Modige Pixar

Folkene hos animationsselskabet Pixar siger selv, at “Modig” er deres mest udfordrende og komplekse film til dato. Hvorvidt det er korrekt, vil jeg lade andre om at vurdere, men lad der ikke herske nogen tvivl om, at filmen er helt igennem fantastisk og fortryllende. Jeg bjergtages ikke normalt, når Pixar lancerer en ny film, men allerede fra filmens første øjeblik var jeg tryllebundet, og kun yderst sjældent slap “Modig” taget i mig.

“Modig” er Pixars første film med en heltinde i centrum. Dét i sig selv vil flere formentlig betragte som en modig beslutning, og det er ikke opblussende kærlighed, uskyldighed eller pudseløjerlig “prinsesseri”, der præger den unge Merida – tværtimod repræsenterer den computerskabte skønhed et oprør mod den generiske og genretypiske kvindelige kønsrolle, der så ofte optræder i børnefilm. Se dét er modigt gjort. Merida er datter af Kong Fergus og Dronning Elinor, og hun skal dermed være prinsesse i familiens klan. Den skæbne vil Merida imidlertid ikke affinde sig med, så hun må gøre oprør mod sin mors forsøg på at forvandle hende til en pæn prinsesse.

Sagt med andre ord: Bag det flotte, skotske eventyrmiljø rummer “Modig” en stærk historie om en piges teenage-oprør og om en mor og en datter, der er ved at glide fra hinanden. Det er universelle temaer, der aldrig føles malplacerede eller påtagede, selvom filmen foregår i en verden, der ligger meget fjernt fra vores moderne virkelighed. Merida kæmper for at finde plads til sig selv midt imellem alle sin mors forventninger, mens Elinor skal lære at give slip på sit barn, der er ved at blive voksen og ikke blot ønsker at træde i sin mors fodspor.

Det er fra den vinkel, at filmen også tager fat i sit andet tema: Hvad skæbnen egentlig er for en størrelse. Skæbnen fremstilles nemlig blot som et redskab, som samfundet (eller Meridas klan i dette tilfælde) bruger til at retfærdiggøre det pres, der lægges på børn i et forsøg på at få dem til at leve det liv, som samfundet forventer af dem. I Meridas tilfælde er det det underdanige og beherskede prinsesse-liv, altså den stereotype kønsrolle – det er hendes “skæbne” at ægte en adelsmand og regere. Det er derfor, Pixar er modige, når de lader Merida være den atypiske karakter, hun er. Med denne film får de nemlig fortalt en vedkommende historie om det at blive teenager samtidigt med, at de får angrebet et forældet skæbne-begreb, og de gør op med det udbredte, flade og fortærskede eventyr-portræt af kvinder.

Oven i det er filmen en ren og skær fornøjelse, fuld af varme og spænding. Indimellem savner man dog noget opfindsomhed, især når karaktererne forvilder sig ud i forudsigelige kattepiner, som de kunne have løst ved bare at udveksle et par ord. Til gengæld slipper vi for en overflødig og kedelig kærlighedshistorie, hvilket er enormt befriende og endnu et glædeligt eksempel på, at Pixar holder sig fra de genkendelige genrekonventioner.