North by Northwest

Umiddelbart ser der ikke ud til at være noget nyt under solen i Michael Noers “Nordvest” om en ung, dansk forstadsknægt, som synker længere og længere ned i hovedstadens kriminelle underverden – en veritabel hvepserede regeret af koldblodige forbrydere og gennemsyret af vold, våben, hårde stoffer og handlede kvinder. Alene dét bitte resumé bør vække associationer hos de fleste biografgængere om utallige gangsterfilm – vel at mærke også utallige solide af slagsen. Og “Nordvest” er i dén grad en solid gangsterfilm.

Jovist, man er aldrig i tvivl om, at den kære, 18-årige Caspers farlige flirt med forbrydertilværelsen vil ende galt. Man er heller ikke i tvivl om, at hans hån af den lokale indvandrerbande vil bringe ham i fedtefadet, eller at hans nye makker – den psykopatiske pusher/alfons Bjørn – gemmer på et udspekuleret, morderisk bæst bag sit skæve smil. Vi ved også, at selvom Casper lægger ud med at svømme i pengesedler, der sikrer hans hårdt prøvede familie et tiltrængt pusterum, så er det blot et spørgsmål om tid, før ordensmagten eller en gemen gangster tropper op for at agere lyseslukker. Men selvom vi kender opskriften i forvejen, så svæver ens pegefinger aldrig over fjernebetjeningens stopknap, og hverken indlevelse eller koncentration er i fare for at dale undervejs.

Hvorfor? Fordi Noer, der i årevis har været en ferm dokumentarist, skildrer det kriminelle miljø og dets eksistenser på en så nøgtern, sober facon, at man vitterligt føler, at man overværer den skinbarlige sandhed. Ikke én replik klinger falsk. Ikke én scene føles forceret. Og hver eneste karakter synes stjålet fra virkelighedens verden. Under et interview for et par år siden fortalte Noer mig: ”Hvis vi blot får indblik i noget, som vi oplever som autentisk, så vil vi som mennesker også føle empati,” og med “Nordvest” underbygger Noer sin egen tese, for ved at lade dialogen bevare jordforbindelsen og ved aldrig at ty til overgearede stilistiske indgreb (der forekommer endda kun musik, når der også optræder musik i selve scenen) opnår filmen en besnærende autenticitet, der netop styrker vores empati for Casper og Co., fordi de og deres omstændigheder fremstår fuldkommen ægte.

I de seneste år er gangstergenren ellers blevet overrendt af Guy Ritchie-efterabere, der lammetæver sanserne med grinagtige replikker, højtlarmende musik og hysteriske figurer, som i bedste fald får publikum til at overhøre de tomme, buldrende tønder. Noer går altså gudskelov i modsatte retning. Men naturligvis havde “Nordvest” ikke været så hamrende effektiv, hvis dens skuespillere ikke havde været lige så motiverede som deres leder. Det er de heldigvis.

I rollen som Casper er Gustav Dyekjær Giese den nok mest imponerende debutant, jeg hidtil har set i en dansk film. Han leverer en forbavsende moden og nuanceret præstation, hvor han formår at fremmane en imponerende fandenivoldskhed og selvtillid, der gør ham totalt troværdig som hårdkogt håndlanger. Desuden afslører han en rørende følsomhed bag stålfacaden, der for alvor forstærker vores engagement i hans skæbne. Oscar Dyekjær Giese er også god som Caspers lavmælte lillebror, Andy, der så gerne vil imponere sin broder. Det er værd at bemærke, at de to drenge (som man kan fornemme på efternavnene) er søskende i virkeligheden, mens Roland Møller, der spiller den skrækindjagende Bjørn, selv har en fortid i det danske kriminelle miljø. Så selv under castingen har Noer tydeligvis været OBS på at fintune filmens realisme, og hans valg har givet pote.

Men ligesom min kollega, Katja Brandt Andersen, der anmeldte filmen, da den i sin tid udkom i biografen, ville jeg mægtig gerne have set en forlænget udgave af “Nordvest”, som gav os lidt mere tid til at dvæle ved personerne. Der er fart over feltet fra start til slut, og med en spilletid på blot 91 minutter kan man i hvert fald ikke beskylde filmen for at være prydet af overflødigt fedt. Men selvom det er forfriskende, at “Nordvest” ikke spilder tid på moralprædikener eller langstrakte kulegravninger af karakterernes motivationer, så følte jeg ikke, at jeg kom helt så langt ind under huden på Casper og hans familie, som jeg burde, og selvom den bratte slutning har pondus, havde filmens sidste akt lige lovlig travlt med at runde historien af. Men hvorom alting er… “Nordvest” er en af de bedste danske thrillere, jeg længe har set, og en af årets bedste film punktum.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Filmens rå, upolerede billedside ser fremragende ud i HD. Det er et meget celluloidlignende HD-transfer, der især imponerer med sin farvegengivelse og skarphed. De generelt kølige farver gengives godt, og temperaturen vakler aldrig det fjerneste. Detaljerigdommen lader ganske vist til at dale en anelse i nogle af de mørkeste scener, hvor de dunkleste nuancer har en tendens til at smelte lidt sammen, men billedsiden er for det meste knivskarp og meget, meget imponerende. Jeg bemærkede ingen edge-enhancement, banding eller utilsigtede støvkorn.

Audio

Det danske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor imponerer også. Når jeg ser nyere danske film har jeg ærlig talt ofte svært ved at forstå, hvad der bliver sagt, men her kommer hver eneste replik klokkeklart igennem. Derudover er lydbilledet generelt imponerende – alt fra forbipasserende biler og fuglekvidder til legende børn i det fjerne er med til at gøre de mere stilfærdige scener mere dragende, mens festscenerne formentlig vil misfornøje underboen, idet subwooferen giver den pulserende musik en imponerende slagkraft. Et solidt mix.

Ekstramateriale

Jeg er blevet helt vant til, at der ikke produceres ekstramateriale til dvd- og BD-udgivelser af danske film, så det kom som en stor, positiv overraskelse, at der faktisk er en hel del ekstra godter på “Nordvest”-skiven. Her er i alt fire “Bag om filmen”-klip, som tilsammen varer omtrent fem minutter og skildrer Noer og skuespillernes samarbejde under optagelserne. Her er flere fascinerende klip, men desværre rummer videoerne ingen interviews, og man kan ikke afspille dem enkeltvis via skivens mangelfulde menu. I min anmeldelse af filmen efterspurgte jeg en længere udgave af filmen, så jeg var spændt på at se diskens slettede scener. Der er seks minutter af slagsen, og en enkelt interaktion mellem brødrene måtte egentlig gerne være forblevet i filmen – de andre saksede sekvenser savnes ikke. Derudover er her et lille billedgalleri, en enkelt musikvideo (med musik af Baba Black) samt filmens teaser og trailer. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Bare en tyve minutter mere, tak

Nordisk Film er længe blevet kritiseret for at slumre hen og producere film efter en søvngænger-metode. Men hvor stivbenet Ole Olsens gamle produktionsselskab end måtte være blevet, så stormer Tobias Lindholm og Michael Noer med jævne mellemrum ind ad morfars cigarkasse-brune Valby-villadør for at blive “passet”, og som en anden feel good-søvngængerfilm liver villavejen pludseligt op med samme energi som 1990’ernes Zentropa – og Noers seneste besøg, med “Nordvest”, er ingen undtagelse.

Casper (Gustav Dyekjær Giese) surfer en del på boligsider på nettet -men ikke, fordi han mangler et sted at bo. Han bor nemlig i en af betonblokkene i Nordvest-kvarteret i København sammen med sin slidte mor (Lene Maria Christensen), sin dovne lillebror (Oscar Giese-Kjær) og hans guldklump, lillesøsteren Freja. Nej, Casper ser i stedet på lejlighedernes indbo – ting han kan stjæle og sælge til “kioskens” Jamal (Dulfi Al-Jaburi). Men han får kun slik for indbruddene, og Jamal er konstant efter hans lillebror. Da den brede rockertype Bjørn (Rolan Møller) tilbyder en langt bedre hyre for et par designervarer på “bestilling”, skifter Casper derfor hold. En beslutning, der bringer ham højere op i gadens hierarki, men længere ned i sølet.

Filmen er skudt i Nordvest-kvarteret, og rollebesætningen er primært debutanter eller folk fra det reelle miljø. Og som udgangspunkt er der derfor to ting, der er væsentlige at kigge på i filmen, og det er virkelighedsforankring og skuespil. Noer siger selv, at “Nordvest” er en decideret genrefilm, der spejler Scorseses “Mean Streets” og Winding Refns “Pusher”. Men Noer og hans producer-duo (René Ezra og Tomas Radoor) giver genren et karakteristisk twist ved at arbejde med motivation i stedet for replikker i scenerne. Det betyder, at hvis Robin (Nicholas Westwood Kidd) og Casper gerne vil have på klods i baren, så er det ikke skrevet ned som dialog. Noer siger i stedet til drengene: ”I har ingen penge, I skal have på klods.” Og så siger han til bardamen: ”Du giver ikke på klods i din bar.

Metoden gør “Nordvest” til et velsmagende blend af virkelighed og genre-fiktion, hvor virkeligheden er trykket ekstra godt ned på filmstrimlen. Selv de mindste detaljer er med i de situationer, karaktererne kommer ud for. Detaljer, man ikke ville skænke en tanke, hvis man ikke selv havde prøvet det – og det gør altså, at man kan mærke virkeligheden. En del, som Noers reality-casting kan krediteres for. De fleste, der har fulgt lidt med på den danske musikscene, ved for eksempel, at det ikke er første gang, rapperen Kidd (Robin i filmen) ryger på en joint, og hans vanetro behandling af rygepinden kaster publikum direkte ind i virkeligheden.

Det er derfor umuligt ikke at kommentere på skuespillet i filmen, der lige fra hovedrolle til birolle er afsindigt skarpt. Gustav Dyekjær Giese fortæller en stærk personlig historie med sit vilde blik, der på én gang er intenst tænksomt og fuldkommen blankt. Og rocker-birollen Theis brøler sig succesfuldt vej gennem hukommelsen, indtil man finder et møde med virkelighedens Theis-type frem. Men den skarpeste præstation kommer fra Roland Møller, der praktisk talt sprænger lærredets fiktive slør med sin gemytlige og nådesløse hyggeonkel/rocker-type. Men trods det store skuespil, så har filmen desværre lidt startproblemer, hvor båndene i “Nordvest-familien” er lidt for løst bundne. Skuespillerholdet afslører særligt i deres dialogscener, at deres relationer er opspind.