Gamle hunde på slap line

Så er Disneykoncernen klar med deres bud på julens familiefilm. John Travolta og Robin Williams sættes sammen som odd couple for i en sen alder at lære børnepasningens svære kunst. Men de her to gamle hunde burde nok være blevet i hundehuset.

De to gamle venner Dan og Charlie, der henholdsvis spilles af Williams og Travolta, lever en ubekymret ungkarletilværelse som direktører for et succesrigt reklamebureau. Men da Dans ekskone pludselig dukker op med to børn, som han uvidende er far til, vendes der op og ned på ungkarlelivet, og de to herrer må modvilligt overtage børnepasningen, mens ekskonen er i fængsel. Uheldigvis falder dette sammen med afslutningen af en særdeles vigtig handel på det japanske marked, og børnepasning og forretningsliv viser sig at være to svært forenelige størrelser.

Disneykoncernen har med “Old Dogs” benyttet sig af en gammelkendt opskrift: Sæt to skuespillere sammen, der for længst har passeret deres karrieres zenit, sæt dem i nogle uvante situationer, det kunne f.eks. være noget med børn, tilsæt dertil nogle fjogede bi-karakterer, lidt gakket slapstick ala mand falder i bananskræld og endeligt en eller anden form for kæledyr, gerne en hund, så det hele bliver familiært og hyggeligt. “Old Dogs” har det hele, og forventeligt resulterer det i en sand omgang hundeæde.

Ideen med at sætte Robin Williams og John Travolta sammen som et morsomt par er vel fin nok bortset fra, at jeg ikke kan komme i tanke om, hvornår Travolta sidst har været morsom. Det er han da heller ikke her. Robin Williams gør det okay som den lidt nervøse og usikre Dan, men med vittigheder, der overskrider sidste salgsdato med årtier, er der intet at stille op. Uden nåde kastes de aldrende skuespillere rundt i vittighedernes antikvariat, som da Dan har taget alt for meget solarium og derfor ligner en neger – det er vist set et par hundrede gange før. For at peppe disse vittige oldtidsfund lidt op er de “sjove” scener gearet en ekstra tand i den hysteriske retning, så Dan og Charlie f.eks. må spæne rundt på en spejderlejr og ufrivilligt ødelægge alt omkring dem. Inden fjollerierne er omme, må vore uheldige hovedkarakterer også en tur i zoologisk have, hvor vrisne pingviner og en brunstig han-gorilla er trukket til for at sætte fut i løjerne. Men sjovt bliver det aldrig.

Efter disse sure opstød skal det dog indrømmes, at der er én sjov idé i filmen. Nemlig da Dan og Charlies arsenal af piller, som dagligt skal holde alderdomstegnene på afstand, introduceres. De to herrer nærmest praler af de bivirkninger, som pillerne medfører, hvis de tages forkert. Så da børnene ved et uheld sammenblander pillerne, medfører det, at Dan får et forvrænget syn og Charlie en frådende appetit og et stivnet grin, hvilket er særligt ubelejligt under et møde med den japanske forretningsforbindelse. Desværre tærskes der langhalm på denne idé i alt for lang tid, og den overspilles langt ud over enhver rimelighed.