Ondskabens Øjne
Udgivet 29. okt 2002 | Af: Michael Andersen | Set på DVD
Clarice Starlings chef, Jack Crawford, advarer hende: ”You don`t want Hannibal Lecter inside you head”, men det er allerede for sent for Starling. Hun er på vej ind sindets mørkeste kamre. Effektivt illustreret i scenerne inden hun møder Lecter, fordi for at komme i kontakt med ham, er hun nødt til at vandre ned af en masse trappetrin og igennem diverse aflåste døre.
Clarice Starling er noget så sjælden som en ægte kvindelig heltinde. Normalt er de fleste heltinder i Hollywood bare mandlige kvaliteter pakket ind i en kvindekrop (helst udstyret med et par store bryster til at skjule mandigheden). Eksempel: Demi Moore i “G.I. Jane” (højtrøbende, bandende og meget maskulin) og Angelina Jolie i “Tomb Raider” (mester i våbenførelse og kampsport).
Clarice Starling vises uden en kæreste og uden romatiske sengescener, men istedet ser vi hende bruge sine kvindelige kvaliteter. Hjerne og kvindelig intuition er hendes forcer. “Onskabens Øjne” er “The Clarice Starling Story”, det er hendes rejse/udvikling man følger og Lector har egentlig kun en birolle, men han stjæler samtlige scener han medvirker i.
Pga. manuskriptets kvaliteter, behøvede “Ondskabens Øjne ikke en instruktør med en stor personlighed og masser af store ideer. Derfor var Jonathan Demme det perfekte valg. Han havde ingen intentioner om at gøre “Ondskabens Øjne” til hans egen, som f.eks en Francis Ford Coppola eller Oliver Stone ville gøre det. Han har instrueret filmen med sikker hånd og stor respekt for thrillergenren, uden brug af nemme billige chokeffekter.
Filmen har faktisk kun en af genrens traditionelle spændingsmomenter, nemlig Lecters flugt, som stadig er lige så fascinerende at iagtage i dag, som da filmen udkom i 1991. Psykologisk terror præger istedet filmen. Stille og roligt bliver tilskueren trukket ind i “Ondskabens Øjne” universet.
“Ondskabens Øjne” er en intelligent thriller, som giver et fascinernede portræt af konsekvenserne af pervers ondskab. Filmen holder stadig i det ny årtusinde.
Ekstra materialet består af lidt af hvert, hvor specielt programmet “Inside The Labyrinth” udmærker sig. Det er produceret i anledningen af denne udgivelse. De involverede foran og bagved kameraet taler om deres forskellige oplevelser med “Ondskabens Øjne”.
I den lidt mere useriøse afdeling finder vi Outtake Reel hvor Hopkins imiterer Sylvester Stallone! Hopkins trang til narrestreger kommer også til udtryk i den vedlagte telefonsvarerbesked. Da filmen udkom i 1991 indtalte han på sin egen telefonsvarer en besked, hvor han brugte Hannibal Lectors stemme i stedet for sin “egen”. Den ligger også på disken. Den er ganske sjov til at skræmme venner og familie med! Undertegnede taler af erfaring.
Selvom de fleste sikkert har set filmen, bør den stå i enhver DVD-samling. Billedet, lyden og ekstra materialet kunne måske have budt på lidt mere, men når filmen er så fremragende er det nemmere at tilgive manglerne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet