Nocturnal Animals

InstruktionTom Ford

MedvirkendeAmy Adams, Jake Gyllenhaal, Armie Hammer, Michael Shannon, Aaron Taylor-Johnson, Isla Fisher, Michael Sheen

Længde116 min

GenreDrama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen05/01/2017

Anmeldelse

Nocturnal Animals

6 6
Se lyset i mørke

2017 begynder godt. Og ikke nødvendigvis med stort rabalder. “Nocturnal Animals” sniger sig ind på sin tilskuer, lidt som bogen, den deler titel med, sniger sig ind i Amy Adams’ hjem, liv og sjæl. Afsendt af Jake Gyllenhaal skaber den et forrygende dobbeltplot, der overlegent veksler mellem ørkenstøvet hævnhistorie og kølig L.A.-noir. En fortælling om at fortælle, hvor instruktør Tom Ford aldrig mister overblikket, men sikkert løfter det ene slør efter det andet med en nærmest voyeuristisk fryd.

Det begynder i et konstant nattemørkt Los Angeles. Der er en kvalmefremkaldende grad af rygklapperi, venstrehånds-utroskab og selvhad i galleriejer Susan Morrows glitrende cirkler. Som om al den kynisme ikke var nok, begynder bogen at filtre sig ind i handlingen med sin variation over “Udflugt med døden”. Jake Gyllenhaal er Tony, der med sin kone og datter bliver overfaldet af klamme hillbillies anført af Aaron Taylor-Johnson. Men Gyllenhaal er også Susans eksmand, Edward, forfatteren, der har sendt manuskriptet til hende. Deres ulykkelige kærlighedshistorie arbejder sig frem mod et grumt klimaks i takt med, at Tony ryger ind i en voldelig spiral af hævn og død.

De forskellige plottråde snor sig så meget, at det muligvis ser overfyldt og forceret ud på skrift. På film fungerer historien om en kvinde, der hjemsøges af sin eksmands bog. Og mere til. Den primære årsag er Amy Adams, der er magnetisk centrum, skiftevis vækkende vores sympati og vores afsky. Den hårde kunstkvinde med hypersuccesfulde ferniseringer og ballondyr af Koon i egen baghave samt en mand, der nærmest har glemt, hvad hun hedder. Trine Dyrholm kan godt pakke sine nedarvede DR-skænderier om papmaché sammen, når Ford, tydeligt hjemmevant, skildrer de overfladiske middagsselskaber hos Californiens pilleslugende it-crowd.

De kan sgu ikke rigtig mærke noget nogen af dem, men sidder søvnløse i deres store, mørke huse af glas. Der er konstante referencer til ‘den virkelige verden’, som om kunstnerne i L.A. har isoleret sig fra resten af menneskeheden og dens banale problemer med toiletpapir, børneopdragelse og rynker. Men de leveres samtidig i en kontekst, hvor Amy Adams projicerer sin eksmand ind i hans egen blodige bog sammen med hans kone, der spillet af Isla Fisher godt kan forveksles med Adams selv. Hvilken fiktion er den mest fiktive? Fords meta-lag åbner for en konstant tvivl om hvem, der fortæller, og hvem, der bliver fortalt. En frydefuld, fascinerende tvivl.

Det er ondere, mørkere og mere David Lynch end Fords første, “A Single Man”. Men mange af temaerne går igen. Ensomheden i millionbyen, at blive afskåret fra den, man elsker, at være sublimt dygtig, men hade alt, hvad man gør. Jeg skal ikke kunne sige, om det er følelser, der deles af den fejrede modeskaber, som bare lige sådan skiftede spor til anerkendt filminstruktør. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor djævelsk præcist Ford får smækket sine filmmodeller ind i et både troværdigt og dybt urovækkende maleri af et sort, sort Amerika.

Jeg har ikke engang nævnt Michael Shannon som manisk politibetjent, Laura Linneys mor fra helvede eller de byger af sarkastiske oneliners, som Ford på en eller anden måde har fået plads til i sin nihilistiske thriller. Der er så meget fantastisk at se på i “Nocturnal Animals”, at det ikke burde hænge sammen, men se bare. Eller kig væk. Ford har iscenesat Austin Wrights roman som en film så grum og ubehagelig, at det ville være på grænsen til selvpineri at se den to gange. Men det er lige dét, mit voyeuristiske hjerte har lyst til.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Susan Morrows perfekte liv med succesfuldt galleri og smuk mand med succes i forretningslivet – med stort hus, de rigtige kontakter og bestyrelsesplads på museet – er begyndt at krakelere.

Anerkendelsen har mistet sin sødme, forretningerne går ikke så godt … og hendes mand er blevet fjern. Netop i det øjeblik dukker der en pakke op fra fortiden – et manuskript skrevet af den mand, Susan forlod for 19 år siden for at opnå sit skønmaleri af et perfekt liv.

Manden er på forretningsrejse, tjenestefolkene har fri, Susan kan aldrig sove; hun begynder at læse manuskriptet om en mand, der mister sin kone og teenagedatter under dramatiske omstændigheder og plages af skyld over ikke at have beskyttet dem. Over de valg han har truffet.

Mens Susan læser romanen og tænker tilbage på deres liv sammen, begynder handlingen at spejle sig i hendes liv og hendes valg. Han er i byen og har spurgt, om hun har lyst til at mødes.