Luftens sidste mester
Udgivet 18. aug 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Der findes ikke mange nulevende instruktører, som har været mere udskældte end netop M. Night Shyamalan, der slog så overbevisende igennem med “Den sjette sans”, og som det siden nærmest er blevet trendy at hade for ikke at levere noget tilsvarende igen.
Den eventyrlige fortælling er baseret på en animeret tv-serie og foregår i en verden, der styres af de fire elementer: jord, luft, ild og vand. Før i tiden var der fred mellem elementerne, men siden Avataren – der som den eneste kan mestre dem alle – er forsvundet, har ustabiliteten og ufreden overtaget. Vi er imidlertid ikke mere end et par minutter inde i filmen, før en ung udgave af Avataren atter dukker op, og som en anden Jedi må drengen lære de forskellige færdigheder, før han igen kan skabe fred.
Man kunne måske have båret over med de svage præstationer, hvis blot filmen i det mindste havde givet nogle hæderlige actionsekvenser, men også på dette punkt må man gå forgæves. Slagsmålene er af den sterile slags, hvor duellanter slås med elementer, hvilket foregår ved, at de hopper energisk rundt i en slags hidsig Tai Chi, mens computereffekter støder sammen. Ideen har muligvis fungeret i en tegnefilm, man her virker det dybt latterligt. Der er ingen følelse af fare eller indsats bag striden, og det bliver hurtigt en trættende affære at se falskudseende vand slås mod falskudseende ild. Ligeledes leveres hele den tvivlsomme herlighed med en alvor og selvhøjtidelighed, der nærmest bliver pinefuld. Selv George Lucas forstod at udglatte sine eventyr med lidt humor, men sådanne ironiske lag synes Shyamalan helt blottet for.
Tilbage sidder vi med denne pinlige vorte af en film, der indeholder så mange fejlvurderinger fra skabernes side og er en så usammenhængende forvrøvlet størrelse, at den til tider næsten når Ed Woodske højder. Shyamalan har bestemt talent, men han er en så forkert instruktør til denne slags film, at man næsten sidder og krummer tæer på hans vegne. Shyamalan demonstrer bestemt ikke noget mesterskab over luften her – det skulle da lige være evnen til at skabe en ualmindeligt stor ildelugtende filmprut.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet