Limitless
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 27. sep 2011 | Af: DjBeau | Set på DVD
Filmverdenen er altid et godt sted at søge, hvis man leder efter forældede nyheder. Det tager lang tid at skrive, forberede, producere og klippe en film, og derfor kan det være svært for de stakkels filmskabere at være aktuelle. Det er et halvt årti siden, at smart drugs eller hjernedoping var en varm kartoffel i populærvidenskabelige artikler, men først nu ser vi – så vidt undertegnede er informeret – en film, der tager emnet op. Retfærdigvis må det siges, at temaet stadig (og i stigende grad) præsenterer os for et etisk dilemma, så alt til trods er “Limitless” langtfra håbløst bagud.
En film som “Limitless” kunne meget nemt gå hen og blive ekstremt moraliserende i forhold til de slemme stoffer, vi alle skal frygte, men det undlader den lykkeligvis at være. Jovist, vor hovedperson kommer ud i nogle alvorlige problemer, men når rulleteksterne begynder, er den løftede pegefinger krøllet sammen igen til fordel for en mere åben tilgang til det kontroversielle emne. Det ville have klædt filmen gevaldigt at grave lidt dybere i de etiske problemstillinger, der trods alt er det mest interessante ved temaet, i stedet for at hengive sig så meget til spænding og action, som den gør, men når man sammenligner med den smagløst unuancerede skildring af stoffer i mere eller mindre alle andre film, er det svært ikke at være tilfreds med “Limitless” – i hvert fald på det punkt.
Ved at indtage det mystiske stof bliver Eddie Morra (Cooper) til et decideret supermenneske, og det er næppe tilfældigt, at filmen til tider gør brug af de populære superheltefilms æstetik. Den grafiske fremstilling af Peter Parkers genetiske transformation i “Spider-Man” er blevet ikonisk og siden hen efterlignet i mange Marvel-film, og også “Limitless” klæber sig op ad denne morfologiske skildring med en rutsjebanetur gennem Eddies forandrede hjerne. Filmen er fyldt med effekter, men de er – uden at være revolutionerende – både nyskabende og underspillede, og de fungerer fornemt som et underfundigt billede på Eddies forandrede bevidsthed.
Præsenteret i 2.35:1. Det er absolut kun pga. en ordentlig gang flueknepperi, at dette transfer ikke får topkarakter. Et enkelt sted er der noteret en smule banding og et andet sted en antydning af edge-enhancement. Og hvis man ellers kigger godt efter, kan man med lidt held se noget digital støj hist og her. Ellers er der tale om et fremragende transfer med en rigtig god skarphed, flotte farver og en bundsolid kontrast, der yder et godt bidrag til filmens ofte skiftende farvetemaer.
DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1. Videotransferet kom kun meget tæt på, men lydsporet går all the way! Der er i den grad tale om et overlegent lydmix, som bliver præsenteret med et teknisk overskud, der sparker mås. Mixet har en stor kompleksitet med mange elementer fordelt i alle kanaler uden på noget tidspunkt at blive for overvældende eller kaotisk. Sub’en får lov at give den gas i soundtracket, men med så blød og velproduceret en lyd, at man ville blive helt varm indeni, hvis ikke man var en gammel, gnaven anmelder. Det må være sådan, Eddie med sin forbedrede virkelighedsopfattelse opfatter verdens lyde.
Nix!
“Limitless” har en hel suveræn audiovisuel præsentation, og som sådan er den en nydelse at opleve. Filmen har sine mangler hist og pist, men man er underholdt hele vejen igennem. Ekstramateriale er der intet af, hvilket er ærgerligt, da det kunne være interessant at høre lidt om, hvordan de har frembragt de fine visuelle effekter, som fremstår friske og anderledes i forhold til mange andre film med et langt højere budget.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet