Når en genrefan drømmer

Det er alt for sjældent, at vi ser genrefilm produceret under danske himmelstrøg. Frataget krimien og folkekomedien. Naturligvis. Derfor er det i sig selv forfriskende, at en ny, dansk instruktør, Jonas Arnby, har haft modet og heldet til rent faktisk at få lov at lave en gyserfilm. Forfriskende er filmen så til gengæld ikke. Det er en forbandet skam. Men jeg giver min uforbeholdne ros for forsøget.

“Når dyrene drømmer” har ellers en lovende præmis. Pige Marie, der døjer med uforklarlige udslæt og overdreven kropsbehåring, har i den lille fiskerby, hvor hun bor, det svært med opmærksomhed. For Marie er det hårdt at være social, og hun frygter (især mændenes) fordømmende blikke. Men Marie er naturligvis ikke bare en almindelig pige, og den forvandling hun er ved at gennemgå, sætter coming of age-konflikten på spidsen: Hun er ved at udvikle sig til en varulv. Arnby bruger således dygtigt genren til at tilføje dødelig alvor og genregys til en almengyldig konflikt – at være anderledes.

Som i genreklassikerne “Exorcisten” og “Carrie” understøttes det realistiske drama af overnaturlig, mytologisk uhygge. Men i modsætning til disse to gysende fyrtårne, så er “Når dyrene drømmer” på ingen måde en formfuldendt film. Arnby er gået efter at skabe stemning, men han har ramt en alt for afdæmpet og lavmælt en af slagsen, der holder historien i skak frem for at skubbe den fremad. Og så er det hele set før. Træge, stereotype karakterer, som den flotte fyr, der flirter med Marie, og ham, der ligner en bølle, kommer hun naturligvis på kant med. Kedeligt.

Lars Mikkelsen skal som far til Marie have al mulig ros for at scenestjæle med den skærmtid, han er blevet tildelt. Desværre er der også her ulve i mosen. Vi får aldrig svar på, hvorfor Marie har så anstrengt et forhold til sin far og sin syge mor. På trods af Lars Mikkelsen troværdige præstation bliver det aldrig klart, om Marie er blevet dårligt behandlet i hjemmet, eller om hun blot er en tvær teenager. Måske man bare er mere tvær, når man er ved at udvikle sig til en varulv? Helt sikkert, men filmen kunne med fordel have ofret flere detaljer på at forklare familierelationen.

Den debutterende Sonia Suhl passer dygtigt ind i den afdæmpede og lavmælte stil. Hendes sammenbidte ansigtsudtryk, der kun sjældent tillader et smil, giver hende den rette grad af vred indelukkethed, som der passer sig til en teenage-varulv. Desværre kan Sonia Suhls flotte debut ikke bære den hjem. “Når dyrene kommer” kunne være kommet langt med noget mere bid og noget mere blod, så den lidt tynde historie havde haft nogle genretræk at forlade sig på. I stedet er det hele endt ret u-uhyggeligt og tandløst.