Mosul

InstruktionMatthew Michael Carnahan

MedvirkendeWaleed Elgadi, Hayat Kamille, Thaer Al-Shayei

Længde101 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 26/11/2020 på Netflix


Anmeldelse

Mosul

4 6

 

Hvad er meningen med at gå i krig?

 

Det spørgsmål driver Matthew Michael Carnahans debut som instruktør fremad.

 

Han er endnu et AGBO-talent, håndplukket af “Avengers: Endgame”-skaberne Anthony og Joe Russo.

 

De har et ærligt blik for den rene genrefilm. Politifilmen “21 Bridges“, actionfilmen “Extraction” og nu krigsfilmen “Mosul”.

 

Alle film på under to timer. Unødvendig snak er hakket væk. Tilbage står afklarede fortællinger om mænd på mission.

 

Sådan indskriver “Mosul” sig i krigsgenren efter forbilleder som “Saving Private Ryan” og måske mest af alt David Ayers “Fury“.

 

Her følger vi også en ung rekrut, der i “Mosul” bliver en del af det lokale S.W.A.T.-team. Irakiske mænd, der har taget kampen op imod IS-terroristerne, som har besat titlens by.

 

Og selv om Matthew Michael Carnahan er fra USA, så sikres der rigeligt med autenticitet i form af de lokale skuespillere, som går i krig, mens de taler arabisk. Det gør en forskel.

 

Det gør en forskel, at det ikke igen er amerikanske helte, der skal redde dagen i et vildt Mellemøsten. Denne gang får irakerne selv lov  – endda baseret på virkelige begivenheder.

 

Disse begivenheder kan sammenkoges til rendyrket krig. Bomber sprænger, snigskytter skyder civile, mens S.W.A.T.-krigerne returnerer ilden fra deres Humvee-kortege.

 

Hvad er meningen? Vi kender motivet hos IS-terroristerne. Noget vrøvl om et kalifat og villige jomfruer i det høje. Det er (over)troende psykopater, der intet har at miste.

 

Men hvad får de irakiske mænd til at yde væbnet modstand? Hvad er missionen?

 

Den unge Kawa får intet at vide – det samme gælder for os, der ser på. Det er hemmeligt helt til det sidste.

 

Til den sidste, hjerteskærende scene, hvor hænderne ryster og meningen åbenbares. Og den skal naturligvis ikke afsløres her.

 

Men der kan være en mening med at gå i krig. Det viser endnu et solidt udspil fra Russo-brødrenes AGBO.

 

Det var min mening om “Mosul”.

 

Mosul anmeldelse / Filmz.dk

 


Trailer