Små væsner i bittelille historie

Zum zum zum. Der er noget i luften om sommeren. Den velkendte forventning, om at netop den her gang bliver der sgu gået dybere i koldskålen og grillet mere i bund end nogensinde før. Men det er ikke kun de smukke, uopfyldte drømme, der summer rundt imellem os. Millioner af små dyr farer rundt for at stille basale behov som mad og pollen og ødelægger alle de unikke Instagram-øjeblikke ved at stikke Tina på ballen og svømme i roséen. Af alle krible-krablere er den, vi mennesker bedst kan acceptere, måske mariehønen, fordi den, ud over at arbejde stenhårdt for godt vejr, har pæne prikker.

“Minisekterne” begynder med at følge en lille mariehøne-familie. Mor og far lærer tre små unger at flyve. Men én af dem er for nysgerrig, følger efter en drillepind af en flue og bliver væk. Det er et klassisk dyrefilms-setup: unge bliver væk og skal gå igennem en masse problemer for at blive genforenet med forældrene. Men her rykker vi væk fra “Den fantastiske rejse” og “Find Nemo”-land, da mariehønen med den knækkede vinge finder sammen med de sorte myrer og glemmer alt om familien for at hjælpe i kampen imod de røde myrer.

Det hele sat i spil af picnicresterne fra et par unge mennesker, som skynder sig hjem fra en skovtur for at føde et barn. Vi ligger i græsset og ser, at det myldrer frem med nuttede, men ikke uforglemmeligt animerede insekter. Menneskene forsvinder hurtigt ud af historien, men møver sig alligevel ind i et par afgørende situationer. Som for at understrege at vi bevæger os ned i det usete og ukendte, lige dér under vores uvidende næser, men også for at vise vores indimellem klodsede jokken i myretuen. Noget så ubetydeligt som en skål sukkerknalder bliver til pagtens ark nedsænket til myrerne af en guddommelig overjordisk kraft. Ligesom Moses og vennerne bliver det en lang vandring i en ørken, før de når til landet af mælk og honning. Og så derfra kan begynde at slås.

“Minisekterne” udspringer af en lang række små tegnefilmsvignetter af typen, der kommer på, når fjernsyn for dig er fem minutter for kort. Den computeranimerede action udspiller sig på et allerede indspillet bagtæppe af virkelig natur. Som en slags opdateret dukketeater. Billederne er ravende smukke postkort af dén franske natur, som Jørgen Leth finder den helt store ordbog frem til i de næste tre ugers Tour de France. Mytologisk. Forjættende. Næsten udspekuleret i al sin æggende, erotiske rankhed. Men hvorfor det skulle gøre filmen eller de småirriterende tv-indslag bedre, er lidt svært at se. Det forbliver kedeligt, og de enkelte locations brænder sig ikke fast i hukommelsen, måske fordi vi er dernede, hvor meget af handlingen udspiller sig mellem to temmelig ens græsstrå.

Der bliver brummet og gryntet sødt i den dialogløse fortælling, men som det er tilfældet for mange stumfilmsklovne, er gentagelsen nødvendig for at lette forståelsen. Det hele bliver langsommeligt. Det er enkeltscener, der fungerer bedst. En lille edderkop, som bor i et dukkehus med tydelige stik til “Psycho” og Bates’ Motel, og en tingfinder-myre, der forsøger at løse en hjernebryder. Det er, som om kombinationen af menneskets efterladenskaber og dyr, der overtager dem og opfører sig som mennesker, er set rigtig mange gange før. Vi kan spejle os selv og grine af det. Den her version er mere pudsig end gribende, mere klovnet end charmerende.