Et mesterværk i allerhøjeste gradDer er sket meget, siden Steven Spielberg forfattede og instruerede “Nærkontakt af tredje grad” tilbage i 1977. Den efterhånden 61-årige filmmager har endda indrømmet, at han ikke ville kunne lave filmen i dag, fordi han nu som familiefar har en anden indstilling til hovedpersonen Roy Nearys handlinger. Neary skubber blandt andet indirekte sin familie fra sig og drager alene af sted for at finde svar efter et mystisk møde med en UFO. Men tak gud for, at den dengang unge instruktør var så ivrig efter at realisere sit personlige drømmeprojekt. Når man genser “Nærkontakt af tredje grad” i dag, erfarer man nemlig hurtigt, hvor forbavsende relevant, filmen er i øjeblikket.

En typisk karismatisk og sympatisk Richard Dreyfuss er formidabel som den stærkt forundrede Roy, der ikke er ene om at mene, at planeten er blevet besøgt af fremmede intelligenser. Sideløbende med Roys personlige rejse følger vi den franske videnskabsmand Claude Lacombe (brillant spillet af den franske mesterinstruktør François Truffaut), der er ivrig efter at kommunikere med de fremmede. Vi kommer også tæt på moderen Gillian og hendes søn Barry, der begge, ligesom Roy, føler en mystisk trang til at opspore rumvæsnerne. Melinda Dillons Oscar-nominerede indsats som Gillian er blot én af filmens mange trumfkort.

Og Cary Guffey, der blot var 4 år gammel under optagelserne, og som Spielberg instruerede ved at svinge med legetøj og slik bag kameraet, er om noget filmens hjerte i rollen som den ekstremt nysgerrige Barry. Synet af drengen foran en vidåben dør med de ukendte kræfter i horisonten cementerer filmens pointe. “Nærkontakt af tredje grad” er mange ting – den er en mageløs blanding af vedkommende familiedrama, alskens thrillerelementer og moderne science fiction. Filmen er en hyldest til den menneskelige viljestyrke og grænseløse fantasi, og i 1977 var filmen samtidigt et forsøg på at hele Amerikas kollektive sår.

Vietnam-krigen og Watergate-skandalen havde efterladt mange amerikanere desillusionerede og angste for fremtiden, men Spielberg manede til besindighed og hans film opfordrede folk til at skrinlægge fortidens fordomme – til netop at åbne døren, imødekomme det ukendte og genopdage barndommens nysgerrige glød og varme naivitet. I en tid, hvor vi har travlt med at smække døren i ansigtet på folk, som vi enten ikke forstår eller er enige med, er Spielbergs uforlignelige mesterværk ideel at gense.

Spielbergs prisværdige forsøg på at fremkalde det indre barn i os alle tydeliggøres af komponisten John Williams’ begavede brug af Disney-klassikeren “Når du ser et stjerneskud”. Og apropos Williams, så er dette et af den musikalske gigants absolut bedste scores, der ikke blot fungerer som underlægning, men som på mirakuløs vis ender som en selvstændig, aktiv karakter i fortællingen. Filmens dengang revolutionerende effekter holder forbavsende godt og får til sammenligning mange nyproducerede computereffekter til at fremstå håbløst forældede. Ungarske Vilmos Zsigmonds Oscar-belønnede fotografering er også i en klasse for sig, men ærlig talt er der ingen af dem, som arbejdede på filmen, der ikke fortjener en eller anden form for pris.

VideoPå trods af, at flere af filmens scener (især åbningsscenen i ørkenen) byder på en del støj, så overgår Blu-ray’ens transfer alle forventninger. Det er aldeles imponerende, hvor godt filmens billedside er blevet restaureret. Billedet er som regel knivskarpt, og farvenuancerne er dejlig jordnære og naturtro hele vejen igennem. Kontrasten er også vældig imponerende. Ingen detaljer går tabt i filmens mange nattescener eller skyggeområder. Edge-enhancement opstår på intet tidspunkt, og det gør udtværing og komprimeringsfejl heller ikke. Kun få film af denne alder formår at mønstre så flotte, 3D-lignende billeder.

AudioDer medfølger både et DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor og et Dolby TrueHD 5.1-lydspor. Undertegnede bed ikke mærke i nogen forskel på de to lydspor, og det er garanteret grundet Spielbergs store forkærlighed for DTS, at et sådan er inkluderet sammen med TrueHD-mixet. Sjældent har et lydspor sat en subwoofer på så stor en prøve. Hver gang rumvæsnerne dukker op, føles det som om, at lokalet er ved at lette. Men ingen af lydsidens elementer overdøver de andre. Dialogen er (som forventet) en smule spids til tider, men den er tydelig. John Williams’ musik folder sig godt ud, og der er flere fine panoreringer. Mængden af støj er minimal, og selvom der ikke skabes en så omsluttende, detaljerig atmosfære som i så mange nyere film, skaber kanalnetværket et stemningsfuldt lydbillede.

EkstramaterialeAlle de tre forskellige udgaver af filmen er blevet inkluderet: biografudgaven, den kontroversielle ‘Special Edition’ og den 10 år gamle ‘Director’s Cut’-version. Filmens oprindelige udgivelsesdato blev fremskyndet for at forhindre filmselskabet Columbia i at gå konkurs, så Spielberg fik ikke mulighed for at gøre filmen helt og aldeles færdig. Få år senere fik han lov til at justere filmen en anelse og genudgive filmen som en ‘Special Edition’, men instruktøren fik kun lov til at gøre det, hvis han indsatte billeder af moderrumskibets interiør, hvilket Spielberg altid havde ønsket skulle være et mysterium. I slutningen af 90’erne genudgav instruktøren så filmen for tredje og sidste gang i en ‘Director’s Cut’-version, der fjernede scenen med rumskibets indre, og som bød på finjusteringer af et par andre scener. Den sidstnævnte udgave er helt afgjort den bedste.

Disc 1 indeholder den glimrende funktion “A View from Above” – hvis denne aktiveres, bliver man under filmen via tekst informeret om, hvordan de forskellige versioner adskiller sig fra hinanden.

Resten af ekstramaterialet befinder sig på disc 2. Her er dokumentaren “Watch the Skies” (7 min.), som blev produceret samtidigt med filmen. Selvom den er for kort og overfladisk til at være rigtig interessant, er den sjov at se bare for dens nostalgiske værdi. “Steven Spielberg: 30 Years of Close Encounters” (22 min.) er et nyproduceret interview med instruktøren, som i øvrigt præsenteres i 1080i. Den garvede filmmager er både oprigtig, ærlig og interessant, og hans udtalelser suppleres af nogle interessante billeder. Men disse to sager er dog intet i forhold til “The Making of Close Encounters” (97 min.) – en enorm og fantastisk dokumentar om filmens tilblivelse, som indeholder interviews med alle filmens prominente bagmænd og medvirkende.

Der er en hel sektion af skiven, som går under navnet “Explorations”. Denne indeholder bl.a. fem sekvenser, der sammenligner de oprindelige storyboards med de endelige scener. Der er også en enorm mængde fascinerende storyboards, portrætter, locationbilleder, produktionsbilleder og marketingsmateriale, som det vil tage fans timevis at traske igennem. Der er også inkluderet tre trailers (alle i 1080p) og 10 minutters slettede/forlængede scener af svingende kvalitet.