Den danske film “Lykkevej” er et friskt pust i den uendelige strøm af dogmefilm som biograferne konstant bombarderes med. Den er en sjov og underholdende – og til tider endda også alvorlig. Desværre så er at både historierne og karaktererne i filmen nogen gange bliver ret overfladiske – hvilket er ret ærgerligt når skuespillerne, især Birthe Neumann, er i topform. De spiller alle kanongodt, og passer godt til de forskellige typer i filmen, der er bare ikke altid noget historie at arbejde med, så karaktererne i filmen udvikler sig ikke ordentlig.

Filmen handler om den fine overklassedame Sara, der er vant til et liv i sus og dus, men da hendes mand fortæller hende at han har en affære med en kvinde fra hans firma ændres hendes liv. Hun forlader manden, og flytter til Valby, til et noget anderledes kvarter end det hun er vant til. Her forsørger hun at finde sig selv – og måske endda lykken. Det er dog ikke sådan ligetil, især fordi at alle andre i kvarteret også har deres små problemer – problemer som Sara har en evne til at blive viklet ind i. Sara har heller aldrig har været vant til at skulle ordne tingene selv. Hun lader sig dog ikke slå ud af sin nye hverdag – eller naboer.

“Lykkevej” har mange træk fra de gamle danske folkekomedier alá dem med Dirch Passer og Ghita Nørby. Måske ikke helt så glad og humørfyldt, men det snerper derhen af. Det er en historie om at finde sig selv. At livet ikke altid er lutter lagkage – men selv når det ser mørkest ud, så er der altid en vej, og andre der har det på samme måde.

Så grundlaget for en god historie er der – men det glipper bare ofte i filmen, det hele bliver til tider lidt for tyndt, lidt for overfladisk, og det gør det ikke bedre når baggrunden for de forskellige personer i filmen stort set ikke er eksisterende. Man ved ikke rigtig hvad personerne har været udsat for før. Tidslinjen starter først når Sara for at vide at hendes mand er hende utro. Det er så også fint nok, men det ville have været rart, hvis der så også havde været fyldt noget mere baggrundsstof på personerne undervejs i filmen.

Det er svært at sætte en finger på selve filmen og genren – er det en komedie med alvorlig momenter, eller er det en alvorlig film med komiske indslag? Det kunne jeg ikke altid finde rundt i. For det ene øjeblik sad man og grinte af naboerne, og alle deres underlige problemer, og kun et lille øjeblik senere sad man og følte den afmagt som Sara følte. Jeg har ikke helt fundet ud af den endnu – måske det skyldes den til tider manglende historie?

Idéen med at hele historien foregår på en vej, i et hvilket som helst villakvarter i lille Danmark er ret god, ikke enestående, men god. Den giver et lille satirisk billede af hr. og fru Danmarks hverdag – og deres mange problemer. Nabokrigene. Affærerne. Rygterne, og ikke mindst gadefesterne.

Det kommer er nogle ganske underholdende og gode scener ud af. Bl.a. et billede på hvad der sker når ægteskabet bare udvikler sig til en triviel hverdag, gentagelser, og ingen inspiration, og konen så forsøger at pifte hverdagen op med lidt sydlandsk mad og salsadans. Det kunne lyde som løsningen, bare ikke i et ægteskab hvor manden hellere vil læse avis og have go’ gammeldags dansk mad. Så er det at man søger tilflugt hos den forstående og salsadansende nabo.