Hvis definitionen på en efterfølger er “mere af det samme, tak” så er Men In Black II (MIB2) definitivt en succes… men den mangler originalitet, og kapitaliserer for meget på den første films succes.

Lad mig sige det med det samme: MIB2 er ikke den mest originale film jeg nogensinde har set. Filmens basale historie er:

1. Slem slem alien kommer til jorden!
2. Slem slem alien leder efter noget!
3. Slem slem alien truer jorden!
4. Kay og Jay redder jorden!

Lyder det bekendt? Ja det burde det gøre hvis du har set Men In Black, for historien er faktisk næsten ens… og DET er virkelig en skam, for det kunne have været så meget bedre. Utroligt at filmens skabere ikke har kunne se det selv!

Hvad gør man så når ens plot mangler originalitet (læs er en direkte kopi af den første film)? Man bruger humor… ja filmen er sjov. Jeg vil faktisk sige at den er lige så sjov som originalen, og det er jo godt, for det redder denne film fra at havne i sequel-helvede!

Filmen er fyldt med jokes og one-liners, og den mere sindssyge alien efter den anden dukker op… hvad siger du fx til en hagenossianer… ja gæt selv! Filmens absolutte stjerne må siges at være den talende hund, Frank, der er ret så overbevisende lavet. Frank har en stor fremtid i Hollywood… do I smell an Oscar?

Will Smith er virkelig veloplagt i rollen som Agent J. De mange vitser og one-liners leverer han pragtfuldt og med god timing… Will Smith er stadig en mester hvad det angår.

Tommy Lee Jones gentager sin rolle som Kay fra den første film, og jeg havde aldrig troet jeg skulle sige dette: Jones virker uoplagt i denne film. Så meget afhænger af Kays og Jays samspil, og det fungerer bare ikke i denne film, og det er pga. Jones’ manglende vitalitet… vi vil have den gamle Kay tilbage!

Filmen har hele to skønheder. Først Rosario Dawson som Rita, der overværer et drab begået af den onde Serleena. Rosario spiller godt som Jays kærlighedsinteresse… og så er hun jo pokkers køn. Hun får desværre alt for lidt tid på skærmen.

Den anden skønhed er Lara Flynn Boyle der spiller den onde Serleena, der tager form som undertøjsmodel (hurrah, godt valg!) Men Lara Flynn Boyle leverer ikke rigtigt varen. Men lad os indse at det også må være svært at skulle følge op på Vincent D’Onofrios perfekte “bug” fra den første film.

Jeg havde også håbet at Johnny Knoxville ville være meget sjovere i denne film, men det er han ikke. Uheldigt, for jeg tror manden har store komiske talenter. De bliver bare ikke udfoldet her!

Alt i alt, så må skuespillet betegnes som jævnt.