Little Fish
Udgivet 21. mar 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Ulykken hjalp Tracy til at komme videre, og den sårbare kvinde har således været clean igennem de sidste fire år og i samme periode passet sit faste job i den lokale videobiks. Nu er videoudlejning selvfølgelig ikke et job med de store fremtidsvisioner, og Tracy har da også andre planer. Men nu er det umådeligt svært at give planerne løbepas i et lokalsamfund, hvor man på forhånd er dømt på fortidens synder.
Bedre bliver det naturligvis ikke, da netop fortiden kommer på besøg i skikkelse af ekskæresten Jonny (Dustin Nguyen), der er vendt hjem efter en årrække i udlandet. Det sætter en lang række begivenheder i gang for både ham selv, Tracy, Ray, den lokale fodboldhelt, Lionel (Hugo Weaving), samt narkobossen Brad (Sam Neill).
Men selv om handlingens subtile tilgang generelt er velfungerende og skaber en fornuftig fortælling om en række triste skæbner i stoffernes vold, har “Little Fish” også en række mere generelle problemer. Om end Cate Blanchett endnu engang får vist sit værd, er det ikke til at komme udenom, at hun som type ikke helt passer ind i det narkoprægede nærmiljø i et australsk persondrama.
Og hen mod slutningen virker det også som om, at læsset tipper for den ellers yderst velkomponerede film. Således virker de afsluttende sekvenser både fordrejede og fortænkte, og det skurrer, at det ikke er lykkedes at følge filmens gode hjerterytme helt til dørs. Helt ude af trit kommer “Little Fish” dog aldrig, og derfor vil filmen fortsat være en rimelig fortolkning af, hvad stofmisbrug, forkerte selskaber og svigt kan føre med sig på livets vej.
“Little Fish” er i sit indhold og i sit udtryk en ganske velkomponeret størrelse, der dog ikke formår at bevare takten hele vejen. Trods godt skuespil kan det også anfægtes, hvorvidt Cate Blanchett egentlig passer ind i ensemblet. Men alligevel er “Little Fish” en seværdig film, der dog havde nydt gavn af en flottere billedside og et påkrævet ekstramateriale.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet