I “Meet the Fockers” bliver vi genforenet med figurerne fra “Meet the Parents”. Den oprindelige film var en ganske fornøjelig bagatel af en komedie, som ikke ligefrem skreg efter en fortsættelse. Der lod ikke til at være synderligt mere at tilføje historien, og “Meet the Fockers” viser med al tydelighed at det var der heller ikke.

I den første film fulgte vi Greg Fockers møde med sine svigerforældre. Det blev et anstrengende møde – hovedsagligt fordi at Greg ikke kom særligt godt ud af det med familiens overhoved Jack Byrnes, den stivnakkede og reaktionære tidlige CIA-agent. Trods konflikterne der var tæt på at ødelægge Pam og Gregs forhold, lykkedes det dog de to at komme nogenlunde overens.

I denne omgang bliver Pams forældre konfronteret med Gregs, og de viser sig på mange måder at være Byrnes familiens modstykke. De er åbne, venstreorienterede og særdeles seksuelt frigjorte. Dette skaber naturligvis en del problemer for Greg og Pams kommende bryllup, og inden længe føler Jack sig nødsaget til at gribe til ekstremme metoder.

Når komedie fortsættelser så sjældent bliver så gode som de oprindelige, skyldes det formodentlig at den samme vittighed ikke er særlig sjov anden gang man hører den. Denne film er dog et endnu mere ekstremt eksempel, for heri hører man virkeligt den samme vittighed fortalt igen… og igen.. og igen. Indtil resultatet ikke bliver latter, men en langsomt spirende lede.

For at en film som denne, hvor humoren er lagt på de anspændte situationer, skal fungere, så bliver publikum nød til at have en følelse af at der er noget på spil. I den første film vidste vi at Greg og Pams forhold var i farezonen, hvis ikke Greg kunne tilpasse sig familiens forhold. I denne er deres forhold så fasttømret, og Pam er åh så forstående, at vi ved at der ikke vil være nogen større konsekvenser, uanset om de to familier kan sammen eller ej. Dermed bliver mange af scenerne ligegyldige og overflødige.

Filmen er velsignet med en masse dygtige skuespillere, som den dog slet ikke får nok ud af. Dustin Hoffman og Barbara Streisand er de nyeste tilføjelser. De er begge ganske underholdende, særdeles Hoffman får meget ud af sin ret beskedne rolle, men det bliver hurtigt tydelig at figurerne blot er en lille håndfuld klicheer. De gentager reelt set de samme sætninger om og om igen. I det hele taget er alle personerne endnu mere karikerede end de var i den første film. Det går i særdeleshed ud over Robert De Niros rolle som Jack Byrnes, der blot er et gennemført fjols i denne film. Det er synd og skam, når nu De Niro spiller ham så glimrende og med et imponerende kropssprog. Resten af rollebesætningen er udmærket, men de har ikke særligt meget at arbejde med.