Lore

InstruktionCate Shortland

MedvirkendeSaskia Rosendahl, Kai-Peter Malina, Nele Trebs, Ursina Lardi, Hans-Jochen Wagner, André Frid, Mika Seidel, Eva-Maria Hagen, Katrin Pollitt, Philip Wiegratz, Sven Pippig, Friederike Frerichs, Hendrik Arnst, Claudia Geisler, Antonia Cäcilia Holfelder

Længde108 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen04/04/2013


Anmeldelse

Lore

3 6
Kedelige kunstneriske valg

Faktisk har “Lore” en virkelig spændende og interessant historie. Den handler om pigen Lore, hvis forældre er strengt ideologiske nazister og derfor bliver taget af de allierede, da 2. verdenskrig nærmer sig sin afslutning. Lore må nu tage vare på sine tre små søskende og rejse tværs igennem Tyskland for at komme hjem til rollingernes bedstemor. Undervejs møder de og bliver hjulpet af den unge Thomas, der imidlertid viser sig at være jøde. Lore skal nu overvinde det had mod jøder, som hun er opdraget til at nære, og det kommer der flere spændende, psykologiske dilemmaer ud af.

Problemet er bare, at den australske instruktør Cate Shortland åbenbart ikke har den store tiltro til sin egen films indhold. For i stedet for at bruge tid på at udforske spændingerne imellem Lore og Thomas, fokuserer hun på at indsvøbe historien i en påtaget og prætentiøs æstetik. De mindre gennemtænkte, håndholdte kamerabevægelser og den alt for sparsomme dialog er blot nogle af de elementer, der ender med at hæmme både historiens pondus og de potentielt spændende karakterportrætter, som formentlig havde gjort større indtryk, hvis der havde været mere snak undervejs.

Det virker altså, som om man har stræbt efter at lave en særdeles underspillet film. Og det kan virkelig, virkelig være godt, når en film spiller på det usagte og kommunikerer med publikum uden ord. På den måde kan man skabe en helt særlig, knugende fornemmelse i seeren, der kun gør filmoplevelsen stærkere. Men det er altså en svær kunst, som Cate Shortland tydeligvis ikke mestrer, og det er så pokkers ærgerligt, at hun gør forsøget, for filmen havde klaret sig fint uden de forstilte, fejlslagne forsøg på at styrke filmens realisme.

For der er virkelig noget gods i denne film, og, bevares, her er også nogle scener, der fungerer helt eminent. Når Lore klæder sig af over for en gammel mand, der ikke vil give børnene et lift, mens hun ved, at Thomas kan se hende, mærker man for alvor spændingerne imellem dem. Det skyldes også, at skuespillerpræstationerne fra de to hovedrolleindehavere (henholdsvis Saskia Rosendahl og Kai Malina) er fremragende. I filmens utallige nærbilleder fornemmer man ofte, at en masse følelser tørner sammen bag de to menneskers respektive facader.

Men den konstante insisteren på nærbilleder bliver også et problem for “Lore”, for de giver filmen et fragmenteret flow. Man savner muligheden for at dvæle ved billederne, symbolikken og følelserne, og en mere rolig billedside havde også gået bedre i spænd med Max Richters smukke score. “Lore” kunne altså have endt som en rigtig perle, men de kunstneriske valg er simpelthen blevet en hæmsko for filmen, der ender med at være ret kedelig.

“Lore” er baseret på en bog ved navn “The Dark Room” af Rachel Seiffert, og det er meget muligt, at det simpelthen er oversættelsen fra bog til film, der er gået galt. Her er mange spændende, psykologiske elementer, og i visse scener skildres Lores egen ambivalens og forvirring afsindig godt. Men filmen ender med at kede grundet det ukloge forsøg på at gøre historien mindre spiselig, og det er enormt ærgerligt, når nu fortællingen havde så meget potentiale. Alt for få film fokuserer på nazisternes børn efter nazismens fald, og derfor er “Lore” vitterligt en interessant film. Men en vellykket film er den langtfra.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Lore ser sig nødsaget til at tage ansvaret for sine fire yngre søskende, da deres nazi-forældre bliver taget af de allierede. Børnene ser for første gang den fulde alvor af deres forældres gerninger og står i en håbløs situation, hvor de er ude af stand til at klare sig selv, og med udsigt til en sand rædselsrejse sætter de sig for at krydse et hærget land for at nå frem til deres bedstemors hjem omkring 900 kilometer længere nordpå.