Der er vist noget om, at man ikke skal hænge sig alt for meget i fortidens succeser, men derimod stille sigtekornet ind på de positive overraskelser, fremtiden kan og vil bringe. Det råd havde Steve Oedekerk nu nok haft udsøgt gavn af, inden han kastede sig ud i den animerede “Koslænget”, der indholdsmæssigt ganske vist er hylemorsomt fortalt, men desværre også mangler den afgørende snert af originalitet i selve handlingens samlende tråd og grundlæggende er brygget på ingredienser fra tidligere tiders nært beslægtede animationsfilm.

Fortællingen (gen)kendes bedst fra “Toy Story”-filmene, hvor legetøjet bliver levendegjort, opnår personlighed og foretager finurlige krumspring bag menneskets ryg, helt uden dets vidende naturligvis. Det er for så vidt nogenlunde den selvsamme kulinariske opskrift, der præger “Koslænget”. Baggrundskulisserne er imidlertid nogle ganske andre, og hvor førnævnte filmserie udspillede sig i et kaotisk og distanceret storbyrum, hviler facetterne i dette tilfælde på en afsidesliggende bondegård med dertilhørende spraglet animalsk besætning som ramme. Dermed ikke sagt, at farerne ikke lurer, for det gør de – og det i hobetal endda.

Bedst er de mange skæve og aparte karaktertegninger, der gør “Koslænget” til en habilt underholdende affære trods de fortællemæssige ujævnheder. Hovedfokus hviler på ungtyren Otis, der i sit sorgløse og ungdommelige stadie har travlt med festerne og drengestregerne, mens faderen Ben forsigtigt prøver at forberede sønnike på voksenlivets alvorsfulde genvordigheder, heriblandt det kommende lederskab af bondegårdens dyr og de farer, der lurer uden for indhegningen. Men også det hårdtsparkende muldyr Miles og resten af bondegårdens vilde festoriginaler, særligt tempodanseren Vilde Mike, er nu hele fornøjelsen værd. Og så en smule til.

Coming-off age eventyret farer dog lettere kluntet afsted og bliver aldrig den sammentømrede helhed, man kunne have ønsket. Der er unægteligt et anstrøg af berøringsangst, og far-søn temaet samt den blomstrende kærlighed til den nytilkomne og underskønne kvie Daisy bliver desværre tilnærmet i alt for forsigtige ryk. Til gengæld – og her fungerer “Koslænget” efter alle kunstens regler – må Otis indstille sit liv som festabe og indtræde i voksenlivet på rekordtid, da faderen over natten må lade livet for fødderne af en flok glubske prærieulve. Lederskabet bliver den skinbarlige realitet for den højtråbende og rebelske ko, og se, det var nu nok ikke lige, hvad han havde haft med i sin kalkule aftenen forinden.

De danske stemmer (Jan Gintberg, Peter Frödin, Lars Mikkelsen m.fl.) fungerer ganske hæderligt som dukkeførere, men den virkelige attraktion ligger dog for alvor gemt i de amerikanske originalstemmer, hvor særligt Kevin James, Courtney Cox og Danny Glover tilfører filmen et improvisatorisk og fornødent tilsnit af professionalisme. Selv om “Koslænget” på mange måder er sjusket fortalt, kompenserer de muntre indslag i den grad for de fejl og mangler, der måtte være. Er det svært at forestille sig andet med øldrikkende får, dansende køer og sågar en rappende muldvarp?

For trods skønhedspletter og fodfejl er “Koslænget” nu stadig en charmerende og hudløst (k)ærligt fortalt og fantasifuld leg med det tegnede medium, hvis det da ellers er muligt at abstrahere fra en så graverende fejl, at alle bondegårdens tyre af uransalige årsager er blevet udstyret med yvere. Det kan i hvert fald undre, at instruktøren Steve Oedekerk og håndlangere ikke har haft bedre styr på bondegårdsdyrenes anatomi og fysiske tilbøjeligheder. Og sammen med den fortærskede historie trækker det desværre de muntre indslag ned på et noget mere jordnært og stuerent niveau, end hvad det kunne være blevet til.

Spændingskurven er af samme årsag nok lidt amputeret. Takket være den velkendte formular ved vi jo, at dyrene nok skal overvinde den udefrakommende ondskab. Men det og den lidt kluntede historie sat til side, har holdet bag “Koslænget” trods alt stadig lagt sig i selen hvad angår kreativt tegnede figurer og fantasifulde indslag. Og med den slags kogalskab vinder det animerede familieunivers uden bævren stadig på point.

VideoBilledsiden i “Koslænget” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1 format, der trods sine fejl tager sig relativt godt ud. Der er talrige eksempler på edge-enhancement, enkelte digitale forstyrrelser og også en smule støj. Til gengæld er der ikke skyggen af udtværinger, kontrasten er god og farvetemperaturen ligeledes stabil. Et udmærket transfer med et behageligt look.

AudioUmiddelbart lægger “Koslænget” ikke op til de vilde auditive kreationer. Modsat coverets henvisning til både et Dolby Digital 5.1 lydspor og et Dolby Surround 2.0 lydspor, har imidlertid kun førstnævnte indfundet sig på udgivelsen. Generelt er der tale om et relativt godt lydspor, der rummer enkelte eksempler på lydlige panoreringer. Dialogen går generelt klart og tydeligt igennem, og musikken er desuden garant for et par muntre musikindslag, der har en god fylde. Svagest står atmosfærelyden, der unægteligt godt kunne have tålt mere at arbejde med.

EkstramaterialeUdgivelsens bedste del står ekstramaterialet uden tvivl for. Kollektionen er både alsidig og veltilrettelagt. I første omgang er det naturligvis på sin plads at nævne de traditionelle trailere, der denne gang repræsenteres af “Skyllet væk”, “Charlottes tryllespind” og “Barnyard: The Videogame”. Herudover er der slettede scener af divergerende færdighedsgrad, 13 forskellige teasers for filmen, der blev brugt i forbindelse med markedsføringen på tv-kanalen Nickelodeon, samt en trailer for filmen. Indslagene “Method Acting with Kevin James”, “An Animator’s Life”, “Utter Talent – Voices of Barnyard” og “Boogying in the Barn” går alle bag om filmen, mens musikvideoerne i “Mud Music Video” og “Barnyard Bop” vist taler for sig selv. Endeligt er der også mulighed for kommentarspor med instruktøren Steve Oedekerk samt crew.