On the Road

InstruktionWalter Salles

MedvirkendeSam Riley, Garrett Hedlund, Kristen Stewart, Kirsten Dunst, Tom Sturridge, Viggo Mortensen, Amy Adams, Alice Braga, Steve Buscemi, Danny Morgan, Giovanna Zacarías, Elisabeth Moss

Længde124 min

GenreDrama, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen04/10/2012


Anmeldelse

On the Road

3 6
På afveje…

“On the Road” er en filmatisering af Jack Kerouacs klassiske roman af samme navn. Det er en road movie, der skildrer den unge Beat-generation, og den er således fuld af sex, drugs og jazz. Det er frisind, ungdom, grænser der overskrides, gåpåmod og masser af pot. Orv mand, er jeg lige målgruppen for den film? Ja! Og derfor ærgrer det mig grusomt, at filmen bare ikke er særlig god…

Historien i “On the Road” er ikke videre kompliceret, og man kunne sådan set fristes til at sige, at der ikke rigtig er en egentlig historie. Filmen handler om Sal (Sam Riley), der er en ung New Yorker-intellektuel forfatterspire, hvis far lige er død. Mødet med den vilde alfahan, Dean (Garret Hedlund), bliver starten på en periode i Sals liv, der går med at køre USA tyndt, ryge pot og have sex – og finde inspiration til sin bog. Med sig har de Marylou (Kristen Stewart), som er Deans (og adskillige andre mænds) elskerinde.

Jeg har ikke læst bogen, men har ladet mig fortælle, at der heri er samme mangel på historie. Det skulle efter sigende ikke gøre noget, da det er stemningen, oplevelserne og de personlige udviklinger, der driver det litterære værk. For filmen bliver det imidlertid et problem. Man sidder i lang tid og venter på, at det store road trip får sig en retning, men hverken tematisk eller handlingsmæssigt bevæger filmen sig rigtig nogen steder hen. De enkelte episoder er med jævne mellemrum sjove, hyggelige eller vilde nok til, at filmens længde ikke føles urimelig lang, men de bidrager ikke til at skabe et større helhedsindtryk, der sidder i kroppen, når filmen er slut.

Tværtimod er den meget opbrudte fortælling så forvirrende, at man mere eller mindre glemmer, hvad der lige er sket, så snart filmen triller videre ad et nyt sidespor. Den syner langt væk af at være en filmatisering, der har forsøgt at få så meget fra sit originalværk med som muligt, men uden den fornødne evne til at konvertere det ordentligt til film. Med en fremragende Kirsten Dunst i birollen som Deans kone som eneste undtagelse, så lykkes det aldrig filmen at få følelserne ud gennem biograflærredet, og som seer bliver man heller aldrig rigtig grebet af en særlig stemning i filmen.

Der skal dog lyde en ros til skuespillernes udmærkede præstationer. Kristen Stewart kan sagtens spille både troværdigt og betagende, men det kunne nu være rart efterhånden at se hende i en film, hvor hun ikke bare agerer objekt for det mandlige begær – og hvor hendes karakter ikke blot betingelsesløst kaster sig i armene på sine mandlige omgivelser! Viggo Mortensen er forrygende i sin alt for lille birolle, og så dukker Steve Buscemi gudhjælpemig også op i en sjov, men noget underlig cameo.

Alt i alt er der ikke så meget at sige om “On the Road”. Det er hverken en elendig eller en fantastisk film, og kedsomheden trænger sig ofte på, mens personerne næsten ikke laver andet end at ryge pot, køre stærkt og have sex. Derudover hverken forherliger eller fordømmer filmen de unges noget destruktive livsstil, og jeg gætter derfor på, at de fleste vil have glemt filmen igen inden for ganske få minutter.


Trailers

Kort om filmen

I en tid, hvor begrebet ungdomsoprør endnu ikke
er opfundet, beslutter forfatterspiren Sal at vende
normaliteten i New York ryggen og se verden
– eller i hvert fald USA. Alene eller sammen med
den vilde Dean drager han ud på vejene mod vest.
Her møder han mennesker med en anden hverdag, andre værdier og en anden kultur. Han nyder hvert øjeblik, nyder sex, stoffer og jazz-musik i et omfang, der ville chokere hans konservative samtid. Men jagten på alting på én gang, kravet om at være på hele tiden, ønsket om at bryde grænser og ønsket om at lyse som et romerlys i natten kommer ikke uden omkostninger. Romerlys kan eksplodere. Romerlys kan brænde ud.