Ulogisk, men fermt eksekveret trylleshow

Ved første øjekast ligner “Now You See Me” en blockbuster skræddersyet til masserne, hvad enten man taler om det Hollywood-certificerede ensemble eller konceptet om hjernevridende magi og spektakulære synsbedrag, der nok mere end noget andet lægger sig op ad selve formålet med at lave film. På disse punkter leveres varen dog også med overraskende stilistisk selvsikkerhed og teknisk finesse, men desværre munder plottet ud i en noget mudret og utroværdig tredje akt, der fortaber sig i en irrationalitet, som korthuset simpelthen ikke kan bære.

J. Daniel Atlas, Henley Reeves, Jack Wilder og Merritt McKinney lever hver især (på forskellig vis) af deres forskellige færdigheder inden for illusionisme og trylleri, indtil de en dag modtager en mystisk invitation fra en ukendt vært, der resulterer i et uforklarligt løft af deres evner og popularitet i en branche, der lader til at have mistet troværdigheden i det moderne publikums øjne. Vildere bliver det dog, da de under et show i Las Vegas stjæler millioner fra en bank i Paris og uddeler dem til de tilstedeværende, hvorved de får både FBI og Interpol på nakken samt den tidligere illusionist Thaddeus bradley, der har dedikeret sit liv til at afsløre andre af sin slags som de svindlere, de i virkeligheden er.

Ligesom ethvert fabelagtigt og gennemtænkt trylleshow, starter filmen med en række tilfældige, men ikke desto mindre effektive behændighedstricks til beskuerens fornøjelse, hvorefter tryllekunstnerne kort præsenterer sig uden hverken at afsløre for meget eller for lidt om deres motiver og intentioner med det planlagte show – en essentiel bagtanke inden for magiens verden, der netop i denne kontekst giver filmen en sjælden undskyldning for at inkludere fedtfattige karakterer, der på nærmest intet tidspunkt giver udtryk for deres personlige følelser eller forhold til hinanden og omverdenen. Derimod læner de sig fortrinligt op ad den overlegne og selvfede personlighed, som er altafgørende for at skabe og bevare en konsistent illusion over for publikum.

Hvert eneste minut af denne storstilede forestilling er dog også dybt dedikeret til at afholde os fra at vide noget som helst om det, der rent faktisk udfolder sig på lærredet. Og selvom man normalvis ville betragte dette som dybt frustrerende, fungerer det i dette tilfælde faktisk helt efter hensigten. Tempoet er nemlig så højt, at man hurtigt mister overblikket, når tryllekunstnerne gang på gang udfordrer til et mentalt væddemål om, hvem der er smartest og mest indsigtsfuld, hvilket samtidig gør, at man ikke keder sig et sekund, fordi man altid føler sig indirekte involveret i showet.

Det er da også skuespillerne bag de fire ryttere, der i sidste ende bærer filmen med deres sprudlende selvtillid, flamboyante præstationer og delikate sans for komisk timing. For selvom præmissen er enormt interessant, kører plottet af sted som et overophedet tog i højfart, der til sidst ender i en 15-minutters togulykke, hvor overbrugen af computergenererede effekter og manglen på rationelle forklaringer kolliderer i et desperat forsøg på at skabe fortællemæssig sammenhæng. Man kan ganske vist argumentere for, at et trylleshow ikke skal give mening, men når vi taler om en film, er det altså umådeligt svært at tro på, at noget menneske ville kunne tilrettelægge sådan et kompliceret trick.