Langtfra legendarisk

Edward Zwicks “Legends of the Fall” er en nostalgisk cadeau til den tid, hvor Hollywood vrimlede med hjerteknusere, hvor episke kærlighedsdramaer var hverdagskost, og hvor den gængse films strygerorkester kærtegnede violinernes strenge, indtil solen stod op. Men i en moderne tidsalder fremstår “Legends of the Fall” håbløst forældet og snarere som en parodi på den genre, den hylder, end som en regulær storfilm af samme kaliber som “Borte med blæsten” eller “Lawrence of Arabia”.

I sit historiske drama om den amerikanske borgerkrig, “Ærens mark”, var Zwick ikke bleg for at lade et børnekor overdøve skrigene i et forfejlet forsøg på at forcere tårer, og hans alenlange klagesang om vestens udnyttelse af Afrika, “Blood Diamond”, druknede i moralprædikener. Zwick har det med at instruere med den samme nænsomhed, hvormed en bygningsarbejder svinger sin forhammer, og hans tillid til publikums dømmekraft og intelligens ligger åbenbart på et meget lille sted. I “Legends of the Fall” smører Zwick endda så tykt på med grandios musik, længselsfulde blikke og sentimentale svadaer, at det næsten bliver umuligt at gnave igennem det fede lag sukker og finde frem til noget, som føles tilnærmelsesvis ægte.

“Legends of the Fall” lader ellers til at have alle de ingredienser, man forventer af en solid storfilm: Krig, forræderi, hævn, familieklammerier og en heftig dosis romantik. Men det er pudsigt nok også ingredienserne i de fleste ugebladsnoveller, og “Legends of the Fall” føles nøjagtig lige så komprimeret som sådan én. I et ofte vanvittigt tempo springer filmen fra kontinent til kontinent og fra år til år, således at man aldrig kommer rigtig tæt på historiens mange mænd og kvinder. Vigtige begivenheder klemmes tit ind i forhastede montager, så vi når aldrig at fornemme gløden mellem elskere, kærligheden mellem søskende eller smerten, en familie føler, da den 1. verdenskrig splitter den ad.

Den omtalte familie består af brødrene Alfred, Tristan og Samuel, som bor i det smukke Montana sammen med deres kærlige far, William. Den yngste bror, Samuel, kommer hjem fra USA’s østkyst sammen med sin nye forlovede, Susannah, som Samuels storebrødre øjeblikkeligt falder for. Men før de kan nå at stjæle hende fra deres kære lillebror, drager de af sted i samlet flok til Europa for at bekæmpe tyskerne. Tragedien indtræffer, Tristan bebrejder sig selv, Alfred bebrejder alle, Susannah mister modet og så videre… Tragedierne bliver bare ved med at hobe sig op.

Hemmeligheden bag de bedste storfilm er, at selvom dramaet og de storslåede billeder spiller en væsentlig rolle, så er det først og fremmest menneskene, som er i centrum. I “Legends of the Fall” er det nærmere omvendt, og den overfladiske behandling af karaktererne gør det svært at forholde sig til dem. Det er en stor skam, når nu Zwick ellers har samlet så mange gode skuespillere. Brad Pitt, Julia Ormond, Aidan Quinn, Anthony Hopkins… Der er masser af talent foran kameraet, men kun Hopkins formår at få de bevingede ord i det melodramatiske manus til at klinge troværdigt. I filmens anden halvdel får Hopkins’ figur dog et slagtilfælde, og således får Zwick tvunget Hopkins til at levere en lige så overgearet indsats foran kameraet, som instruktøren leverer bag det.

“Legends of the Fall” har dog sine øjeblikke. En enkelt følelsesladet scene, hvori Alfred og William skændes, mens tårerne risler, kommer som et lyn fra en klar himmel, og den sidste akt er ekstremt nervepirrende. Ja, når Zwick tør skrue ned for tempoet og slukke for musikken, så opnår filmen ofte en følelsesmæssig intensitet, som man har savnet. Men seancens største plus er dens Oscar-belønnede billeder, som næsten trodser beskrivelse. Det kan godt være, at “Legends of the Fall” har mere tilfælles med flimmerkassens sæbeoperaer end storfilmene fra fordums tid, men fotografen John Toll formår egenhændigt at gøre “Legends of the Fall” til en visuelt overrumplende filmoplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Legends of the Fall” har 17 år på bagen, og nogle af dens skud fremstår en kende uskarpe, men for det meste er billedet skarpere end et nyslebent barberblad, og detaljerigdommen er tit så enorm, at man får åndenød. Ofte glemmer man endda at lytte til replikkerne – og det er kun et plus. Billedet er spækket med alskens flotte farver, som gengives perfekt, og uanset om scenerne udfolder sig i dagslys eller midt om natten, går detaljer aldrig tabt. Hverken utilsigtet støj, snavs eller edge-enhancement forekommer, og transferet har desuden en tiltalende, celluloidagtig tekstur.

Audio

Under filmens voldsomste sekvenser (såsom krigsscenerne) udnytter skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor hele kanalnetværket. Subwooferen brummer for alvor, og panoreringerne får næsten én til at føle, at der flyver projektiler gennem stuen. Den auditive atmosfære er også udmærket i de mere stilfærdige scener. Replikkerne har sædvanligvis en fabelagtig rumklang, og al lyd og musik gengives klokkeklart. Indimellem fylder James Horners musik for meget i lydbilledet, men det er svært at forestille sig, at nogen af filmens fans vil brokke sig over dette glimrende mix.

Ekstramateriale

To udmærkede kommentarspor er blevet indtalt til filmen – det ene med en informativ Edward Zwick og en morsom Brad Pitt, det andet med fotografen John Toll og scenografen Lilly Kilvert. Fans vil garanteret sætte pris på kvartettens mange anekdoter. Desuden medfølger to korte dokumentarer, som desværre er en anelse overfladiske, og diskens tre slettede scener (som Zwick har indtalt kommentarer til) savner man absolut ikke i filmen. Ekstramaterialet præsenteres i 480i. Hvis din afspiller er koblet til internettet, får du adgang til endnu mere videomateriale om flere af Sonys andre udgivelser.