Ikke mange instruktører har haft sådan en forkærlighed for at portrættere New York og dens skæbner som Woody Allen, muligvis på nær Martin Scorsese. Deres betragtninger er dog mildt sagt forskellige. Allen har været uafbrudt aktiv siden starten af 70’erne, men meget få af hans film siden begyndelsen af 90’erne, har kunnet tåle sammenligning med hans tidligere arbejde. Men med den generelt høje kvalitetsgrad fra hans hånd, er selv et middelmådigt Allen værk seværdigt.

Allen formår altid at komme under huden på New Yorks intellektuelle og udstille, hvor svært den kulturelle elite har det med menneskelige relationer, kommunikation og sex. Når et problem skulle diagnosticeres, var Allens varemærke altid hans egne hysterisk morsomme uortodokse fortolkninger af freudiansk psykologi. Dette gør sig også gældende i “Melinda og Melinda”, men denne gang må vi undvære Allen selv i selvportrætsrollen.

Under en hyggelig komsammen på en café i New York, diskuterer to skuespilsforfattere, hvorfor de har valgt at fremstille livet i deres skuespil henholdsvis tragisk og komisk. En af gæsterne fortæller en historie om en begivenhed, som netop har fundet sted og de to forfattere ser det som en velkommen mulighed til at bygge videre på historien. De giver hver deres version, baseret på udgangspunktet for deres diskussion og disse to historier ser vi nu parallelt fortalt.

Fælles for historien er et middagsselskab, hvor værterne håber at få noget konkret ud af aftenen, hjulpet på vej af god mad, vin og stemning. Men aftenen tager en drejning, da en kvinde ved navn Melinda ringer på døren.

Foruden Radha Mitchell (“Finding Neverland” og “Man on Fire”) som Melinda, er rollebesætningerne i de to historier forskellige. Mest kendt er Will Ferrell (“Anchorman”), Chloë Sevigny (“Boys Don’t Cry”) og i en mindre rolle Steve Carrell (den amerikanske version af “The Office”).

Det må være lidt af en drømmerolle at få lov at spille Melinda ud fra to vinkler og Radha Mitchell gør det ganske godt. Woody Allen er efterhånden blevet 70 år, så hans karakteriske rolle som kronisk antihelt og potentiel kæresteemne til kvinder i 30 års alderen, er ikke troværdig mere. I stedet har Will Ferrel overtaget hvervet og spiller Hobie, som opvejer sin mangel på selvtillid med lige dele sarkasme og ironi, minutiøst leveret til enhver situation. Men Woody Allen undervurderer sit eget varemærke og Hobie er desværre også minutiøst indstuderet efter Allens tidligere præstationer i “Manhattan”, “Annie Hall” og “Hannah og hendes søstre”. Ferrel er overbevisende, men formår ikke at gøre rollen til sin egen.

De to historier er dog ikke lige fængende. Jeg ville have foretrukket at se de to historier fortalt i forlængelse af hinanden, for selv om der generelt leveres godt skuespil, er problemet med to parallelle historier, at det bliver svært at finde sig til rette, og føle for personerne og deres situation. Skiftene undervejs forekommer for hurtigt og er distraherende. Den tragisk inspirerede virker klart skarpest, hvilket er lidt af en overraskelse, eftersom den anden historie indeholder alle elementerne fra Woodys tidligere repertoire.

Til trods for disse indvendinger, formår Allen dog at hive en seværdig film i land. Præmisserne for filmen er interessant og skuespillet og dialogen så god, at filmen fortjener en anbefaling med på sin vej.

VideoBilledet er i anamorphic widesceen 1.85:1 format. Som sædvanlig har Woody Allen valgt at bruge dæmpede farver og selv om billedet kan virke grynet, er det skarpt uden skygger. Ikke prangende, men absolut godkendt standard.

AudioFilmen er dialogpræget, og eneste lydspor er et Dolby Digital 2.0. Det leverer varen og talen er klar og tydelig. Som en kuriositet skal Allens forkærlighed for musik og især jazz nævnes. I filmen understøtter han bl.a. historiernes stemning med brug af musikstykker. Under startteksterne hører vi et stykke klassisk musik af sørgmodig karakter, som pludselig går over i glad Duke Ellington. Referencen til de to parallelle historier er klar og undervejs lægger man mærke til flere understøttelser af denne art.

EkstramaterialeDette er en såkaldt barebone dvd udgivelse og der er intet ekstramateriale på. Et kommentarspor af Woody Allen selv ville ikke have været dårligt.

”Det afhænger af øjnene, der ser.” Hvornår noget er komisk eller tragisk er ifølge den velspillede Woody Allen-film “Melinda and Melinda” relativt. Der er mindst to versioner af samme sag. Sy og Max er henholdsvis filminstruktør og teaterinstruktør, de ser verden med forskellige briller. Filminstruktøren Sy ser det komiske i verden, hvorimod teaterinstruktøren Max opfatter tingene lidt anderledes. Deres forskelligartede syn danner rammefortællingen i denne underholdende film om den mystiske Melinda, vis historie fortælles parallelt, både som en komedie og en tragedie.

Woody Allen er en fremragende fortæller og han viser igen sit værd med “Melinda and Melinda”. Det er ingen let sag at fortælle samme historie på to forskellige måder, men der skiftes upåklageligt mellem tragedien og komedien. I tragediedelen af historien ankommer Melinda (Radha Mitchell) uanmeldt til venindens Laurels (Chloë Sevigny) lejlighed, hvor Melinda ubelejligt træder ind midt i et fint middagsselskab. Melinda er en tidligere klassekammerat med Laurel og den forstående Cassie (Brooke Smith). Knap så forstående overfor Melindas ubelejlige ankomst er Laurels kæreste Lee (Jonny Lee Miller), der tyer lige så meget til flasken, som han tyer til andre kvinder. Melinda har også trang til flasken, men pilleglasset er heller ikke af vejen. Livslyst er der ikke meget af i den neurotiske Melinda.

I komediedelen er Melinda mere levende, både at se og høre på. Frisuren er under kontrol i forhold til det pjuskede garn, hun render rundt med i tragediedelen. Radha Mitchell er overbevisende som de to meget forskellige personligheder, som Melinda og Melinda vitterligt er. Lige så levende som hun spiller Melinda i komediedelen, lige så melankolsk fremstiller hun den depressive Melinda. At Radha Mitchell spås en stor fremtid efter denne kraftfulde præstation kræver ikke den store krystalkugle.

Woody Allen har aldrig haft problemer med at få store skuespillernavne til at medvirke i sine film, og rollelisten er også omfangsrig i “Melinda and Melinda”, dog uden at den gæve gubbe selv er at finde på lærredet. Personligt elsker jeg Woody Allen som skuespiller, og synes han hører til i en Allen-film. Rollemæssigt ville han have passet perfekt som den tåbelige Hobie, der er filmens største komiske indslag. Will Ferrell har fået æren, og han skuffer ikke. Ferrell kan levere komiske replikker på fornemmeste vis, og han er helt perfekt som den jaloux, spydige og til tider barnlige Hobie.

Filmens største styrke er komediedelen, der har den spidsfindighed, som nærmest er blevet et varemærke for Woody Allen. Melinda kommer i denne del brasende ind i et fint middagselskab hos naboerne Hobie og Susan (Amanda Peet), der lefler for en millionær, som muligvis vil skyde penge i hendes nye feministiske filmprojekt. Susan er mere optaget af hendes filmprojekt, og forholdet til Hobie fungerer ikke ret godt. Hobie falder pladask for den charmerende Melinda, men han har det ikke nemt, for der er andre mere kompetente hankønsvæsner, der har et godt øje til Melinda.