Lady og Vagabonden

InstruktionClyde Geronimi, Wilfred Jackson, Hamilton Luske

MedvirkendeVerna Felton, Peggy Lee, Barbara Luddy, Larry Roberts, Bill Thompson, Bill Baucom, Stan Freberg, Alan Reed, George Givot, Dal McKennon, Lee Millar, Bill Lee, Liz English, Max Smith

Længde73 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama, Romantik, Romantik, Animation, Animation, Familie, Familie

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Lady og Vagabonden

5 6
FilmenDen klassiske fortælling om Lady og Vagabonden er Walt Disneys levende glansbillede af en pæn victoriansk kærlighedshistorie.
Lady er, som navnet antyder, en pæn dame, der fra allerførste færd bliver elsket og forkælet af sine ejere, en rig familie der bestemt ikke mangler noget. Sammen med nabohundene Trofast og Skot lever hun en ubekymret tilværelse i deres fine kvarter.

En dag dukker det frimodige gadekryds Vagabonden op og åbner Ladys øjne for verdenen udenfor de sikre rammer: Et liv som ejerløs hund, med al den frihed man kan tænke sig, men uden den tryghed som hun er blevet så glad for.

Da Ladys familie bliver forøget med en lille ny, er hunden ikke længere familiens midtpunkt. Sagen bliver ikke bedre af at den hæslige tante Sarah, og hendes to siameserkatte Si og Am, ankommer for at passe babyen. Lady bliver forvist til hundehuset og i sin fortvivlelse bliver hun bange for at der er hold i Vagabondens postulat om at mennesket måske i virkeligheden slet ikke er hundens bedste ven.

Lady føler sig på samme tid frastødt og tiltrukket af Vagabonden. Hun kan ikke stå for denne lurvede men ukuelige charmør, men hun ved ikke om han er til at stole på. Vagabonden ser i Lady en stille og forsigtig pige som han kan tage med på eventyr i sit baggårds-univers og hermed er kimen sået til den klassiske kærlighedshistorie.

Det der primært skiller “Lady og Vagabonden” fra mange andre Disneyfilm, er at den er baseret på en original historie frem for et eksisterende værk. Det var et atypisk træk for filmstudiet, der i en lang periode havde haft held med tegnefilm baseret på succesfulde værker, såsom “Alice i Eventyrland” og “Askepot”.

Nu var tiden inde til en frisk og glad fortælling, der dog synes så velkendt at den af kynikere nemt kunne betegnes som værende banal – Walt Disney var selv inde over slutningen for at fjerne enhver skygge af ubehaghelige elementer. Når det er sagt, er “Lady og Vagabonden” en glimrende film, der med kombinationen af en fremragende, betagende billedside og farverige, charmerende karakterer med rette kan kaldes en vaskeægte klassiker.

“Lady og Vagabonden” var den første animerede film i det brede cinemascope format, der blev introduceret i 1950’erne i håb om at biograferne derved kunne lokke publikum i biografen på trods af tv-apparaternes stigende popularitet. En interessant problemstilling, der med hjemmebiografens indtog og udsigt til HD formater er mere aktuel end nogensinde. Bliver de nye 3D formater biografernes næste store trækplaster? Det skal blive spændende at se hvad filmskaberne hiver op af hatten.

VideoBilledsiden på “Lady og Vagabonden” dvd’en er en utrolig fryd for øjet. Vi får mulighed for at nyde filmen i anamorphic widescreen i det meget brede 2.55:1 aspect ratio. Filmen har været igennem den digitale støvsuger hos Lowry Digital der bl.a. stod for restaureringen af “Indiana Jones” på dvd, og de har præsteret at rense billedet så filmen fremstår fuldstændig fri for snavs og artefakter, til en grad at man skulle tro det var en spritny digitalt produceret tegnefilm. Det har dog ikke gjort billedsiden kedelig på nogen måde – farverne er spillevende og billedet står skarpt og helt roligt.
AudioVi får valget mellem et engelsk, norsk og dansk Dolby Digital 5.1 lydspor i Disneys Home Theatre Mix. Der er her tale om et fint men også lidt kedeligt lydspor. Dialog står klart og tydeligt ud af centeren, fronthøjtalerne benyttes til alle lydeffekter og musikken benytter samtlige kanaler. Det er en god fordeling, men man kunne sagtens have inkluderet baghøjtalerne i panorerende lydeffekter og det udebliver desværre helt på dette lydspor.

De danske stemmer er et udmærket alternativ for de mindste, men det originale engelske lydspor med Peggy Lee i spidsen er nu engang at foretrække.

EkstramaterialeDisneyanimatoren Eric Goldberg er vores guide gennem ekstramaterialet på dvd’en. Han viser og i første omgang en fraklippet scene og et kort program om stemmelægningen til de to siameserkatte.

Det mest interessante stykke ekstramateriale på skiven er en dokumentar på 40 minutter der går bag skabelsen af filmen, helt tilbage til idemageren Joe Grants historie om en kær lille hund på eventyr. Programmet kommer omkring stemmelægning, animation og gennem en række interviews får man også fortalt en del om Walt Disney og hans motiver for at skabe filmen.

Med cd-rom spillet “Den virtuelle hundehvalp” kan man i bedste tamagotchi-stil tage sig af en hvalp ved at passe og fodre den. Et sjovt lille spil for de mindste.

Til slut giver en lille personlighedstest, “Din indre gøen”, mulighed for at finde ud af hvilken af filmens hunde man minder mest om.

Ikke noget overflødighedshorn, men en fin samling ekstramateriale, hvor der er lidt for både små og store.

“Lady og Vagabonden” er ikke noget mesterværk, men uden tvivl en sjov og charmerende historie for børn i alle aldre. Med denne fremragende udgivelse af filmen på dvd, er der lagt op til at en ny generation kan blive hevet med ind i den klassiske fortælling.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Den uforglemmelige, romantiske middag i baggården ved Tonys restaurant er filmhistorie. Det samme er filmen.
Vagabonden er en hjemløs og glad hund, der er helt vant til at strejfe omkring. Lady er en lille, sød og forkælet cockerspaniel med stil. Trods deres uligheder opstår der en romance, da de to pludselig mødes langt væk fra Ladys trygge villakvarter. Men vejen til deres evige lykke er lang. Undervejs støder de på nogle mistænksomme nabohunde, hundefangere og to skinhellige siameserkatte.