Det danske Afrika

Nogle film er lettere at anmelde end andre, og for en anmelder, der hverken har børn eller noget større kendskab til disse små væsener, er en børnefilm noget, der topper listen over besværlige anmeldelser. Alligevel er det nemt at se, hvor godt en film som “Min søsters børn i Afrika” fungerer for børn. Hvor det måske sommetider er en smule ferskt for os voksne, er det helt tydeligt, at det er guf for et yngre publikum.

Under et besøg i en lokal dyrepark melder “min søsters børn” sig til en konkurrence om at se det vilde dyreliv i Afrika. Minsandten om de ikke også vinder, og pludseligt sidder de fem børn sammen med deres onkel (forældrene kunne desværre ikke komme med) i en Jeep og oplever den afrikanske fauna på nært hold. Men ikke alting er lutter fryd og gammen, for på den afrikanske savanne lurer krybskytterne, der mishandler dyr for penge og ikke lader noget eller nogen stå i vejen for deres kapitalistiske drømme!

På mange måder er “Min søsters børn i Afrika” en meget vellykket børnefilm. Den har grin til børnene og sommetider også smågiftige bemærkninger, som kan få smilet frem hos de voksne. Men mest af alt er den vellykket, fordi den præsenterer børnene for nogle skurke – krybskytter – der rent faktisk eksisterer og derfor giver anledning til en værdig morale: At dyr er naturens mest uskyldsrene væsener og derfor skal beskyttes af os mennesker – ikke udnyttes. For børnenes skyld gennemgår instruktør Martin Miehe-Renard ikke uhyrlighederne minutiøst, men det behøver han heller ikke. Budskabet står alligevel klart og bliver til sidst fint afsluttet med en diskret notits om, at ligegyldigt hvor søde dyr ser ud, fortjener de vilde af dem et liv i frihed.

Men det er selvfølgelig ikke dyrepolitik det hele. Her er både komik og action på drengen. I de afsluttende scener er der endda så meget gang i den, at selv de mest rolige børn med garanti vil heppe højlydt på vores helte – og samtidig frygte for deres liv. Heftige biljagter og nærdødsoplevelser skal nok fremprovokere et adrenalinsus hos de små. Realistiske er de ikke altid, men underholdende er de til gengæld ofte. Alligevel er der få gange, hvor man ikke kan lade være med at ryste på hovedet over de utroværdige odds. Hvad er for eksempel oddsene for, at de onde krybskytter er danske? Så stort et land er Danmark trods alt heller ikke… Derimod er Afrika et kolossalt kontinent, og alligevel rejser Fru Flinth, børnenes snobbede nabo, alligevel til den præcis samme destination? Ja, skøre tilfælde som disse er vel nærmest obligatoriske i familiefilm som denne, men det er alligevel svært ikke at ryste lidt på hovedet af disse usædvanlige tilfældigheder.

Derudover imponerer de yngre skuespillere i “Min søsters børn i Afrika” desværre ikke. Mille Dinesen er ét af filmens eneste lyspunkter i rollen som Fru Flinth, mens børnene for det meste lirer replikker af, som læste de dem op fra et stykke papir. Som storesøster Amalie er Mathilde Høgh Kølben så fersk og tam, at man får lyst til at give hende en enkeltbillet til Somalia i stedet for den prægtige savanne. I de resterende børneroller er der meget tilbage at ønske, selvom Clara Rugaard-Larsen (Julia) og Rumle Risom (den søde Blop) trods alt hæver niveauet en smule. Scenestjæleren er dog (som nævnt) Dinesen i rollen som Fru Flinth – en lettere hæslig overklassefrue i det helt forkerte selskab.