Magic Mike XXL
Udgivet 1. jul 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Olieglinsende muskler, vanvittigt roterende hofter og dunkende musik. Magic Mike besøger igen de danske biografer, og det er vi mange, der har glædet os til. Den første film fra 2012 var instrueret af Steven Soderbergh, der denne gang kun har stået for fotografering og klipning. Dengang blev både de intellektuelle og de mere kødelige appetitter mættet. Et “XXL” påklistret denne anden stripperrunde gør den ikke mere magisk, men heller ikke meget mindre underholdende.
Det er i stedet i karakterudviklingen, at energien er lagt. Hvor Mike og hans unge protegé optog det meste af den første film, så er der denne gang givet væsentligt mere plads til de efterhånden midaldrende mænd, som de delte garderobe med. De er alle blevet hængende i stripperfaget, selv om de egentligt havde andre planer. Én ville være skuespiller, mens andre håber at kunne starte deres eget firma eller drømmer om en familie. Uheldigvis er der så meget andet, filmen skal nå, at der ikke er tid til at forløse deres historier. Det kommer derfor til at virke en smule klichépræget, at det ekstremt veludstyrede medlem af truppen ikke kan finde nogen kvinder, der vil være sammen med ham, eller at den mest pumpede og hårdkogte af danserne er kunstmaler.
Det mest interessante er faktisk ikke, hvad filmen viser, men at det er mænd, der viser det. Et hurtigt vue ned over filmhistorien vil i hvert fald afsløre mange film, der udstiller kvindekroppen mindst lige så meget, som “Magic Mike XXL” gør med sine mænd. Her er et tydeligt kønspolitisk budskab, der handler om at give magt til kvinderne. Stripperdrengene underordner sig kvinderne. De tjener dem, de smigrer dem, de får dem til at føle sig smukke. Til tider bliver det lidt for hårdhændet, næsten banalt, men budskabet er sympatisk.
Der er selvironien og humoren, der opvejer svaghederne i “Magic Mike XXL”. Som titlen antyder virker den lidt forvokset og kunne have nydt godt af at blive strammet op, men den er så ligefrem og lalleglad, at jeg i hvert fald måtte overgive mig. Hvis sommeren skulle vise sig at udeblive, så er det rart at vide, at man kan gå i biografen og få varmen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet