Immigration i børnehøjde

Velkommen til skolestart! Eller velkommen tilbage. Det hele virker ikke så fjernt, når vi træder ind i en folkeskole i en hollandsk landsby og møder Miss Kiet. Hun tårner op i sit elevtomme klasselokale omgivet af små borde og stole. Hun gør klar til endnu en skoledag. Det er almindeligt. Og lidt uinteressant. Bortset fra den detalje, at hun er lærer for indvandrerbørn, flygtet fra Syriens krig og ødelæggelse. Men ellers er det bare en børnehaveklasse, præcis som du nok husker den.

Miss Kiet er i hvert fald præcis, som jeg husker min første børnehaveklasselærer. Omsorgsfuld, men bestemt. Der er ikke meget Mary Poppins over den her Miss. Eller Robin Williams og oh captain, my captain og carpe diem. Hun svæver ikke ned fra himlen med sin parasol, der er ingen sukker i skeen eller alternative læringsmetoder. Hun er mere i retning af Professor McGonagall fra “Harry Potter”. Striks, dygtig og med beundringsværdig tålmodighed over for klassen af primært arabisktalende børn på seks til otte år. ’Ethvert problem har en løsning,', fortæller hun dem gang på gang, set fra barnets blik. Hmm, også Syrien?

De små borde og stole virker herfra helt gennemsnitlige, som jeg oplever det igennem fire syriske børns skiftende perspektiv. Først Haya, der er otte år med en tendens til at være for dominerende. Så Leanne på seks, den nye pige i klassen. Og så brødrende Jorj og Maksem, der også er nye – særligt i forhold til den nye kultur, de møder i den hollandske skole. Vi lærer sammen med dem. At læse, skrive, regne og tælle på hollandsk. ’M-AA-N’. Det betyder måne. Barndomsminderne fra min egen start på skolelivet toner frem. Med alle de nye ting, der dengang skulle læres. Hvor skolen var et lille, lukket samfund, begrænset af klasselokalet, gymnastiksalen, gangen og skolegården. I “Miss Kiet’s Children” forlader vi aldrig det lukkede samfund – verden udenfor må vente.

Det er så bekendt og normalt, at det faktisk bliver kedeligt. Der er ikke meget dramatisk ved at se på børn, der prøver at blive færdige med deres opgaver før frikvarteret, småhvisker med sidemanden for at undgå at læren opdager det eller snyder sig foran i køen til forhindringsbanen i skolegården. Det er undervejs nemt at glemme, at de ikke er helt almindelige børn. Haya, Leanne, Jorj og Maksem er alle fra den syriske krigszone. Børn med alt for tidlige ar på sjælen. Ar, som Miss Kiet prøver at hele med ABC og 1-2-3. Hun har ikke glemt disse ar, men hun prøver alligevel diskret at dække dem til med glimmerklistermærke. Belønningen for god opførsel.

Det lykkedes så godt, at det kommer som en overraskelse, når hun forsøger at få Jorj til at forklare, hvorfor han har det skidt.’Ingen søvn. Syrien. Bang. Bang.' Skolen var ikke god i Syrien, og risikoen, for at den blev bombet, var stor. Der er nærmest mirakuløst, når Miss Kiet får ham til at åbne op. Kan alle problemer løses med et glimmerklistermærke?