Kvinde på spring
Udgivet 27. okt 2011 | Af: Sarahih | Set i biografen
“Kvinde på spring” leverer ikke meget mere, end traileren antyder. Så er det sagt. Men det er dog alligevel en sød lille historie, der hylder “powerkvinden”, som kæmper med at få karriere, børn og mand til at gå op i en højere enhed. Det er helt sikkert en aktuel skildring af hverdagslivet med en komisk twist, som mange hårdtarbejdende mødre formentlig kan nikke genkendende til – på både godt og ondt.
Sarah Jessica Parker klarer fornemt overgangen fra en babyforskræmt singlepige i New York til en karrierefokuseret hustru med to børn i Boston, og det er helt sikkert en transformation, der klæder hende. I rollen som Reddy stråler hun med sin charme og hjertevarme natur. Så meget, at Parker faktisk overstråler sine medspillere, såsom Pierce Brosnan, Kelsey Grammar og Christina Hendricks (der især er kendt som den rødhårede femme fatale Joan i “Mad Men”). De spiller alle sammen godt, men ingen af dem er lige så bemærkelsesværdig som Parker.
Filmen bruger andre virkemidler end slowmotion til at understrege komikken – såsom da Kate nærmest træder ud af skærmen og fryser billedet for lige at forklare os, hvad vi har med at gøre, eller når hun noterer sine uendelige huskelister, og vi kan følge med i det hele, fordi de bliver noteret hen over lærredet. Det er spøjst, men det fungerer. Derudover bliver de forskellige karakterer også konstant interviewet omkring Kate og hendes liv, hvilket er en anderledes morsom måde at få et indblik i Kates tilværelse på.
“Kvinde på spring” forsøger at bevæge sig en smule ind på debatten om kønsroller – blandt andet konstaterer Kate, at grunden til, at hun elsker sit job som investeringsrådgiver, er, at markedet ikke skelner mellem kønnene. Derudover kommer veninden Allison (Christina Hendricks) også ind på problematikken i et af sine interviews omkring karrierekvinden. Men det er, som om manuskriptforfatteren Aline Brosh McKenna pludseligt trækker i land og dropper emnet igen. Og det er rigtig ærgerligt, for lidt mere tyngde ville klart have gavnet filmen.
Der er ingen markante overraskelser i fortællingen, som minder om mange andre “tøsefilm”. Derfor er der ingen grund til at forvente en film, der ligefrem gør os klogere på livet, men derimod en ganske sjov, lille komedie, der fungerer som fornem pauseunderholdning midt i den travle hverdag.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet