Licence to Kill – Ultimate Edition
Udgivet 2. sep 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Men lad os spole en anelse tilbage og tage et kig på “Licence to Kill” før den blev ignoreret af biografpublikummet og efterladt døende i grøften. Hvad man valgte at gøre med Bond i filmen, var egentlig ganske logisk. Man tog – som gjort før – en af nutidens største trusler og gjorde den til Bonds modstander: nemlig narkotikamiljøet og især dets sydamerikanske baroner. Det lyder ikke umiddelbart som noget, Bond ville beskæftige sig med. Derfor valgte man også at lade Bond frakoble sig kollegernes sikkerhedsnet og drage alene ud mod dem, som mishandlede hans bedste ven, CIA’s Felix Leiter (spillet af David Hedison, som også spillede rollen i “Live and Let Die” i 1973). Hovedskurken er den karismatiske narkobaron, Sanchez, som takket være skuespiller Robert Davi er én af seriens mest mindeværdige af slagsen.
James Bond blev som bekendt genoplivet seks år efter “Licence to Kill” i 1995 med Pierce Brosnan som Bond i “GoldenEye”. Men “Licence to Kill” fortjener hverken sit svage omdømme eller sin hårde skæbne. Det er en af seriens mest originale og forfriskende udgivelser, på mange måder mindende om seriens andre atypiske triumfer som “On Her Majesty’s Secret Service” og “For Your Eyes Only”. “Licence to Kill” er ikke helt på samme højde med disse, især fordi filmens fåtallige actionsekvenser virker forhastede og ofte uimponerende (bortset fra en lastbiljagt til slut). Filmens to Bond-tøser er også enormt forglemmelige og slutningen alt for uforløsende. Men alt i alt: en fin actionfilm. Ærgerligt, at Dalton ikke fik flere film med rollen. Hold for øvrigt øjnene åbne for en ung og dengang fuldstændig ukendt Benicio del Toro som hovedskurkens protegé.
“Declassified: MI6 Vault”-sektionen af disc 2 byder på “Location Scouting With Peter Lamont” (6 minutter), “On Set With John Glen” (10 min.), “Ground Check With Porkey Fornof” (5 min.), “Bond ’89” (12 min.) og hele ni slettede scener. I de to førstnævnte dokumentarer ser vi adskillige bag-om-scenerne optagelser ledsaget af hhv. production designer Peter Lamont og instruktør John Glen. I “Ground Check” bliver der talt om arbejdet med filmens flyver (en ret ubrugelig featurette) og endeligt viser “Bond ’89” os en masse interviews (med bl.a. Cubby Broccoli og flere af skuespillerne), som blev lavet i forbindelse med optagelserne til selve filmen. Især Timothy Dalton er interessant. Han taler bl.a. om, hvor glad han er for, at “Licence to Kill” skiller sig ud.
Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.
Sektionen byder derudover også på musikvideoer til Gladys Knights titelmelodi og Patti Labelles “If You Asked Me To”. Sidst – men ikke mindst – indeholder dvd’en diverse trailere og billeder.
Timothy Daltons anden og sidste præstation som James Bond er en uretfærdigt undervurderet film i serien. Den har sine problemer, men den er uden tvivl en af seriens modigste og mest originale episoder. Billed- og lydmæssigt er dvd’en i tiptop kvalitet, og ekstramaterialet er som sædvanligt både informativt og underholdende.
James Bond vender tilbage i ”GoldenEye”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet