Helt vildt skæbneagtigt

“Hvor regnbuen ender” hedder bogen bag filmen “Love, Rosie”. Der er åbenbart et eller andet ved den titel, der skræmmer en filmproducent mere end en forlægger, men umiddelbart formår begge titler at være så forglemmelige, at man er tæt på at overse en helt hæderlig kærlighedsfilm (og bog formoder jeg). Jeg var i hvert fald overrasket over, hvordan en bunke af usandsynligheder og romantisk vrøvl alligevel blev til en hyggelig halvanden time.

Titelfiguren og hendes bedste ven Alex er kun det, venner. Så tætte, at de da aldrig kan blive kærester, som foromtalerne skælmsk antyder. Man behøver ikke have læst Cecilia Aherns brevroman-bestseller for at kunne regne ud, om de får hinanden. Men for at skæbnen for alvor kan slå forløsende ned, skal de to først rykkes længere og længere væk fra hinanden. Skæbnen er en røv, der leger med unge hjerter for at forstørre sit eget moment. Men det tager vi med, så længe det bliver i en solbeskinnet rosenhave og med Coldplay til.

Fra første scene skal du mærke det – vejen til den helt overraskende umulige slutning bliver lang og hård. Den voksne Rosie tudbrøler i skjul til et bryllup, hun ellers kalder den lykkeligste dag i sit liv. Tilbage til start og montagen af dreng og pige, der vokser op og gør alt sammen, undtagen lige det som dreng og pige helst vil gøre sammen. Lidt stolthed og lidt sårede følelser sender dem i armene på de helt forkerte. Rosie bliver gravid og Alex flytter til Boston, og de taler kun på skrift, deraf filmens brevpapirtitel.

Ud af det kommer en masse meget voice-over, der skal binde deres 15 adskilte år sammen. Det fungerer nok bedst på bog, for her bliver det en trættende formel, misbrugt til at forklare stort set alle karakterernes følelser. Det er vilkårene i filmatiseringen af en brevroman, og “Love, Rosie” ligger hverken over eller under de tidligere forsøg i slagsen. At Rosie er gravid nærmest fra første sekund, er mere et påhæng til historien, end et originalt tvist der overrasker. Alle ved stadig, hvor vi ender.

Når den store lille fortælling er så forudsigelig på trods af lidt nye knæk, kræver det charme i bunker at sælge postkortet, den er skrevet på. Det har den! Lily Collins og Sam Claflin virrer med hovedet og græder med smukke, store øjne og hader bare livet på mest henrivende britiske manér. Hugh Grant og Bridget Jones’ fødeland flyder åbenbart stadig over af forvirrede middelklasser, der er de eneste, der ikke kan se, hvor bedårende de selv er.