Andrew Niccol har det ikke let. Den 42-årige newzealænder har efterhånden lidt erfaring inden for både instruktør- og manuskriptfeltet, men med blandet succes. De få gange, andre har taget sig kærligt af hans ideer, har det resulteret i skabelsen af Peter Weirs mesterværk “The Truman Show”, og et på verdensplan ganske habilt hit i form af Steven Spielbergs “The Terminal”. Men når Niccol selv befinder sig bag kameraet, går det slet ikke lige så godt – i hvert fald ikke økonomisk.

“Lord of War” er mandens tredje film som både forfatter og instruktør, og ligeledes hans tredje flop på stribe. Den kommer efter hans mesterlige og kriminelt undervurderede debutfilm “Gattaca” og gigantfloppet “S1m0ne”. Det kan bestemt ikke være sjovt at se andre have stor succes med ens materiale, men selv fejle. Og det er synd, for Niccol er tydeligvis en mand med mange gode ideer og noget på hjerte – tydeligt også her i “Lord of War”, som dog langt fra byder på en lige så sprudlende iderigdom som de fleste af Niccols andre værker.

Nicolas Cage spiller en ukrainskfødt våbenhandler, som langsomt, men støt, bevæger sig opad i det globale våbenhandlerhierarki. Cage gør det ganske godt, og han har helt afgjort haft en interesse for projektet – især tydeliggjort af hans arbejde som producer på filmen. Og på trods af Hollywoods stædige insisteren på ikke at have noget med filmen at gøre, har Niccol samlet sig et solidt filmhold, der har givet filmen et tiltrækkende look. Men for en film med så meget potentiale, er “Lord of War” en klar skuffelse. Som filmens bagmænd ofte nyder at pointere i dvd’ens ekstramateriale, havde der aldrig rigtig været produceret nogen stor film om våbenhandlernes profession tidligere.

Men på trods af sin originalitet er “Lord of War” en ujævn og tam oplevelse. Skuespillet er generelt fint, men der er simpelthen for lidt guf på karaktererne. Cage har i filmen et par forældre, en bror, en nemesis indenfor ordensmagten og en supermodelkone, men enten bliver de ikke beskrevet godt nok, eller også virker de som sprælske kaniner, Niccol blot trækker ud af sin instruktørhat på de mest tilfældige tidspunkter. Man savner udvikling og uddybning. Moralen og budskabet i filmen er nogenlunde klar, men det bliver desværre leveret på en måde, der slet ikke skaber det indtryk, det burde.

Der er adskillige fine passager (især under filmens første tredjedel), men til slut synes filmen at fare vild i en labyrint af uforløste ideer og usleben moralprædiken, der i sidste ende munder ud i et forudsigeligt, kedeligt antiklimaks. En skam.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Vi er heldige her i Europa. “Lord of War” blev skudt i forholdet 2.35:1, men blev i USA af ukendte årsager udgivet i forholdet 1.85:1, hvorved man mistede billedlige detaljer til højre og venstre i billedet. Men ikke her. Vi får lov til at nyde filmens visuelle facetter, som de i sin tid så ud i biografen. Dette er et godt transfer. Farverne skifter meget – fra kølige New York til varme Afrika, men de er dejligt konsistente i kvalitet. Kontrasten er også solid og der er heldigvis få fejl. Lidt udtværing og minimal blødhed er det eneste, som trækker ned.

AudioScanbox har været generøse nok til både at inkludere et Dolby Digital 5.1 spor og et DTS 5.1 spor. DTS-sporet er selvsagt det bedste af de to. Det er primært subwooferen, der kommer en anelse bedre til udtryk på DTS-sporet end på Dolby-sporet. Begge spor er formidable. Brugen af baghøjtalerne er måske en sjælden gang imellem en smule uinspireret, men som regel enormt effektiv. Men førnævnte subwoofer er den del af højtalernetværket, der virkelig leverer varen. Med et auditivt punch, der ærer de utallige patroner og kanoner, der bliver fyret af i løbet af filmens to timer, placerer dvd’en sig solidt på listen over årets hidtil bedste lydspor. Effektive panoreringer, god atmosfære og krystalklar dialog er ekstra glasur på kagen, der sikrer dvd’en topkarakter i denne tekniske kategori.

EkstramaterialeGrunden til, at AV-præsentationen er så god, har i høj grad at gøre med, at der er ganske lidt ekstramateriale på disc 1 af denne 2-disc udgivelse. Trailere til “Lord of War”, “Wolf Creek”, “The Matador”, “Lucky Number Slevin”, “Good Night, and Good Luck”, “Saw II” og “Beyond the Sea” er her.

Og så er der et kommentarspor med Andrew Niccol, hvis typiske tørre humor lever i bedste velgående. Niccol er en dragende og fascinerende fortæller, som bl.a. beretter om, hvordan lokale bander blev betalt, så man kunne skyde på særlige locations, og om det svære ved at skrabe en sådan film sammen med et så lille budget. Af og til er instruktøren en smule for tør, og der er nogle pauser, men for det meste er der tale om et både underholdende og lærerigt spor, der også gør opmærksom på nogle foruroligende ligheder mellem filmens voldsomme ‘fiktion’ og virkelighedens fakta.

Disc 2 byder desværre ikke på meget ekstra, men kvaliteten er for det meste høj. Der er en 21-minutter-lang “making of” dokumentar, som dog undgår at virke så ligegyldig og kedeligt lovprisende som de fleste dvd-dokumentarer med denne spillelængde. Der er både interessante interviews med flere af filmens store personligheder, interessante klip fra optagelserne og adskillige foruroligende anekdoter. En våbenhandler lejede 50 tanks ud til filmholdet, men bad dem om at skynde sig, fordi han snart skulle sælge dem til Liberia. Og det var billigere for filmholdet at købe hundredvis af våben end at skabe falske udgaver af selv samme.

“Making a Killing: Inside the International Arms Trade” (15 min.) går tæt på virkelighedens våbenhandel. En ganske velproduceret og informativ dokumentar. Et interview med Nicolas Cage (16 min.) er også inkluderet, men Cage siger ikke meget, som kommentarsporet eller dokumentarerne ikke dækker, og intervieweren er ikke særlig interessant. Til slut er der omtrent 10 minutters slettede/forlængede scener, der er bedre end ventet.

“Lord of War” er en sær størrelse. Det er ikke en actionfilm, men heller ikke en komedie. En satirisk kommentar vil nok være det bedste label at sætte på her. Under alle omstændigheder er filmen en sort kommentar til verdenssituationen. Den har af samme årsag mange moralske pointer den gerne vil have med. Heldigvis når den aldrig at blive kvalmende – ikke mindst i kraft af en fantastisk Nicolas Cage og et velfungerende originalt manuskript, der formår at binde budskab og indhold sammen.

Yuri Orlov bor i Amerika med sin far, mor og bror. De er kommet til landet fra Ukraine for mange år siden, og ernærer sig ved at drive en lille restaurant. De bor i New York i en af de forfaldne bydele. Der er absolut intet der tyder på, at hverken Yuri eller broderen nogensinde skal blive til noget. Da Yuri overværer en af de hyppige gangsterlikvideringer i kvarteret, får han øjnene op for, at der må være et stort behov for våben i de endeløse mafiakonflikter. Han starter i det små med nogle importerede Uzi’er, men indser, at det store marked ikke er i de lokale småkonflikter, men i verdens mange krigszoner. Sammen med sin bror begynder han at rejse rundt og sælge illegale våben til både guerillaoprørere og diktatorer. Han har ingen kvaler med at sælge våben, der bruges til nedslagtning af uskyldige mennesker, for det er jo ikke hans krig, som han siger. Imidlertid bliver det moralske pres for stort for broderen, der må indlægges for narkotikaafvænning og stå af våbenræset. Yuri fortsætter ufortrødent, og rammer en guldgrube, da den kolde krig afsluttes, og de tidligere sovjetstater pludselig har enorme våbenlagre, der ikke skal bruges længere.

Yuri bliver ufattelig rig, og får sig en underskøn kone, en penthouselejlighed og limousine. Hans hemmelige liv, på kant med loven som våbenhandler, får pludselig nye konsekvenser, da han får andre mennesker at tage hensyn til. Ikke mindst fordi han åndes i nakken af en vedholdende forbundsagent, der vil gøre alt for at ramme den mægtige Yuri Orlov.

Det er hovedpersonens monolog, der guider os gennem “Lord of War”. Filmens narrative struktur og den sorte, lidt tørre humor og tilgang til tilværelsen bringer tankerne hen mod “Fight Club”, selv om de to film ellers ikke kan sammenlignes. Det er både fortællingen om et liv og en person, der selv om hans handlinger ikke er videre sympatiske, alligevel vinder vores sympati, og fortællingen om en situation. Det moralske aspekt af historien vægter af og til lidt tungt – lige på grænsen til der, hvor det bliver for meget. Publikums intelligens og evne til at lægge to og to sammen undervurderes til tider, men heldigvis gennemsyres filmen også af humor, der får det groteske og forfærdelige til at nå ind under huden alligevel. Et af filmens bedste elementer er det bizarre forhold Yuri får til en af verdens mest grusomme mænd, diktatoren Andre Baptiste, der spilles fremrages af Eamonn Walker.