Kikset og herlig

Efter at have overværet en film som “World Invasion: Battle Los Angeles”, der hylder de perfekte marine-soldater, som ufejlbarligt overvinder alt takket være deres mod, udholdenhed og aldrig vigende selvsikkerhed, er det på mange måder en lettelse at komme ned på jorden igen med en film som “Max pinlig 2”.

Det er ikke blot, fordi den ene er en larmende ruminvasionsfilm og den anden en næsten skødesløst henkastet børnefilm, men mest af alt fordi de to film på hver sin måde rummer en så vidt forskellig tilgang til mennesker, som det næsten kan tænkes. Hvor “World Invasion: Battle Los Angeles” er fyldt til randen med ansigtsløse menneske-væsner i perfekt form, så er “Max pinlig 2” fyldt med sære individer, som på hver sin måde ikke passer ind i den vante skabelon, men i dette univers er det de bizarre, der er de normale, og de regelrette, der er de forkrøblede.

Som i tv-serien og den første film følger vi drengen Max, og den udvikling, der er sket med ham, er den første indikation på, at denne børnefilm ikke er helt som alle de andre. I modsætning til de vante børnefilms universer som f.eks. “Far til fire”, hvor Lille Per altid holdes i en kronisk barndom, så bliver Max ældre, som tiden går, og er nu blevet så gammel, at han er kommet i 9. klasse. Dermed skal han også i praktik, og det bliver startskuddet på nogle overvejelser hos Max, der må til at stille spørgsmålet om, hvem han i grunden er, og hvad han egentlig vil med sit liv.

Den slags er svært nok at besvare i forvejen, men det bliver bestemt ikke lettere af, at Max’ mor – pragtfuldt spillet af Mette Horn – som sædvanligt hjertens gerne vil hjælpe til med at løse alle problemerne og heller ikke mangler gode ideer til, hvad han skal gøre. Hendes omsorg er dog ofte ubelejlig og meget pinlig for den sky Max, og pinelighederne er ikke just blevet mindre af, at han nu er en kejtet teenager og derved netop i den alder, hvor man er allermest bange for at skille sig ud.

Filmen lægger sig indledningsvist tæt op ad forgængeren, men hovedpersonerne bliver hurtigt sendt på et højskoleophold i Jylland, hvor handlingen kommer til at udspille sig. Der tages en masse fornøjelig gas på diverse klassiske højskole-klichéer, men desværre føjes der også nogle lige lovligt udtrådte vitser om forskellen mellem jyder og københavnere til handlingen. Henrik Lykkegård spiller mere eller mindre den samme slags jyske højrøvede skiderik, som han gjorde i Erik Clausens rædsomme “Frihed på prøve”, men til alt held er Lotte Svendsen en langt bedre personinstruktør end Clausen, og selvom de folkekomedie-agtige dele er en meget uvelkommen tilføjelse, så bliver resultatet dog alligevel bedre.