Kolbøttefabrikken

InstruktionMorten Boesdal Halvorsen

MedvirkendePaprika Steen, Ole Boisen, Mia Lyhne, Mick Øgendahl, Allan Hyde, Zlatko Buric, Simon Jul Jørgensen, Jesper Asholt, Jens Andersen, Vigga Bro

Længde90 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen29/05/2014


Anmeldelse

Kolbøttefabrikken

4 6
Vi er alle sammen tossede!

Galskab er drivkraften bag megen stor kunst. Og den lidt mindre. Både blandt dem, der laver den, og dem, der optræder i den. Hvad ville aftenfladen på Kanal 5 være uden psykisk afvigende typer, der bruger så lang tid på at udføre rituelle mord, at de glemmer at løbe væk. I deres forskruethed vimser de i stedet rundt omkring politiet overbevist om, at ingen kan regne ud, at de har kvalt en mand i kagedej, fordi han i 1982 ikke gav rabat på et stykke pæretærte. (Kære CSI, dén får I gratis). Nej, interessen for syge hjerner har altid været stor, fordi det gyser lige lidt ekstra, når menneskets ukendte sider bryder igennem det normale. Det paradoksale er, hvis man skal tro folkene bag “Kolbøttefabrikken”, at interessen for virkelighedens syge kan ligge på et meget lille sted.

Alle vil have det godt, men de færreste ved præcis, hvordan man får det sådan. Altså sådan rigtig godt. Nogle siger penge, nogle siger kærlighed, nogle få siger medicin, og så er der folk som Paprika Steens Acacia, der siger akupunktur… eller meditation… eller trommedans… eller varm ler med indtørret afføring. Hvad end det er, skal der nok være noget, der hjælper. Hun er et billede på den velmenende alternative behandler, der har chantet sig selv så langt ind i solgudens syvende cirkel, at hun ikke kan skelne imellem behandling og moderat fysisk pres. Efter at have gjort alvorlig skade på en patient bliver hun dømt til mentaludredning på en psykiatrisk afdeling.

Sådan lægger man op til det store kulturclash. Ole Boisens overlæge er velmedicineret og doserer lige vel meget medicin til patienterne på sin afdeling. Hvilket hjælper i en uhørt lille grad. Det er især her, filmen stikker kniven ind og sandsynligvis trækker på instruktør Morten BH’s egne erfaringer med psykiatrien. For miljøet (og systemet) skildres, i al sin ubehjælpsomme, kommunale vælde, så nøgternt og umorsomt, at det er lige til at grine ad. Et lidt skræmt grin, for man har på fornemmelsen, at virkeligheden har banket på, når instruktør og skuespillere har improviseret scener frem. Tænk at være fuldstændig dopet af medicin, mens Mia Lyhne med sit mest monotone drev i stemmen holder morgengymnastik for Simon Jul og Zlatko Buric. Det er på en gang absurd og tragisk.

Det viser sig da også hurtigt, at Acacia ikke hører hjemme på afdelingen, fordi hendes tro på mojos og grøn te kun er lidt skørt i forhold til et kapitalistisk samfund. Ikke i forhold til dem, der hører stemmer eller er bange for bordtennisbolde. Det er lidt utroværdigt, at filmens hovedskurk, lægen, tilsidesætter al sin faglige kunnen og etik for at forsvare medicinen over for en kvaksalver. Og det bliver også et problem, at “Kolbøttefabrikken” skal balancere imellem at lave spydig satire med de alternative behandlere og vise den rå virkelighed blandt menneskene på den lukkede. Der er langt fra healeren, der svinger med birkeris og hyler som en indianer, til den gode veninde på afdelingen, som giver en krammer og en kop kaffe.

Men hey, man får sgu lyst til at snakke med Paprika. Det er en virkelig fin præstation, hvor øjnene afslører, at der ligger en eller anden alvorlig smerte under alle de hennafarvede tørklæder. Lidt ligesom Jack Nicholson i “Gøgereden” har hun lynhurtigt sympatien. Og det er ikke kun, fordi filmen behandler det klassiske spørgsmål om, hvem der er de skøre i et skørt system, men også fordi hun lægger en varme og en meget genkendelig tvivl ind i en ret irriterende karakter. Men så stopper sammenligningerne også. For selvom historierne er meget ens, er Milos Formans klassiker et drama med en komisk undertone og “Kolbøttefabrikken” en komedie på en alvorlig baggrund. Men det bliver aldrig sindsygt (undskyld) sjovt.

Den deciderede farce holdes konstant nede af det alvorlige emne, og den roligt fremadskridende handling bygges op om pudsige situationer snarere end klassiske jokes. Som drama fungerer filmen stærkt, og når min grådighed efter grin ikke tager overhånd, bliver jeg mindet om, hvorfor Paprika Steen er det tætteste Danmark kommer på en diva, og hvorfor hele Danmark kan citere Zlatko Buric, selvom ingen påstår at kunne forstå, hvad han siger. Han er god. Filmen er hverken helt vanvittig eller helt god, men selvom den får premiere i et forår, der åbenbart er dedikeret psykisk sygdom på alle medieplatforme, skiller den sig ud. Det er en af de mere seriøse og vellykkede skildringer af, hvordan det gale kan skabes af et helt normalt system.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Den alternative behandler Acacia idømmes en mentalundersøgelse på en psykiatrisk afdeling. Hun er overbevist om, at hun kan give medpatienterne mere livskvalitet end den medicingale overlæge og begynder at behandle på sin facon med clairvoyance, hypnose og kaffegrums. Den nye karma skaber stor glæde på afdelingen, men overlægen vil ikke acceptere at blive udfordret af Acacias metoder. Han er sikker på, at hun er syg og at den eneste løsning er stærk medicinering.