Få minutter inde i “The Last Kiss” sad denne anmelder allerede og rullede med øjnene, sukkede højlydt og hev jævnligt ærmet op for at tjekke klokkeslættet. Men længere inde i filmen var denne negative holdning blevet erstattet af en gedigen interesse for karaktererne og plottet. “The Last Kiss” er langt fra fremragende, men den er et godt bevis på, at man ikke bør skue en film på hårene.

Persongalleriet er stort. Vi følger en gruppe barndomsvenner, der alle nærmer sig 30-årsalderen. Zach Braff spiller Michael, der om nogen er filmens hovedperson. Vi får også lov til at stifte bekendtskab med hans gravide kæreste, Jenna, og hendes forældre, Anna og Stephen. Fælles for næsten alle personerne er, at de hver især er nået til punkter i deres liv, hvor de bliver tvunget til at se både fortiden og fremtiden i øjnene. Michael er nervøs for, at hans liv ikke længere vil byde på nogen overraskelser. Hans bedste ven, Chris, er usikker på, om han kan holde til at bo sammen med sin kone og barn. Kammeraterne Izzy og Kenny føler, at det er på tide, de gør noget virkelig dristigt, og Anna og Stephen har alvorlige ægteskabskvaler.

Det lyder rodet, og det er “The Last Kiss” vitterligt også. Filmen varer godt og vel halvanden time, og der bliver simpelthen ikke tid nok til at runde alle de forskellige historier tilfredsstillende af. Enkelte karakterer ryger pludselig mere eller mindre ud af billedet, og andre kunne snildt have været undværet. Starten er heller ikke hverken heldig eller lovende… Michael virker i første omgang som en usympatisk, selvhøjtidelig nar, og forholdet mellem ham og vennerne, samt de mange virkelig banale samtaler om forhold og midtvejskriser er ensartede og trættende. Og da Michael møder den søde, ungdommelige Kim til et bryllup, virker det oplagt, at Michael vil forlade den åbenbart kedelige Jenna og genfinde sin livslyst i fællesskab med den livlige Kim.

Men så trækker instruktør Tony Goldwyn og den Oscar-belønnede manuskriptforfatter Paul Haggis tæppet væk under publikum. De forskellige personer og Haggis’ velskrevne dialog begynder pludselig at fremprovokere oprigtig latter i stedet for opgivende hovedrysten. Dramaet virker mere troværdigt og situationerne mindre forcerede, og så giver filmen os derudover flere glædelige overraskelser. Der bliver skruet gevaldigt ned for blusset på sødsuppen, og heldigvis er ikke alle karakterernes skæbner lige lyksalige. Overraskende nok er det faktisk forholdet mellem Jennas forældre, der spilles af de fremragende Tom Wilkinson og Blythe Danner, der rører mest, men hele det veloplagte ensemble gør en brav indsats.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Transferet byder desværre på edge-enhancement igennem store dele af filmen, og af og til er det en anelse distraherende – tjek eksempelvis glorien rundt om Zach Braff i kapitel 2, hvor han står med havet bag sig. I filmens mørkere scener bemærker man det sjældent, og derudover er der ikke meget dårligt at sige om billedsiden. Kontrasten er god, alskens smuds og komprimeringsfejl er fraværende, farverne er flotte, og farvetemperaturen er stabil.

AudioDiscens eneste lydspor er et engelsk Dolby Digital 5.1 mix, der ikke imponerer synderligt. Næsten al lyd kommer igennem via fronthøjtalerne og især centerhøjtaleren. Dialogen er tydelig, men savner lidt rumklang og rammes en sjælden gang imellem af minimal overstyring. Bunden er fin, men langtfra sprudlende, og mængden af mindeværdige panoreringer er lig nul.

EkstramaterialeDiscen byder ikke på nogen traditionel menu, og udover filmen indeholder udgivelsen udelukkende trailere til “The Illusionist”, “The Good Shepherd”, “Material Girls” og “DOA: Dead or Alive”.