Pirater fra Caribien i det vilde vesten

Det er ikke mærkeligt, hvis man gradvist har fået fornemmelsen af, at Johnny Depp ynder at klæde sig ud. Manden har ikke kun en sommetider besynderlig smag privat, men han er efterhånden udelukkende med i film, der giver ham mulighed for at iføre sig mærkelige kostumer og spøjs makeup. “The Lone Ranger” er ingen undtagelse. Man har også fornemmelsen af, at det primært er dét, der har draget Depp mod projektet, for derudover er her ikke ligefrem meget at råbe hurra for.

Vi er i det vilde vesten i slutningen af 1800-tallet. John Reid er en from mand og en retfærdighedens mand, der netop er hjemvendt til sin fredelige landsby for at skabe sig et nyt liv. Men freden varer ikke længe, for snart møder han den bemærkelsesværdige indianer Tonto, der bestemt ikke er en nem samarbejdspartner. Tonto er nemlig overbevist om, at Reid er en såkaldt åndevandrer, der ikke kan dø og er bestemt til at begå store, heroiske gerninger. Sammen må det umage par kæmpe imod den grådige, griske forretningsmand Latham Cole.

De fleste, der læser denne anmeldelse lige nu, har set “The Lone Ranger” før. Dengang hed den “The Pirates of the Caribbean” og handlede om en pirat ved navn Jack Sparrow, der slog sig sammen med den almindelige gut Will, hvorefter de sammen prøvede at redde den handlekraftige Elizabeth fra de onde skurke. “The Lone Ranger” er præcis den samme film (tilmed med samme instruktør, hovedrolleindehaver og producer) blot med andre rollenavne og steder. På humorfronten er der stadig både lidt til børnene og de voksne, og også samspillet mellem karaktererne vækker minder om forløberen. Men “The Lone Ranger” er samtidig præcis lige så drønende underholdende som Depps pirateri på verdenshavene, og derfor bliver en potentiel irritationsfaktor til en ren parentes.

Det, der dog ikke kan undskyldes med en høj underholdningsfaktor, er rammefortællingen. Af uransagelige årsager har Verbinski og Co. valgt ikke at fortælle historien om Tonto og the lone ranger gennem én enkelt narrativ. Rammefortællingen foregår derimod i et gammelt cirkus, hvor fortidens vilde dyr og mennesker stilles til skue for de civiliseredes nysgerrige øjne. Her møder en lille dreng Tonto, der står som en gammel mand og fortæller ham sin måske-røverhistorie. Ved et sådant trick punkterer Verbinski jævnligt sin egen film. Det er frustrerende at sidde som opmærksom seer og gang på gang blive hevet tilbage til en nutid, der er både kedelig og totalt unødvendig. “The Lone Ranger” kunne have været en langt mere underholdende og helstøbt film uden disse irriterende afbrydelser.

Den egentlige historie er der nemlig ikke meget galt med bortset fra en gevaldig mangel på originalitet. Der er som regel fart over feltet, og adrenalinen begynder for alvor at pumpe i kroppen under den sidste akts 20 minutters lange (nogle, såsom undertegnede, ville måske endda sige for korte) jagt- og kampscene, hvor alt fra musikken til klipningen bare klikker. Den scene er publikums gevinst ovenpå en 150 minutter lang film, der glimtvis underholder, men desværre aldrig overrasker.