FilmenDansk politik er fuld af intriger, løgne og magtsyge individer! Det er i hvert fald hvad den debuterende instruktør Nikolaj Arcels film “Kongekabale” vil have dig til at tro. Disse elementer er nemlig en prominent del af denne velkonstruerede, politiske thriller.

“Kongekabale” har taget Danmark med storm og har vundet adskillige velfortjente priser, heriblandt 8 Robert priser og 2 Bodil statuetter. Filmen handler om journalisten Ulrik Torp, der netop har fået en stilling som Christiansborg-journalist for “Dagbladet”. Han bliver en del af et politisk spil mellem de to formandskandidater i “Midterpartiet”: Topfavoritten Lone Kjeldsen og den magtsyge Erik Dreier. Dreier lækker en historie om Lone Kjeldsen til Torp igennem sin spindoktor Peter Schou. En historie der hurtigt viser sig at være falsk. Som det ærlige menneske Torp nu engang er, må han sammen med sin kollega Henrik Moll forsøge at gøre skaden god igen.

Filmen følger Ulrik Torp og hans kollega, mens de arbejder sig igennem løgne og intriger på Christiansborg for at komme til bunds i sagen. Det er en spændende historie, som formår at holde seeren fanget. Som ofte på film, så er begivenhederne en smule overdrevne. Alligevel har de seneste par ugers begivenheder indenfor politikkens verden, mere specifikt “skandalerne” med hhv. Ulla Tørnæs og Henriette Kjær, vist at filmen måske ikke skyder helt ved siden af alligevel. Et af omdrejningspunkterne er netop en skandale forårsaget af en af hovedpersonernes ægtefælle, der ligesom i den virkelige verden er nok til at forpurre en politisk karriere.

“Kongekabale” er ikke nødvendigvis en original film, og der er lavet mange politiske thrillers i Hollywood før. I dette selskab skiller filmen sig ikke specielt ud. Det der gør filmen ny og frisk er, at den er henlagt til Christiansborg. Samtidig er det som dansker lettere at forholde sig til plottet, fordi den netop foregår i vores egen lille andedam. Dette er sandsynligvis også en del af forklaringen på dens popularitet.

En af filmens største styrker er dens skuespil, leveret af et ensemble af nogle af Danmarks bedste skuespillere. Hovedrollen spilles af Anders W. Berthelsen, der sidst er set i DR’s dramaserie “Krøniken”. Berthelsen leverer en rigtig god præstation som journalisten Ulrik Torp. Filmens skurk spilles af ingen ringere end Søren Pilmark, der nok er mest kendt for sit komiske talent, som f.eks. i “Ørkenens Sønner”. I “Kongekabale” spiller han den magtsyge Erik Dreier, der vil gøre alt for at blive statsminister. Hans karakter er en smule ‘endimensional’, men det gør ikke noget. Pilmark formår nemlig at gøre karakteren interessant med sit fænomenale skuespil, som han for nyligt fik en velfortjent Bodil for. Samspillet imellem Berthelsen og Pilmark er superbt og især scenen hvor Torp konfronterer Dreier slår gnister.

Lars Mikkelsen giver den i rollen som den sleske spindoktor Peter Schou. Hans fremtoning passer perfekt til rollen, og tankerne glider unægteligt over på Henrik Qvortrup (plus hår). Det virker måske som nepotisme at caste sin egen søster i en af filmens større roller, men Nastja Arcel gør eventuelle kritikere af den beslutning til skamme med sin præstation. Hun tilfører rollen som Lone Kjeldsen en tilpas blanding af styrke og sårbarhed, som filmen skrider frem. Til slut har vi hhv. Nicolas Bro som Torps lidt slaskede kollega Henrik Moll, og Ulf Pilgaard som Torps far og ekspolitiker Gunnar Torp. Begge leverer gode præstationer, som dog står i skyggen i forhold til hovedpersonerne.

“Kongekabale” er et frisk pust på den danske filmhimmel af flere årsager. I en tid hvor brugen af dogmeteknikker efterhånden er blevet en fast del af den danske filmverden, er det rart at se en instruktør, der tør lave en “rigtig” film med professionel fotografi, scenografi og underlægningsmusik. Dertil kommer, at der tydeligvis er foregået en form for bearbejdning af filmen med diverse filtre. Det giver filmen et meget flot, men også koldt look, der er med til at forstærke den kynisme, vi finder på Christiansborg i filmens univers.

Den politiske thriller er heller ikke noget, som vi ser så tit i den danske filmindustri, der i de sidste par år primært har kværnet den ene komedie, kærlighedsfilm eller socialrealistiske doku-drama ud efter den anden. Endeligt er det forfriskende at se en dansk film uden at hverken Nicolaj Lie-Kaas, Mads Mikkelsen, Sidse Babett-Knudsen eller Paprika Steen er at finde på rollelisten. Det giver hårdt tiltrængt fornyelse.

“Kongekabale” er en rigtig god film, der fortjener den ros og anseelse, som den har fået. Det er en spændende thriller, der brillerer med en omgang rigtig godt skuespil. Samtidig bringer den noget nyt og friskt til den efterhånden noget fastkørte danske filmindustri.

VideoPå billedsiden kommer udgivelsen med et anamorphic widescreen transfer i 2.35:1 aspect ratio. Det er et udmærket transfer, der dog ikke formår at brillere. Den efterbehandling som filmen har været igennem, giver billedsiden et blåt look, og nedtoner alle andre farver. Til gengæld er detaljegraden rigtig god, og der er heller ingen umiddelbare problemer med kompressionsfejl, filmartefakter eller edge enhancement. Transferets største problem er en vedvarende grumsethed, og det trækker i sidste ende ned på karakteren.

AudioPå lydsiden er der både Dolby Digital 5.1 og et DTS lydspor, der begge er koncentreret omkring fronthøjtalerne. Selvom filmen primært er dialogdrevet og ikke har nogen store actionscener, er der mange scener hvor lyden med fordel kunne have bevæget sig ud i surroundhøjtalerne. I stedet er de tavse og vågner kun op fra tid til anden, når underlægningsmusikken er mest fremtrædende. Subwooferen er heller ikke udnyttet til sit fulde potentiale på nær et enkelt stort brag i filmens start. Med en dialogdrevet film er det vigtigt, at talen er klar, og her er der ingen problemer. Det er ikke en decideret ringe lydside, men det kunne have været bedre.

EkstramaterialeEkstramaterialet består af et kommentarspor med instruktør Nikolaj Arcel, medforfatter Rasmus Heisterberg og tidligere spindoktor Henrik Qvortrup. Det er et rigtig godt kommentarspor, hvor Arcel og Heisterberg bl.a. kommer ind på mange af filmens inspirationskilder. Qvortrup krydrer det hele med fortællinger om, hvordan det foregår i det virkelige liv.

Udover kommentarsporet er der en række dokumentarprogrammer. Det første i rækken er “Virkelighedens kongekabale” på ca. 20 minutter, der går i dybden med de inspirationskilder, der ligger bag filmen. I modsætning til hvad mange tror, er filmen ikke lavet over de Konservatives interne magtkamp fra midt i 90’erne. Det næste program er “De konservatives spin på filmen”, et kort program på ca. 7 minutter, hvor man ser hvordan Helge Adam Møller prøver at forklare filmen og dens påståede lighed med magtkampen imellem Per Stig Møller og Hans Engell.

“Kongekabale – Filmen om filmen” er et making-of program på ca. 25 minutter, krydret med interviews af filmens cast og crew samt Lone Dybkjær, som kommenterer filmens handling. “Niels Krause-Kjær” er et interview med manden, der har skrevet bogen som filmen er baseret på. “Magtens Korridorer” omhandler filmens scenografi, og hvordan filmskaberne har formået at skabe filmens Christiansborg, da optagelser til kommercielle film ikke er tilladt på det rigtige Christiansborg.

Til sidst er der to slettede scener, bloopers, trailers og poster artwork. Arcel fortæller på DVD’en at der var mere end 20 minutters ekstra scener, som er klippet ud af filmen. Disse scener er ikke med på denne udgivelse, da der senere på året kommer en “Kongekabale” mineserie på TV, hvor disse scener skulle være flettet med.

Alt i alt en rigtig god omgang med et godt kommentarspor og nogle gode dokumentarprogrammer.

“Kongekabale” er en ambitiøs fortælling om opgør i magtens korridorer på Christiansborg, hvor det godt kan betale sig, at spille med lukkede kort. Genremæssigt er man i dansk film ikke særligt vant til politiske thrillers, og “Kongekabale” er derfor et frisk pust. Sammenlignet med amerikanske film fra samme skuffe, ligger den over gennemsnittet, uden dog at være banebrydende indenfor selve genren.

Med sit afsæt i dansk politik kunne man godt frygte, at “Kongekabale” hurtigt ville melde pas med spænding og intensitet og bare sidde passivt tilbage med kedelige kort på hånden. Men det er ikke tilfældet. Magtkampen i Midterpartiet mellem Lone Kjeldsen (Nastja Arcel) og Erik Dreier (Søren Pilmark) om at blive partileder, og formodentligt kommende statsminister ved det forestående folketingsvalg, er en anspændt personlig omgang knivstikkeri med Dreier som knivsvingeren.

Dreier er ved at udføre en politisk genistreg, men en menneskelig svinestreg. Den ambitiøse journalist Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen) er dog ikke langsom til at opfatte Dreiers spil for galleriet, og forsøger at lure politikerens beskidte tricks. Men Dreier er en erfaren gammel ræv, som roligt sniger sig uden om de fælder Torp lægger for ham.

“Kongekabale” er filmatiseret frit efter Niels Krause-Kjærs roman af samme navn. Filmen rummer et stort persongalleri og mange sidehistorier til de enkelte karakterer. De indbyrdes forhold giver magtkonflikten mellem de enkelte politikere og journalister yderligere intensitet, for hvem der er sorte og hvem der er røde i denne politiske kabale, står ikke på forhånd klart for den ideologikæmpende Torp. Denne kompleksitet i bipersonerne ville også have klædt den til tider karikerede Erik Dreier.

Søren Pilmarks præstation som Dreier kan man ikke klandre, for han spiller med en kølig arrogance og et indædt blik. Dreier er dog en smule unuanceret i nogle scener, når han frembruser med sine trusler. Han er ikke sen til at advare modstanderne om sine usle planer med dem, hvis de ikke makker ret. Det virker ulogisk, at han her spiller med åbne kort, for det er ikke det billede filmen ellers tegner af magtspillets uskrevne regler, hvor det gælder om, at have kortene så godt ind til kroppen som muligt.

Generelt spilles der godt over hele linien, og især pilmark og Berthelsen leverer nogle mindeværdige præstationer. Filmen er proppet med kendte navne fra den danske film- og teaterscene: Lars Mikkelsen, Lars Brygmann, Kurt Ravn, Ulf Pilgaard, Nicolas Bro, Jesper Langberg, Charlotte Munck og Robert Hansen, bare for at nævne nogle stykker. Robert Hansen virker malplaceret i sin lille birolle, og biografens andre anmeldere kom også med et spontant grin, da han som Simon måbende åbner døren for Torp, der er på jagt efter beviset, som kan undergrave Dreiers løgne.

Udover det genremæssige står også billedstilen i stor kontrast til det vi normalt ser i f.eks. dogmefilmene. Fotografen Rasmus Videbæk har virkelig kælet for detaljerne, og billederne er yderst velkomponerede, og det ser vi for lidt til i danske film. Fotograferingen og skuespillet er filmens største forcer, for trods historiens intriger bliver filmen ikke nervepirrende spændende.