Iskold og mesterlig

Paul Thomas Andersons “The Master” er næsten selve indbegrebet af hybris. Den kommer i kølvandet på den skamroste “There Will Be Blood” og præsenterer en ekstremt ambitiøs, storstilet fortælling uden at give tilskuerne mange hjælpetråde eller muligheder for at trænge følelsesmæssigt ind i historien. Selv titlen lugter af komplet overmod.

Derfor er det heller ikke så underligt, at modtagelsen har været så blandet, for dette er bestemt ikke en film, der indbyder til enighed. Historien følger matrosen Freddie, der forlader anden verdenskrig som et stykke følelsesmæssigt vraggods. Allerede fra åbningsbillederne, hvor han forsøger sig med et samleje med en kvinde formet i strandsand, er det tydeligt, at han har mindst én skrue løs. Nøjagtig hvad, der er galt, får vi ikke at vide, men den snøvlende stemme og besynderlige kropsholdning vidner om både psykiske og fysiske skader, og Freddie sejler rundt i tiltagende udsigtsløse jobs i en rus fra sin hjemmebryggede sprutmix af finsprit og fortynder. På flugt ender han som blind passager på en lystyacht, hvor hans møde med Lancaster Dodd bliver altafgørende.

Dodd præsenterer sig selv storladent som forfatter, filosof og atomfysiker, men han er først og fremmest leder af en nystartet kult, og forholdet mellem de to mænd bliver filmens omdrejningspunkt. De er på mange måder hinandens modsætninger, og hvor kultlederen er spekulativ og veltalende, er Freddie – med Dodds udtryk – et rent dyrisk menneske.

Lige fra filmens allerførste omtale har der flittigt været spekuleret i, hvorvidt den er baseret på Scientology-lederen Ron Hubbard og dennes kult, og selvom dette har været heftigt benægtet helt fra starten, er der næppe nogen tvivl om, at Hubbard har fungeret som forbillede. Selv filmkultens “processing”-metode er vist mere eller mindre Scientologys auditing-proces med et andet navn. “The Master” handler dog mindre om en specifik religion eller kult og mere om selve ideen, og ligesom “There Will Be Blood” handlede om magt og religion, lader den store historie om tro som koncept og livsform til at være Paul Thomas Andersons mål som helhed. Beretningen er dog langtfra en stringent fortælling, og filmen bevæger sig roligt fremad på en drømmeagtig facon.

Selvom filmen er mere tilbageholdende med virkemidlerne end Andersons tidligere værker, er her forbløffende syn, som denne anmelder næppe foreløbigt får ud af knolden: Freddy, der manisk spæner hen over markerne; et skib, som glider over vandet; og et festselskab, hvor kvinder i alle aldre bliver afklædt. Gentagende gange kniber man sig i armen og priser sig lykkelig over, at så visuelt stærke filmskabere som Anderson stadig får lov til at lege løs.