Det vil først og fremmest være på sin plads at introducere karaktererne i “Little Miss Sunshine”, da det nu fundamentalt set er dem, det handler om og dem, der agerer de bærende kapaciteter i denne livsbekræftende perle – om en rablende vanvittig, tossegod, dysfunktionel families jagt på den amerikanske drøm på godt og ondt.

Frank er bøsse, ekspert i den franske forfatter Proust og har netop forsøgt at begå selvmord. Han indlogeres derfor hos søsteren Cheryls rablende gale familie. Som Cheryls søn, Dwayne, da også kundgør på sin evigt medbragte skriveblok – ”velkommen til helvede”. Og det er ikke helt ved siden af. Selv har Dwayne aflagt tavshedsløfte for at fuldføre sit mål om at komme i flyvevåbnet – derfor blokken – søsteren Olive, der er det egentlige midtpunkt for denne film, er fanatisk omkring skønhedskonkurrencer og trænes i øvrigt op til dem af den stofmisbrugende halvperfide farfar, der netop er blevet smidt ud fra sit plejehjem for at sniffe heroin. Og så er der Cheryls enerverende ægtefælle, der vrøvler løs og holder foredrag om sine ‘ni trin’, som han ser som vejen til succes – vel mest af alt, fordi han selv frygter at blive stemplet som taber.

“Little Miss Sunshine” udvikler sig efter road moviens absolut bedste præmisser, da familien, der er bosiddende i Albuquerque, drager ud på en impulsiv rejse med deres alarmerende gule folkevognsrugbrød mod solbeskinnede Californien, hvor Olive har fået mulighed for at deltage i en skønhedskonkurrence. Selve skønhedskonkurrencen er for så vidt mindre vigtig i den henseende. Mere vigtig er den dannelsesrejse, der følger med, og som familiens medlemmer hver og en står over for at skulle gennemgå som individer, og den forvandling, de gennemgår samlet som familieenhed.

Og det er bestemt ikke en handling uden kvaliteter. Først og fremmest er “Little Miss Sunshine” filmen om selvtillid, drømme og mål, men i allerhøjeste grad også baseret på de familiære relationer, som vi alle kender til i en vis udstrækning. Med det sagt er denne solstrålehistorie formentligt – tilmed – en af årets absolut varmeste og mest sprudlende komedier – og så blev filmen jo også, fuldt ud forståeligt, nomineret til flere Oscars.

Undervejs roder den alternative familie sig nemlig ud i flere komiske, vanvittige, uforklarlige men mest af alt hysterisk morsomme forviklinger, der helt sikkert har givet manuskriptet dets fornødne brændstof og i sidste ende filmens uundværlige charme og udstråling. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at vejen til Californien bliver noget længere og ude af kurs end forventet, især når selv ikke det aldrende og meget gule transportmiddel har lyst til at makke ret.

Karaktererne i “Little Miss Sunshine” vinder ved nærmere bekendtskab og underholder takket være deres udtalte små særheder, der formår at puste denne lille perle af en film op til stor men dog uprætentiøs filmkunst. Med til forklaringen hører naturligvis også, at skuespillet er umådeligt veloplagt, så det er en ren fornøjelse at overvære.

Men også manuskriptet virker blottet for fejl og orkestrerer den skøre familie igennem det amerikanske eventyr for at få den lille charmetrold Olive bugseret til Californien i rette tid til skønhedskonkurrencen. Sideløbende fører faderen forhandlinger om en bogudgivelse, der med største selvfølgelighed går i vasken. Men det er også mindre betydningsfuldt. I virkeligheden handler det om at isolere de forlorne værdinormer i det amerikanske samfund og lære de rigtige, sande værdier at kende. Om det lykkes, skal ikke afsløres her, men under alle omstændigheder er det svært ikke at få øje på underholdningsværdien i dette pragtværk.

VideoDer er ikke meget at påpege ved billedsiden af “Little Miss Sunshine”. Med et 2.40:1 anamorphic widescreen format er stilen lagt, og kvaliteten er da også derefter. Ud over enkelte eksempler på edge enhancement er der ikke skyggen af støv eller andre digitale forstyrrelser, ligesom billedet står skarpt, og farvetemperaturen er jævn.

AudioLyden fås i to auditive spor, hvor engelsk Dolby Digital 5.1 nok vil være at foretrække frem for det polske Surround 2.0. Det er på ingen måde prangende kvaliteter, men alligevel er det brugbart. Det havde dog hjulpet på indtrykket, hvis dialog og effektlyd ikke i primær grad kun blev leveret fra forkanalerne.

EkstramaterialeEkstramaterialet er relativt begrænset på denne udgivelse. Der er kommentarspor med filmens to instruktører, Jonathan Dayton og Valerie Faris, samt en række alternative slutninger uden lyd. Mere er der ikke at komme efter i den forbindelse, hvilket unægteligt efterlader et noget magert indtryk.

Få minutter inde i “Little Miss Sunshine” er filmens centrale, problembetyngede familie samlet omkring middagsbordet. Farfar, far, mor, morbror, søn og datter – de er her alle sammen. Morbror er lige vendt hjem fra hospitalet efter et mislykket selvmordsforsøg, søn har ikke sagt ét eneste ord i ni måneder, farfar har lige sniffet en ordentlig bane heroin, far er stresset over et manglende telefonopkald, datter er forvirret, og mor har svært ved at rede trådene ud. Som ventet går der ikke længe, før det første skænderi går i gang, efterfulgt af den ene temperamentsfulde diskussion efter den anden… Som det så ofte er med familier, er “Little Miss Sunshine” ikke uden slinger i valsen og problemer, men det er umuligt ikke at holde af den alligevel.

Ens begejstring for filmens farverige persongalleri skyldes primært den fantastiske skuespillerbesætning, som er en fornøjelse at beskue. Den blot 10 år gamle Abigail Breslin spiller familiens yngste medlem, Olive, der er hele fortællingens omdrejningspunkt. Men på trods af denne arbejdsbyrde og tilstedeværelsen af så mange andre, store skuespillere, klarer hun opgaven med oprejst pande og applausværdig bravur.

Greg Kinnear og Toni Collette gør det begge fortrinligt som Olives forældre, mens Alan Arkin udviser nok energi og charme i rollen som familiens lystige, skruppelløse bedstefar til at kunne gøre enhver 72-årig jævnaldrende misundelig. Og Paul Dano, som først gjorde sig bemærket med en ultrakort, men mindeværdig optræden i thrilleren “Taking Lives”, er et spirende stjernefrø, der med garanti har det store gennembrud lige om hjørnet.

Men i en lille independent-film, der besidder et talentspækket ensemble, som er skruet sammen med større henblik på reel dygtighed end popularitet, er det alligevel filmens i øjeblikket mest populære skuespiller, der leverer den bedste og mest uforglemmelige præstation. Steve Carell spiller den mutte, homoseksuelle onkel, der indtil for nylig var en hædret, velanset universitetsprofessor. Men efter at have været ulykkeligt forelsket i en af sine elever og oplevet en lang række personlige nederlag, beslutter han sig for at skære håndledet over og stille træskoene. Det lykkes ham ikke, og han får knap nok lov til at sunde sig igen, før han bliver kørt hjem til familien og frarøves enhver mulighed for at være alene.

Carell gør i øjeblikket et formidabelt arbejde på tv-serien “The Office”, men det her er en helt anden type rolle. Han leverer en præstation, som er skiftevis hylende morsom, inspirerende og aldeles hjerteskærende.

Carell er heller ikke den eneste, der befinder sig på nyt filmisk territorium. Det samme er gældende for filmens to instruktører, ægteparret Jonathan Dayton og Valerie Faris. De to er bedst kendte for deres arbejde indenfor musikvideoer, men dette er parrets første spillefilm. Men i modsætning til flere af de flotte, prisbelønnede videoer, de har lavet for navne som R.E.M., Red Hot Chili Peppers og The Smashing Pumpkins, er “Little Miss Sunshine” en stilistisk stilfærdig sag. Filmen er teknisk nydelig, men her er intet febrilsk klippetempo, ingen lynhurtige panoreringer og intet moderne lydbombardement.

Både selve historien og den måde, hvorpå den bliver fortalt, er forfriskende og overraskende sober. En synopsis af filmens plot vil nok fremprovokere mange bange anelser og forkerte fordomme. Vi følger filmens familie på deres lange, problematiske rejse fra deres lille hjem til Californiens idylliske kyst, hvor Olive skal deltage i en skønhedskonkurrence. Det lyder som opskriften på en tam sødsuppe, men det er yderst sjældent, man fornemmer, at filmens bagmænd maler med lige lovlig brede penselstrøg. Der er dog et par gange nogle problemer med fortællingen: Et enkelt sammentræf, et dødsfald og en ærgerlig sygdomskonstatering synes alt sammen at hænde på de helt “rigtige” tidspunkter.