Mit liv som Geisha

InstruktionRob Marshall

MedvirkendeZhang Ziyi, Gong Li, Youki Kudoh, Tsai Chin, Suzuka Ohgo, Ken Watanabe, Michelle Yeoh, Navia Nguyen, Kôji Yakusho, Kaori Momoi, Zoe Weizenbaum, Cary-Hiroyuki Tagawa, Kenneth Tsang Kong, Randall Duk Kim, Paul Adelstein, Ted Levine, Samantha Futerman, Karl Yune, Togo Igawa, Elizabeth Sung

Længde145 min

GenreDrama, Drama, Romantik, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen13/01/2006

Anmeldelse

Mit liv som Geisha

3 6
“Mit liv som Geisha” er et visuelt mesterstykke. Filmatiseringen af Arthur Goldens bog er en postkortrejse i det ene kompositoriske sansebombardement efter det andet. Instruktøren er Rob Marshall og tidligere har han jo bedrevet “Chicago”, og den film er en glimrende ledetråd til det, vi er ude i her.
Vi befinder os i 1930’ernes Japan. De to søstre Chiyo og Satsu, der kommer fra en fattig fiskerfamilie, bliver solgt, da deres familie ikke længere har råd til at beholde dem. De havner i Kyoto, hvor de bliver skilt ad. Satsu ender på et bordel, hvor hun skal arbejde som prostitueret og filmens hovedperson, Chiyo, kommer i huset hos Mother. Her skal hun slave som tjenestepige for den lede geisha Hatsumomo, alt imens hun kan vente på sit eneste håb; selv at blive geisha en dag. Chiyo skal finde sig i alskens ydmygelser, og den lille pige er langt fra lykkelig. En dag på en bro møder hun imidlertid Formanden – en rig forretningsmand – der køber hende en is. Fra da af ændres hendes liv øjeblikkeligt. Selv om hun blot er en lille pige, fortabes hun i den venlige mand, og beslutter at dedikere sit liv til ham.

Efter mange år kastes den nu voksne Chiyo ud i en kamp mellem to mænd. Den rige Nobu elsker hende og kan forsørge hende fremover, Formanden elsker hun selv, men han er Nobus bedste ven og Chiyo kan derfor ikke erklære ham sine følelser. Samtidig hvirvles Chiyo ind i en magtkamp mellem de to mægtigste Geishaer i byen: Hatsumomo og Mameha. Chiyo har pludselig muligheden for at blive den mægtigste geisha i Kyoto, og er godt på vej til at få sine drømme opfyldt, da anden verdenskrig kommer og ændrer det traditionelle Japan for evigt.

Det var kun et spørgsmål om tid, før Goldens bestseller blev omsat til film. Alligevel er det måske en overraskelse, at der skulle gå så længe, da den er en oplagt filmatiseringsmulighed. Historien er god og byder på såvel klassiske dilemmaer som en interessant historisk vinkel. Derfor er det kun glædeligt at filmen har fået en så gennemført visuel baggrund. Men form alene udgør jo sjældent nogen seværdig film, og af samme grund er det aldeles synd, at “Mit liv som Geisha” er en noget blandet oplevelse på fortællesiden. For det første har man – sikkert af frygt for at miste det amerikanske publikum – ladet alle i filmen tale engelsk. Det fjerner en flig af autenticiteten, og gør at man øjeblikkeligt får en distance til karaktererne – filmen foregår jo altså i 30’ernes Japan og alle skuespillerne er asisater. Det hæmmer også skuespillerne, at de for størstepartens vedkommende skal formulere sig på et fremmed sprog, og derfor bliver præstationerne ofte noget usikre og man savner indlevelse. Bedst er Ken Wantanabe, der med sin underspillede rolle som Formanden leverer en sikker præstation. At han forelsker sig i en ni-årig og så ellers venter på at hun bliver voksen, er ellers en noget delikat rolle.

“Mit liv som Geisha” er form uden særligt meget indhold. Det bankes hjem igen og igen, at en geisha ikke kan elske, og er dømt til et dansede, konverserende og instrumentspillende liv, hvor der ikke er plads til personlige følelser. Vi fangede den første gang, og man savner i stedet en film med lidt mere dybde, end en overvoice, der forklarer hovedpersonernes følelser. Man savner lidt mere japansk feel. Det underspillede, det subtile er der ikke noget af.

“Mit liv som Geisha” har dog et altoverskyggende problem – den er slet og ret kedelig et langt stykke hen ad vejen. Der er ikke rigtig gang i historien, der halter lidt derudaf, mens vi venter på den næste opvisning i visuel forførelse. Det ville være nærliggende at kaste filmen over i bunken af andre filmideer, der er blevet ødelagt af amerikansk filmæstetik, men der er alligevel noget i “Mit liv som Geisha”. Filmen kan bestemt sagtens ses, den er smuk, til tider underholdende og vedkommende. På trods af, at der bestemt er en del alvorlige narrative mangler.

Trailer

Kort om filmen

Rob Marshall har filmatiseret Arthur Goldens bestseller om den japanske pige, som i 1930’erne oplæres i geisha-værtindernes ædle kunst: at konverserer, at danse og at spille musik. Men aldrig at være elskerinde eller at elske…