My Bloody Valentine 3-D
Udgivet 20. aug 2009 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Kan en film være så dårlig, at den rent faktisk er god? For mange vil svaret nok være et rungende nej, og får de valget mellem en middelmådig film med en udmærket skuespiller i hovedrollen og “Zombies vs. Ninjas 5”, så vælger de med garanti førstnævnte. Der er dog et par stykker af os, der nyder at dyrke den dårlige smag og ser kvaliteterne i det, som giver de fleste andre mennesker lyst til at opsøge filmens producer og blæse hovedet af ham som hævn for at have stjålet to timer af deres liv. “My Bloody Valentine 3-D” er sådan en film – et elendigt makværk af en gyser, der lige netop er så skrigende dårlig, at den for et vist publikum har sine helt egne, åbenlyse kvaliteter.
Fans af den dårlige smag vil klappe i deres små hænder, når morderen kaster sin hakke mod de skrigende ofre, og den i stedet kommer susende ud af lærredet og truer med at plante sig i kraniet på publikum. At begynde at gå i dybden med handlingen eller fremhæve persongalleriet i “My Bloody Valentine 3-D” giver ikke nogen mening. Simpelthen fordi den er så elendig, at den lige så godt kunne være udtænk, udført og produceret af en flok kåde teenagedrenge med hang til blod og bryster. I modsætning til f.eks den seneste film i “Saw”-franchisen så taler det dog klart til filmens fordel, at den ikke tager sig selv for højtideligt, men derimod tør at tale til den laveste fællesnævner.
Sådan fortsætter det i to timer med den ene fantastiske dårlige scene efter den anden. Og enten har man for længst forladt biografen i arrigskab over at have lagt 75 kroner for sådan noget bras, eller også sidder man grinende og fryder sig over filmens underholdende elendighed.
Er “My Bloody Valentine 3-D” en dårlig film? Også i den grad! Men er man fan af den dårlige smag, skal man klart gå ind og se denne her (sp)latterlige rodebutik af groteske mord, dårlige klicheer og tumpede dialoger. Vi ses i den 3. dimension.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet