Facts, not memories. That’s how you investigateMemento er en fantastisk rejse ind i en plaget mands sind. Den er en enestående oplevelse man ikke glemmer.

Det siges det er et kendetegn for et mesterværk, at genialiteten kan ses i alle dets dele. Intetsteds er dette mere sandt end i Memento. Allerede fra første sekvens får vi fornemmelsen af at vi er på vej ind i en ganske usædvanlig film.

I det første billede ser vi en hånd der holder et polaroidfoto. Billedet forestiller en tydeligvis død mand der ligger med hovedet nedad. Mens teksterne kører bliver billedet mere og mere utydeligt indtil det helt forsvinder. Vi begynder at forstå at filmen bliver kørt baglæns. Kameravinkelen skifter og vi ser at en mand fører billedet op til et kamera og lysflashet kommer da han tager fotoet. Han sænker kameraet, og vi ser Leonards svedende ansigt der har tydelige blodpletter. Derefter flyver en pistol op i hånden på ham. Nogle briller flyver op fra gulvet og sætter sig på en anden mands ansigt. Leonard bøjer sig ned og skyder ham koldblodigt i nakken.

Handlingen er sat i gang og i de følgende sekvenser ser vi hvad der førte op til denne brutale henrettelse, for Mementos handling bliver vist fremadskridende men i små stykker på 2-10 minutter, der hver går et stykke længere tilbage i tiden. Lyder det forvirrende? Det er det heldigvis ikke, i løbet af et kvarters tid har man vænnet sig til det, og følger historien ganske naturligt.

En af Mementos geniale træk er at den er kompliceret og ganske enkel på en og samme tid. Ved dens unikke fortællerteknik bliver vi placeret i nøjagtigt den samme situation som Leonard. Vi ved hvad der sker nu, og vi kender de spor som Leonard har noteret, men ligesom ham kender vi ikke årsagen til sporene. Vi har ingen anelse om hvad der ligger forud. Dermed er der lagt op til overraskelser, og dem er der så sandelig også rigeligt af.

Memento er på overfladen en kriminalfilm, men vi bliver hurtigt klar over at den stikker langt dybere end det. Allerede fra første færd er morderen identificeret, og derved har filmen opløst det normale spændingselement i kriminalhistorier.

Al vores energi bliver i stedet lagt i at forstå begivenhedernes sammenhæng og de personer vi møder, og det viser sig hurtigt at disse indeholder flere lag. Spændingen i filmen kommer i stedet idet vi, ligesom Leonard, rådvildt og paranoidt prøver at forstå omgivelserne.

I den altdominerende hovedrolle ses Guy Pearce som Leonard Shelby. Han gør et umådeligt flot arbejde. Gennem hans skuespil, som nødvendigvis må være begrænset af at alt hele tiden er nyt for ham, opstår der fra publikumsside en stærk sympati for hans figur, selvom Leonard er en blandet person der ikke er entydigt god. Vi indser også hvor grundlæggende ensom han er. Der er en mur mellem ham og hans omgivelser han ikke kan bryde. Selv hvis han hævner sin kones død, vil han ikke kunne huske det og derfor aldrig blive hel igen. Vi ser ham også i tiden inden mordet da han var en forsikringsefterforsker. Det er imponerende at se hvordan hele Pearces kropssprog er anderledes, og det får os til at indse hvor stor en forskel der på ham før og efter konens mord. Som type er Guy Pearce ligeledes et godt valg. Pearce har en nærmest intellektuel udstråling, der gør at hans figur langt fra er nogen ensom hævner ala Charles Bronson.

Joe Pantoliano spiller Teddy, manden som Leonard henretter i indledningen af filmen. Pantoliano har tidligere vist i film som Bound og The Matrix, at han mestrer skurkerollen, men i Memento får han mulighed for at tegne en mere kompliceret figur, hvilket entydigt må siges at være en positiv oplevelse. Carrie-Ann Moss spiller ligeledes en sammensat figur som skiftevis offer og femme fatale, og hun gør det også glimrende.

Memento er en umådelig original film, den ligner ikke noget andet der nogensinde er lavet før. Ideen med at fortælle historien i en tidsmæssig forskudt form er naturligvis set tidligere, bl.a. i Pulp Fiction og The Usual Suspects, men hvor teknikken her blot er en gimmick der ikke føjer noget substantielt til historien, er den i Memento en integreret del af filmen.

Filmen henter inspiration fra film noir genren, med dens mistillid til fornuften og dens kynisme, men den er samtidigt et meget moderne værk. Humor og tragedie blandes lystigt sammen. Den er trods sin barske historie til tider meget morsom, men dens humor er galgenhumor. Vores smil forstærker blot tragedien. Trods dette ville det være urimeligt at betegne Memento som en deprimerende historie. Leonards forsøg på at “make things right” er måske misforstået, men hans bestræbelser på at bevare en mening, og dermed en menneskelighed, i hans liv er meget rørende.