Sprælsk familiefilm holder vand

I en tid, hvor mange familiefilm er kommercielle fadæser, der er mere opsatte på at sælge legetøj og videospil end at fortælle ordentlige historier, siger det næsten sig selv, at en mere gammeldags affære som “Legenden fra dybet – The Water Horse” blev forbigået af de fleste amerikanske biografgængere. Selvom denne lille, søde børnefilm langtfra er perfekt, så fortjener den at blive set af lige så mange som alle de “Narnia”- og “Harry Potter”-film og disses utallige halvhjertede kloner, der hober sig op i biograferne.

Ligesom selskabet Walden Medias fortrinlige (og trods alt mere helstøbte) familiefilm “Terabithia – et hemmeligt land” foregår “Legenden fra dybet – The Water Horse” i virkelighedens verden og omhandler troværdige personer, der ikke kan flygte fra deres problemer ved at træde ind i en fantasiverden eller svinge med en magisk tryllestav. Karaktererne tumler med reelle dilemmaer som død, ensomhed og fobier frem for pompøse, snerrende skurke, der begærer verdensherredømmet. “Legenden fra dybet – The Water Horse” har en nobel pointe: at vores egen verden er fantastisk i sig selv (hvilket især slås fast af utallige, lamslående billeder af Skotlands flotte landskaber) og sagtens kan rumme imponerende vidundere.

Året er 1942, og den ensomme dreng Angus MacMorrow finder et æg på en strand i Skotland. Da ægget klækker, kommer der en såkaldt vandhest ud, der langsomt vokser sig større og større, hvorfor det bliver sværere for Angus at holde væsnet hemmeligt. Hans søster, Kirstie, og en nyankommen handyman, Lewis Mowbray, hjælper med at pleje det særprægede kreatur og holde det væk fra de mange soldater, der opholder sig på MacMorrow-familiens palæ.

Tilhængere af genren vil formentlig fornemme, at fortællingen om Angus og vandhesten deler ligheder med alt fra gudsjammerligt bras som “Eragon” til munter familieunderholdning som “Befri Willy”. Men Dick King-Smiths børnebog, som filmen tager udgangspunkt i, er ældre end de andre produktioner, så det er nok snarere netop denne hyggelige historie, der har inspireret flere af genrens andre værker end omvendt. Men uanset hvad kan man ikke just hævde, at “Legenden fra dybet – The Water Horse” bugner af overrumplende overraskelser. Og filmen savner lidt den charme og afvæbnende naivitet, som gjorde en anden King Smith-filmatisering fuldstændig uimodståelig: “Babe: Den kække gris”.

Fortællinger om ensomme knægte, der finder trøst i deres møde med godhjertede dyr og sammen forsøger at overkomme omegnens lurende ondskab, er blevet fortalt i årtier, og der er aldrig stor tvivl om, hvordan historien vil ende. Manglen på overraskelser får også filmen til at føles meget lang, især fordi den allerede varer 112 minutter. Der introduceres for mange ligegyldige bifigurer (især soldater), som ikke har nogen betragtelig betydning. Og efter at Angus forholdsvis tidligt slipper vandhesten (som han navngiver Crusoe) løs i den verdenskendte sø Loch Ness, svækkes forbindelsen mellem historiens to vigtigste figurer desværre også lidt. Men man må beundre filmen for at tage sig god tid til at etablere karaktererne og deres omgivelser i stedet for febrilsk at springe fra det ene forhastede spændingsmoment til det næste.

Den computeranimerede vandhest er også forbavsende livagtig og ser langt bedre ud, end den gjorde i filmens ujævne trailere. Men det, der i sidste ende sælger det computergenererede kreatur, er skuespillernes reaktioner. Skuespillerne er også filmens største force. En blot 11-årig Alex Etel, der også var suveræn i Danny Boyles hæsblæsende “Millions”, er en ekstremt karismatisk knægt, der gør Angus’ eskapader en fornøjelse at følge. Lige så god er Ben Chaplin, der giver sin rolle som den desillusionerede veteran Lewis Mowbray talrige lag, som man som seer nyder at skrælle af undervejs. Den dybfølte kærlighedshistorie mellem Mowbray og Angus’ mor, Anne (en typisk veloplagt Emily Watson), gøres troværdig og rørende takket være de garvede skuespilleres indsats og manuskriptets overbevisende replikker. Men filmens mest imponerende bedrift er, at den vitterligt får én til at tro på forholdet mellem en lille dreng og et computeranimeret fabeldyr.

Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Visuelt er “Legenden fra dybet – The Water Horse” en fornøjelse, og filmen ser heldigvis nydelig ud på dvd. Edge-enhancement optræder desværre i få scener, men ellers optræder der aldrig støj, snavs eller komprimeringsfejl. Billedet er som regel knivskarpt, kontrasten er fin, og farverne er mætte uden at være for kraftige. Alene græsmarkernes grønne nuancer er appetitlige nok til at inducere mundvand.

Audio

Både et Dolby Digital 5.1-mix og et DTS ES 6.1-lydspor medfølger. DD5.1-lydsporet er hæderligt, men ikke overraskende er DTS-sporet overlegent. Filmens lyddesignere har gjort et strålende stykke arbejde og skabt et utal af herlige, særprægede lydeffekter, der understøtter billederne fornemt. Panoreringerne er fremragende og overbevisende, og støj optræder aldrig – hver eneste replik er klokkeklar. Dynamikområdet er simpelthen enormt. De virkelig dramatiske sekvenser gør fornemt brug af samtlige højtalere og subwooferen, mens de stilfærdige scener oftest også udnytter alle kanalerne til at skabe en omsluttende auditiv atmosfære, der afgjort forstærker filmoplevelsen.

Ekstramateriale

Ud over trailere til “Martian Child”, “Det gyldne kompas” og “Hairspray” indeholder skiven desværre intet ekstramateriale.

Sprælsk familiefilm holder vandI en tid, hvor mange familiefilm er kommercielle fadæser, der er mere opsatte på at sælge legetøj og videospil end at fortælle ordentlige historier, siger det næsten sig selv, at en mere gammeldags affære som “The Water Horse” blev forbigået af de fleste amerikanske biografgængere. Nu har filmen endelig fået dansk biografpremiere, og selvom denne lille, søde børnefilm langtfra er perfekt, så fortjener den at blive set af lige så mange som alle de “Narnia”- og “Harry Potter”-film og disses utallige halvhjertede kloner, der i øjeblikket hober sig op i biograferne.

Ligesom selskabet Walden Medias fortrinlige (og trods alt mere helstøbte) familiefilm “Terabithia – et hemmeligt land” foregår “The Water Horse” i virkelighedens verden og omhandler troværdige personer, der ikke kan flygte fra deres problemer ved at træde ind i en fantasiverden eller svinge med en magisk tryllestav. Karaktererne tumler med reelle dilemmaer som død, ensomhed og fobier frem for pompøse, snerrende skurke, der begærer verdensherredømmet. “The Water Horse” har en nobel pointe: At vores egen verden er fantastisk i sig selv (hvilket især slås fast af utallige, lamslående billeder af Skotlands flotte landskaber) og sagtens kan rumme imponerende vidundere.

Året er 1942, og den ensomme dreng Angus MacMorrow finder et æg på en strand i Skotland. Da ægget klækker, kommer der en såkaldt vandhest ud, der langsomt vokser sig større og større, hvorfor det bliver sværere for Angus at holde væsnet hemmeligt. Hans søster, Kirstie, og en nyankommen handyman, Lewis Mowbray, hjælper med at pleje det særprægede kreatur og holde det væk fra de mange soldater, der opholder sig på MacMorrow-familiens palæ.

Tilhængere af genren vil formentlig fornemme, at fortællingen om Angus og vandhesten deler ligheder med alt fra gudsjammerligt bras som “Eragon” til munter familieunderholdning som “Befri Willy”. Men Dick King-Smiths børnebog, som filmen tager udgangspunkt i, er ældre end de andre produktioner, så det er nok snarere netop denne hyggelige historie, der har inspireret flere af genrens andre værker end omvendt. Men uanset hvad kan man ikke just hævde, at “The Water Horse” bugner af overrumplende overraskelser. Og filmen savner lidt den charme og afvæbnende naivitet, som gjorde en anden King Smiths-filmatisering fuldstændig uimodståelig: “Babe: Den kække gris”.

Fortællinger om ensomme knægte, der finder trøst i deres møde med godhjertede dyr og sammen forsøger at overkomme omegnens lurende ondskab, er blevet fortalt i årtier, og der er aldrig stor tvivl om, hvordan historien vil ende. Manglen på overraskelser får også filmen til at føles meget lang, især fordi den allerede varer 112 minutter. Der introduceres for mange ligegyldige bifigurer (især soldater), som ikke har nogen betragtelig betydning. Og efter at Angus forholdsvis tidligt slipper vandhesten (som han navngiver Crusoe) løs i den verdenskendte sø Loch Ness, svækkes forbindelsen mellem historiens to vigtigste figurer desværre også lidt. Men man må beundre filmen for at tage sig god tid til at etablere karaktererne og deres omgivelser i stedet for febrilsk at springe fra det ene forhastede spændingsmoment til det næste.