Bemærk manuskriptforfatteren! Det er pointen med “Mank”.

Det er Jack Fincher. Hvem? Far til David Fincher, instruktøren.

Farmand Fincher får nu endelig kredit som manuskriptforfatter her 17 år efter sin død.

Det sørger sønnen for. David Fincher filmatiserer nu faderens manuskript om en anden forfatter, Herman J. Mankiewicz.

‘Mank’, som Mankiewicz blev kaldt, var skyggeforfatter på “Citizen Kane“, mens Orson Welles stjal opmærksomheden for filmen som den store mand.

Derfor er “Mank” sådan en rigtig film-film. Som “The Player” eller “Barton Fink”. Og den ved det godt.

For “Mank” – filmen om manuskriptet til filmhistoriens måske bedste film – er selv skrevet som netop “Citizen Kane”.

Der er flash-frem og tilbage. Med en rammefortælling om en stor kanon, nu svækket med livet bag sig. Det hele skudt med Orson Welles’ fornemmelse for dybdefokus – den (efter)ligner “Citizen Kane”.

Og så er den Hollywood-indforstået nok til en Oscar, selv om det er Netflix, der har sendt den i biografen.

Replikkerne er rappe med navne fra dengang for 80-90 år siden. Louis B. Mayer, William Randolph Hearst og Irving Thalberg samt mange flere.

Tempoet er som Aaron Sorkin i sort/hvid. Smukt og kvikt. Og så er det aldrig for alvor en ægte Fincher-film. I hvert fald ikke en David Fincher-film.

“Mank” er derimod Jack Finchers film. Manuskriptets film, der leveres upersonligt af instruktøren.

Måske er det meningen? At sønnen træder i baggrunden for at hylde faderens værk, der igen står oven på kæmpen, “Citizen Kane”.

Det er dog ikke noget hyldestværk. Den geniale Welles pilles ned fra filmhistoriens fornemste plads – her reduceres han til ung opportunist, der forsøgte at snyde titlens Mank for æren.

Og det er måske på sin plads, at manuskriptforfatteren får mere kredit. Ofte hyldes det særlige bånd og samarbejde mellem instruktør og fotograf. Det handler om billederne.

Men det passer egentlig ikke. Vi spørger først: Hvad handler den om? Herefter: Hvordan handler den om det – hvordan ser filmen ud?

Svaret på det første spørgsmål er, at “Mank” handler om en film, der har set en anden film. Og det slipper den godt fra, men aldrig væk fra.

“Mank” er en smuk, småprætentiøs skygge af “Citizen Kane”, men en fortjent hyldest af Herman J. Mankiewicz – og også af Jack Fincher. Bemærk manuskriptforfatteren.