Højoktan dieselpunk uden bremser

Det er en skøn ting, når genindspilninger og fortsættelser engang imellem kan indfri forventningerne frem for at være en bleg afglans af de elskede originaler. “Mad Max: Fury Road” leverer lige så store mængder adrenalin og drengerøvsapokalypse som de første film fra 1980’erne. Det er en rendyrket fornøjelse at se på i en film, hvor man får hjernen godt luftet ud til en duft af diesel.

Der åbnes med en voice-over af Max. Et kort øjeblik frygtede jeg, at vi havde med en alt for ærbødig og nostalgisk film at gøre, der ville insistere på at bruge den første halve time på at forklare, hvad der skete ’sidste uge i Mad Max'. Det gør den ikke. Vi får lige nøjagtig nok monolog til at etablere, at Max ikke er helt rigtig oven i hovedet. Og så begynder to timers action i et heftigt tempo. Max tages til fange af en megaloman krigsherre og bliver derefter ufrivilligt en del af et komplot om at bortføre den kære leders ”bedste avlskvinder” (direkte citat!). “Mad Max: Fury Road” består stort set kun af en jagt, hvor chaufføren med det passende navn Furiosa med Max’ hjælp forsøger at slippe væk fra forfølgerne.

Jeg har ofte brokket mig over instruktører, der tror, at alting bliver bedre, hvis det bare bliver mere. Mere blod. Flere eksplosioner. Større våben. Hurtigere klip. Den taktik har instruktør George Miller også valgt, men ingen brok denne gang. Det virker. Måske er det, fordi Miller kender sit rebootede univers og ved, hvad det er for nogle historier, der kan fortælles i det. Jeg skal indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg hørte, at Miller var tilbage efter “Babe – den kække gris” og Happy Feet”. Men her fortæller han en stram historie, der ikke spilder sit brændstof på overflødige subplots og romancer. Fokus er på action og hidsigt tempo.

Man tror på denne testosteronfyldte version af et dommedagslandskab med de hårdtslående kvinder i stram læder og deforme mutanter i et trøstesløst landskab. Alt er råt og brutalt. Bilerne ligner alle noget, der er samlet af skrammel under indtagelse af store mængder alkohol, der er ledsaget af det ondeste dødsmetal. Sproget, som de hvidmalede ’war boys' benytter, er fuld af sært semi-religiøse, motorrelaterede udtryk, hvilket giver endnu en dimension til det helstøbte univers.

“Mad Max”-universets særlinge forbliver mystiske. Intet overforklares. De er der bare og forklares kun til et niveau, hvor det ikke distraherer fra handlingen ved konstant at afbryde. Her kan film om gigantiske robotter og deres menneskevenners kærestesorger passende tage ved lære. Som oplagt eksempel på den tilpas tilbageholdte handling kan nævnes, at Max først introducerer sig med navn til slut. Vi ved jo godt, hvem han er.