsten den samme som “The Movie”. Frank er den udviklende, almindelige klovnekarakter, der forgabt i Christensens playerliv skal lære, at livet er bedst med babysvømning og en Mia (Lyhne), der endnu ikke er vokset sammen i skede-numse-regionen efter den seneste fødsel. Det kan være svært at tænde på, når minderne om Tour de Fis’ bliver læst højt i en kommende venskabsbog med Frank og Casper. En bog, der skal sikre pensionen. Måske ligesom “Klovn Forever”?

Således er Tour de Fis’ denne gang erstattet med en sidste ‘tys-tys-aften’ i Hollywood, hvorfra Frank vil hente Casper hjem. De er jo yin og yang som i intrografiken, hvor O’et i Klovn er erstattet med det kinesiske duotegn. De fuldender hinanden. Det gør de bedst, når de holder sig til de små pinlighedssketches, der kendetegnede tv-serien, hvor hæmningsløse Casper grænseoverskrider Frank til at dumme sig. Til at bryde de sociale normer om, hvad man bør gøre. Man bør eksempelvis ikke groft stereotypificere sorte og indianere over there. Men det gør den selvfede og klovnen. Igen og igen ud på det herligt pinlige overdrev., hvor selv den stiveste pik og dyresex hører hjemme.

Den store forskel fra sidst til nu er ønsket om en mere hel og samlende historie, hvor vennerne skal indse, at de er venner for livet. Derfor bliver tys-tys-roadtrip-fornemmelsen ikke helt så udfoldet som sidst, hvor kanoturen på Gudenåen bragte de to vidt omkring. Denne gang er de i højere grad isoleret i Caspers luksusvilla med udsigt over Hollywood-skiltet. I plottets tjeneste. De skal tilgive hinanden. Måske er “Klovn Forever” også et ønske om tilgivelse fra Jarl Friis-Mikkelsen, som Casper jo har gjort til svigerfar i virkelighedens verden. I “Forever” er Casper i hvert fald selv blevet udstyret med en lolitalækker datter, der skal få den lidt for stramme historie til at skride fremad.

Men det skrider ikke kun fremad mod flere pinligheder. For i modsætning til inspirationskilden hos “Hangover”-drengene så har de danske roadtrip-klovne noget de vil. Pinlighederne har en mening. For selv om Casper er for usandsynligt langt ude, så findes Frank i de fleste. Der har haft en vild ungdom, men nu er blevet sat. Med børn og en rutinekone, som han jo elsker, men måske ikke begærer helt så meget som de smukke unge. Det er klassisk midtvejskrise. Sker for de fleste. Nogen får børn og flytter i parcelhus, imens andre bliver boende i den lille lejlighed i byen. Ungdommen forsvinder, imens minderne om dengang står skrevet i en venskabsbog.

En treer er vist allerede på vej. Måske “Klovn Begins”? En prequel? Nej. “Klovn” ér Casper Christensen og Frank Hvam. Deres kemi kan ikke kopieres. Den er alene værd “Klovn Forever”, der som “Game of Thrones” måske har vanskeligt ved stadig at chokere, men som stadig levere det, den lover.

Trailers

Kort om filmen

“Klovn Forever” er den længe ventede opfølger til mastodontsuccesen “Klovn – The Movie”, som tog Danmark med storm i 2010.

Fem år er gået siden sidst, og Casper og Frank står ved en skillevej. Hvad er det de vil? Og hvad betyder de egentlig for hinanden, når det kommer til stykket? Venskabet sættes på den ultimative test, og undervejs udsætter Casper og Frank sig selv og hinanden for deres livs prøvelser – både i trygge omgivelser herhjemme og tværs over Atlanten i Drømmenes By, Los Angeles. Her flytter Casper hen for at forfølge sin karriere, men for at redde venskabet sætter Frank efter ham… I sidste ende må de to venner stille sig selv spørgsmålene: Eksisterer der overhovedet sådan noget som “venner for evigt”? Og hvad skal man hævne, og hvad skal man tilgive her i livet? Én ting er sikkert… Nu er det alvor!