Årets dyrest reklame for våbenindustrien

Der er film, der bare er dumme, men som godt ved det, og som man derfor kan nyde ved at slå hjernen fra. “No Good Deed” er desværre ikke en af dem. Den er dum på den absolut frygteligste måde. I en bedre verden havde den aldrig fået dansk biografpremiere. Her kunne min anmeldelse være sluttet, men for en god ordens skyld skal jeg forsøge at kvalificere.

Plottet er så skematisk, at det bliver decideret fornærmende. Undervejs fik jeg næsten hovedpine af at rulle med øjnene. Midaldrende kvinde med knas i ægteskabet og uforløste karrieredrømme: rul med øjnene. Fremmed mand banker på døren en sen aften, og hun lukker ham ind: rul med øjnene. Telefonledningen viser sig at være skåret over, da hun vil ringe efter nogen: rul med øjnene. Åh, hvor lagde jeg de Panodil? Hvis der så bare havde været lidt ironisk distance til genrekonventionerne, som i 90’ernes horrorbølge, så kunne jeg måske have tilgivet det, men denne film tager sig selv alt, alt for alvorligt.

Hvilket så til gengæld tvinger mig til at tage den alvorligt. Hvad er det egentlig for en historie, der fortælles her? En forbryder dømt for manddrab, men mistænkt for en serie af voldtægter og mord på unge kvinder stikker af fra fængslet. Han får sig talt ind i huset hos kvinden, hvis mand er bortrejst og som har to små børn. Er det et filmplot eller en propagandavideo for den amerikanske våbenlobby? Det hjælper ikke, at forbryderen er så stereotypisk psykopat, at det næsten er grinagtigt. Der er ingen nuancer. Overhovedet. Alt bliver råbt ud i hovedet på publikum.

Idris Elba og Taraji P. Henson er solide skuespillere, der begge har haft stor succes på tv. Det kunne måske være lykkedes dem at løfte manuskriptet til noget, der i det mindste ikke ville spilde folks tid. Desværre virker de på ingen måde engagerede i filmen, og hvem kan egentlig forklejne dem det. Elba prøver vist at kultivere et psykopatisk blik, men kommer til at se ud, som om han lider af forstoppelse. Hans amerikanske accent plejer også at være bedre. Den skurrer i ørerne her. Henson veksler derimod imellem lillepige-angst og bjørnemor-rollen på en måde, der virker decideret anakronistisk. Kvinder er trods alt (selv på film) andet og mere.

Efterhånden begyndte jeg at blive vred. Det er én ting at have tårnhøje ambitioner for sin filmkunst og så ikke helt kunne indfri dem, men når man sigter efter de absolut laveste standarder og så alligevel ikke rammer målet, så er der absolut intet at komme efter. Det, der virkelig irriterer mig ved filmen, er, at den viderefører en af de mest skadelige og racistiske stereotyper om den sorte forbryder, der i nattens mulm og mørke trænger ind i de pæne forstadshjem og voldtager din kone. Hvis man absolut skal bruge en sådan kliché, så skal de ske bevidst og reflekteret. To ord, som jeg ikke forestiller mig, at nogen ville bruge om denne film.