Dræberpenis på afveje

Lad det være sagt med det samme. Der er ikke så forfærdeligt meget godt at sige om “One-Eyed Monster”, men alligevel skiller Adam Fields’ absurde film om en dræberpenis, der går amok i en californisk bjergegn, sig alligevel betragteligt ud fra den mængde af gyserkomedier, der jævnligt langes over disken. Handlingen i sig selv er af en så sælsom natur, at det kan undre, hvordan man som manuskriptforfatter i første omgang kom på ideen. Men med det in mente synes nærværende film imidlertid ikke så original i sin beskaffenhed endda.

Tidligere på året var den amerikanske filmtrubadur Kevin Smith på banen med “Zack and Miri Make a Porno”, der trods en mere udtalt stuerenhed havde enkelte lighedspunkter med Fields’ vanvid, og for et par år siden henrykkede den tilsvarende “Teeth” ved filmfestivalen i Berlin, om end “hovedpersonen” her var en vagina med et effektivt tandsæt og ikke en grådig penis som i “One-Eyed Monster”. Men om ikke meget, så gemmer filmen trods alt på en smule historie. Et filmhold af skrabet karakter er søgt op til en skovhytte i en affolket egn i de californiske bjerge med det slette formål at indspille en pornofilm hen over en weekend uden forstyrrende og formentligt nysgerrige blikke i hobetal. Færdig bum.

Men tingene arter sig absolut ikke som forventet. Den selvforherligede producer har svært ved at holde samling på tropperne, jalousien og også kærligheden florerer i fulde flor i hjørnerne, og så har filmens absolutte stjerne, den aldrende Ron Jeremy, som også i virkelighedens verden har en lang karriere som pornostjerne bag sig, svært ved at få rejsning, ikke mindst over for den jævnaldrende genpart, der drømmende ønsker sig sit allersidste kvarter i rampelyset. Det retter en impulsivt indlagt kunstpause imidlertid op på, fanden tager ved den notoriske pornostjernes kæreste arbejdsredskab, og af årsager, der ikke i denne sammenhæng tåler dagens lys, er naturens kulisser omlagt til et regulært slagteri, hvor en omvandrende penis – nu uden Ron Jeremys krop påhæftet – som et varmesøgende missil jagter, lemlæster og myrder alt med en puls.

Som forventet er “One-Eyed Monster” en rablende gal B-films komedie fra nederste skuffe. Skuespillet er – naturligvis – konstant under bæltestedet, men derudover pinagtigt ringe. Og som komedie har filmen i sig selv ringe arbejdsvilkår. Alligevel er det svært ikke ind imellem at lade sig underholde af de absurditeter og fuldstændigt bizarre scenarier, der her udfolder sig, mens filmholdets personligheder kæmper for overlevelse og gerne sætter hinandens liv på spil i den henseende. Undervejs er der assistance at hente hos områdets eneste nabo, den eneboende vietnamveteran Mohtz, der angiveligt ikke overraskes synderligt af det sælsomme fænomen.

Umiddelbart besidder “One-Eyed Monster” en odør af en filmbagmand, her tre brødre, der besidder en udtalt penisforskrækkelse. Om det er her, sandheden ligger, skal dog være usagt. Men ikke desto mindre fornemmes et ødipuskompleks som fællesnævner og udbasuneret, så alle samfundsgrupper kan være med. Der tales til absolut laveste fællesnævner, mens grundpillerne i “One-Eyed Monster” i og for sig ligner en hvilken som helst anden gyserformel med den systematiske udryddelse af aktørerne som fornemste dagsorden. Her er fjenden dog noget mere aparte end sædvanligt. Om det i sig selv er skræmmende, kan imidlertid diskuteres.

Mest kød er der på sideforløbet med den let nørdede lydmand, som går egne veje og i weekendens anledning har medbragt sin hjemmelavede “kneppemaskine”, der angiveligt kan give enhver mand følelsen af at have seksuelt samkvem med lige præcis den kvinde, han drømmer om. Om det er helt sådan, det forholder sig, vides ikke, men i hvert fald kommer apparaturet til at spille en væsentlig rolle senere hen. “One-Eyed Monster” er plat og umodent fremført i næsten ethvert henseende, om end ønsket om en provokation fornemmes. Det kan undre, at en film som denne opnår mulighed for udgivelse, men så længe der er et marked, er der som bekendt muligheder.

Video

“One-Eyed Monster” præsenteres i et rimeligt, men ikke prangende, anamorphic widescreen 1.78:1-format. Der er ikke umiddelbare eksempler på edge-enhancement eller udtværinger, mens digitale forstyrrelser i højere grad forekommer. Undervejs spores desuden en smule blødhed, mens de mørke scener rummer en del gryn, og kontrasten også kan have tendens til udsving.

Audio

Bedre er de to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og DTS 5.1-lydspor, der fortrinsvist udgår fra systemets fronthøjttalere. Dialogen er helt igennem tydelig og uden overstyringer, mens underlægningsmusikken og enkelte effektlyde også fungerer forventeligt. Men epokegørende er lydsporet imidlertid ikke.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.