Den snart 15 år lange krig mellem de russiske styrker og de tjetjenske oprørsstyrker danner rammen for Pirjo Honkasalo’s film. De voksnes manglende evne til løse og afslutte krigen har medført at en hel generation hjemsøges af had, som var det en inkarneret guddom. De ganske unge børn har taget hadets byrde på sig og de tror det udspringer fra dem selv, så der er ingen grund til at søge efter årsagen. Det overførte had kaster dybe skygger langt ind i deres sind, og de ledsages hele livet af en uforklarlig melankoli og af pludselige raseriudbrud. Filmen viser først russiske børn på Kronstadt, en ø som ligger i nærheden af St. Petersborg, hvor præsident Putin dekreteret en militær skole for forældreløse børn. Her trænes børnene som soldater, på Kronstadt Officerskadet Akademi. Den imaginære fjende er tjetjeneren. Han er den fjende, som hvis han endeligt besejres, kan forvandle soldaten til helt i fædrelandet. Filmen viser dernæst tjetjenske børn i Tjetjenien og Ingusjetien som nu er samlet hjemme hos Hadizhat Gataeva. Hadizhat har lovet at være som en mor for dem. Hun har hentet dem ud af ruinerne i det sønderbombet Grosny og bragt dem sammen. Næsten alle børns forældre er blevet dræbt under de mange bombardementer og massakrer. Hadizhat kender selv børnenes afsavn, hun blev selv som seksårig anbragt på et russisk børnehjem. Fjendebilleder er uden barmhjertighed blevet overført til begge sider. Børnene virker afklaret som træer uden blade, som om de allerede har levet et helt liv, og allerede har gennemlidt hele voksenlivets smerte og længsel, modløshed og afsavn. Når de bliver tavse, ser de langt ind i en anden verden. I stilheden er vi alle artsfæller.